★★★★☆☆ Fjeren og Rosen – eventyrlig aften på havnen

BaggårdTeatret skabte sammen med et væld af partnere og medvirkende magi i Svendborg Havn, da Josefine Ottesens fortælling Fjeren og Rosen blev til spektakulært totalteater i forbindelse med DGI Landsstævne 2022.  

Svendborg var myldrende fuld af liv og shuttlebussen kørte nonstop mellem landsstævnets forskellige lokationer. Det var fredag aften, der var gang i gaden, og både borgere og stævnedeltagere satte kursen mod kajarealet ved Frederiksø, hvor vi tog opstilling hele vejen rundt om havnebassinet og fordrev ventetiden med at beundre de meterhøje dukker, der sammen med orkestertribunen var et æggende blikfang.

Magien skabes i lyd og billeder

Forventningsbuen var således spændt godt op, da Odense Symfoniorkester slog ouverturen an til eventyret om kongen af Det Smukke Land, der forelsker sig i pigen fra fuglelandet. De må gå grueligt meget igennem, før de vokser som mennesker og baner vejen for en verden med respekt for både naturen og forskellighed. 

Josefine Ottesens fortælling har efterhånden mange årtier på bagen, men fungerer fint i dette setup, der fortæller med lyd og billeder mere end tekst. Det er en opbyggelig fortælling, som eventyr jo skal være, og naturaspektet holder den relevant i 2022. Teksten bruges ofte til skoleforestillinger, så der var nok flere blandt publikum, der selv har medvirket i sådan en version. Birgitte Hjort Sørensen modulerer fornemt fortællingen med sin stemmes varme klang, så vi fornemmer følelser og stemninger i det store, åbne rum, hvor de så let kunne være gået tabt.

Det stemningsfulde kaldes også frem af forestillingens fire komponister, der har skabt et samlet, men varieret lydunivers med symfoniorkestrets storladne toner, der fint blev accentueret af flere mindre bands og solister. Stor cadeau til alle medvirkende musikere, og også til lydholdet bag, der løste den vanskelige opgave med udendørs lyd i et stort rum upåklageligt.

Intet kan leve kun i sig selv

Magien skabes som sagt i lyd og billeder, når man som her er oppe i storskala. Den skabes i musikken, men også af de kæmpestore dukker, der bevæger sig med ynde og synger hjerteskærende. Af de hundredvis af medvirkende fra den lokale garde, der trækker op ved kongens hof, til de dansende og springende gymnaster, der illuderer mørke skove og forskellige landes kulturer. 

Fra de blidt vuggende og stærkt ræsende, små både i havnen, der skaber den ildelugtende sump, der skiller kongens smukke land fra fuglelandet, til den perlende lette sky af bobler, der skydes ud over havnen, når kongens hjerte bliver blødt og åbent. Fra fjeren, der flyver så højt og daler så let til de skræmmende sorte fugle fra Dronningen af Dybet, der må bekæmpes – og rummes – før slutsangen kan istemmes med blandt andet disse ord: ”Intet kan leve kun i sig selv”.

En kraftpræstation 

Det er helt rigtigt og gælder også for projektet selv. Fjeren og Rosen er en semi-professionel forestilling, dvs. med et hold, der består af både amatører og professionelle. I dette tilfælde et stærkt lokalt forankret projekt – som den type forestilling ofte er – hvor nogle af områdets foreninger og institutioner medvirker på scenen, mens andre har bidraget på anden vis, fx med at bygge dukkerne og sy kostumerne. 

Det er en kraftpræstation fra alle involveredes side, og der er utvivlsomt hugget en hæl og klippet en tå for at nå i mål med den billed- og tonesmukke Fjeren og Rosen. Resultatet fik publikum til at sukke henført, og var samtidig et billede på det foreningsdanmark, som Landsstævnet hylder. Et møde mellem kultur og idræt, og ikke mindst mellem frivillige og de professionelle, der er helt afgørende for at nå stærkt i mål med en så ambitiøs satsning.

Fjeren og Rosen spillede kun to gange, men det er muligt at komme bag om forestillingen her.