★★★★☆☆ Vi bygger en vej – byrådssatire spidder Odenses trafikfiasko

Lokalpolitik har alle dage været en guldgrube for satirikere. Og er det også på Odense Teater, hvor Vi bygger en vej med stort held udstiller det tragikomiske forløb med etableringen og lukningen af en firsporet trafikvej midt gennem centrum.

”I kunsten kan livet kendes,” står der malet højt over scenen i Odense Teater. Sjældent har det været mere sandt end i aftes, da premieren på Heinrich Christensens byrådskomedie Vi bygger en vej lod odenseanerne grine ad en klassisk Odense-historie: den tragikomiske opførelse og lukning af Thomas B. Thriges Gade.

Den er god nok: Stykket handler i al sin lokalpolitiske enkelhed om etableringen af en firsporet trafikvej lige gennem Odense centrum. ”Der må ik’ gå O’ense i den,” lyder det undervejs fra skiftende borgmestre. Men selvfølgelig gør der det.

Fra vedtagelsen i 1952 går der 18 år, før de 650 meter asfalt er klar til anvendelse. Håbløst. Hvad værre er: Vejen er en øjebæ, den kvæler bylivet, og der går ikke længe, før man vil af med den igen. Det sker imidlertid først i 2014. Er lokalpolitik ikke vidunderligt?

Skarp og folkelig satire

Ingen skånes i Vi bygger en vej. Et halvt århundredes byrådsmedlemmer, borgmestre og stadsarkitekter kommer og går i den tilrøgede byrådssal, som scenograf Lisbeth Burian har tilført varme, charme og smidighed. Alle portrætteres beslutningstagerne som opportunister, chauvinister og rene kvaj. Satiren er folkelig, men skarp.

Sekretær Rasmussens vuggende gang fikserer dem, selv da hun i anden akt er blevet et ringvrag og nu, ganske forrygende, spilles af en mand, Mikkel Bay Mortensen. Brunsviger kan også få deres opmærksomhed. Men borgerne interesserer dem ikke synderligt.

Det er forklaringen på prestigeprojektets fiasko. Man har glemt mennesket i byplanlægningen og ignoreret alle formaninger fra femfingerplanens fader, Steen Eiler Rasmussen. Han dukker ellers op i tide og utide – gennem døre, malerier og arkivskabe – for, med hårrejsende gysereffekter, at advare om risikoen for ”et ulægeligt sår” i bybilledet.

Gaden legemliggjort

Og der står hun så lige pludselig. I 1970. Thomas B. Thriges Gade legemliggjort som en akavet, skævrygget pige i Freja Klint Sandbergs i første omgang knivskarpt komiske gestalt. ”Tada,” udbryder hun, efter hun er vandret frem af en blå lysskærm og har brækket scenegulvet op på sin vej.

Sammen med Claus Riis Østergaards portræt af arkitekten Jan Gehl, der holder foredrag om den menneskelige skala til lyden af ambiente toner, er personificeringen af skandalegaden det eneste, der stikker ud fra komediens meget jordnære stil.

Og det fungerer faktisk ikke helt. Sandberg bliver hurtigt højrøstet, mens Østergaard bliver livløst foredragende. Det lykkes ikke Heinrich Christensen at forbinde dem ordentligt til de omgivende skuespillere. Morskaben går ikke tabt, men den bliver af og til anstrengt i anden akt, hvor de to er i fokus.

Lange stræk af latter

Bortset fra det er Vi bygger en vej virkelig underholdende. Publikum, der selvfølgelig trakteres med ’brunner’ i pausen, er i lange stræk lagt ned af latter.

Oven i købet er der flere solide og tidstro sange skrevet af Jonas Munch Hansen – ikke mindst den smukke åbning på anden akt om Ruben og Julian, hvis kærlighed spoleres af den rædselsfulde vej. Den tager endda livet af dem begge!

Det er måske vanskeligt at forestille sig, at et teaterstykke om det lokale byråd kan blive så vellykket. Men det kan det. Også selvom man med fordel kunne have skåret noget af længden for at undgå en anelse repetition og tomgang undervejs.

Kom så med den musical om Ørestad og Aarhus Ø!