★★★★☆☆ Asta – underholdende og livsnært portræt af stumfilmstjernen

Nanna Cecilie Bang brager igennem med nærvær og fanden i voldskhed som stumfilmstjernen Asta Nielsen i Det Flydende Teaters underholdende og musikalsk gribende gendigtning af skuespillerens liv.

”Det vigtigste er ærlighed,” lyder det fra stumfilmsstjernen Asta Nielsen. da hun forkynder sit livs manifest – men hvordan ærlig og overfor hvem? 

Asta er verdens første internationale stumfilmstjerne, der i dramatiker Julie Petrine Glargaards portrættering foragter middelmådighed. En egenrådig og frygtløs forkæmper, der tør sige nej til småroller på Det Kongelige Teater, som går imod datidens moralkodeks og stiller krav til filmbranchens magtfulde mænd om bærende roller og finansielt overskud.

Asta lader sig ikke instruere

Asta udspilles på en lille scene i Sophiensholms smukke park. Naturen sætter rammen for forestillingen, hvor skuespillerne kan bruge de omgivne stier som scenegulv. På en solvarm sommeraften som forleden er det svært ikke at falde i svime over de skønne omgivelser. 

Vi hører om Asta fra de fattige kår i København og følger hende til et luksusliv i Tyskland. Møder mændene, der måske nok er gift med hende for en tid, men mest af alt synes at danne bagtæppe for hendes liv og karriere. Her er en lidt betuttet Urban Gad (Janus Elsig), der forsøger at give instrukser i gennembrudsfilmen Afgrunden. Men Asta lader sig ikke instruere og da slet ikke i Nanna Cecilie Bang fanden i voldske-portrættering, som med vildskab, humor og forførende charme lader os nyde glamouren og komme helt tæt personen.

”Underkjolen ødelægger kroppens sprog” forkynder Asta og trækker klædningen af, før hun kaster sig ud i en æggende og sensuel dans med sin medspiller Poul Reumert (Rolf Hansen). Her er humor, ren erotik og en stærk biografisk fortælling med direkte referencer til filmen, som trækkes ind på scenen i form af små stumfilmsscener koreograferet til teatret. Det fungerer fremragende. 

Humor, alvor og historisk samtidsperspektiv

Her er knitrende lyd som var det råfilm i kameraet. En gennemgribende musikside, der velsvingende driver fortællingen. Den akkompagnerer de små stumfilmsekvenser og orkestrerer elegant stemninger undervejs. Komponist Karen Duelund Guastavino står selv på scenen med sang, blæs og samplet slagtøj til at sammenføje stemninger, følelser og fortælling. 

De tre skuespillere skiftes til at agere de mange mennesker, der øvede indflydelse på Astas liv med lige dele alvor og humor. I de indlagte filmsekvenser fyres der op for satiren, fx i optagelsen af Afgrunden, der formidles med stive stumfilmsfagter, stirrende øjne og Rolf Hansen som en tydelig rystet Poul Reumert, der febrilsk forsøger at finde fodfæste med Astas forførende dans. 

Forestilling balancerer fint de mange indslag fra film, samtaler og den historiske samtid og drives med lige dele humor, alvor og historisk samtidsperspektiv. Her er Asta, der kampklar i replikken, taler om kvinders ret til erotik og frigørelse, mens den svenske censur ikke vil tillade filmen, hvor hun giver sit barn væk – for det gør en kvinde ikke. Men det gjorde Asta selv og hun valgte bevidst karrieren frem for familie – for det kræver barske valg at få succes.  

Individets valg i historisk kontekst

Asta holdt fast i sin hyldest til ærligheden. Men var hun nu også det? Der var det med barnet, som hun lod blive derhjemme. Og da den tyske nationalsocialisme væltede frem, fastholdt Asta sin position som upolitisk og producerede fortsat film i Tyskland, indtil hun til slut måtte rejse tilbage til Danmark, hvor succesen sluttede.

Asta var uden tvivl en ener, der kun gik sine egne veje. Det kræver mod, men valg og mangel på samme får konsekvenser. Det skildrer forestillingen fint. Asta er et velspillet, musikalsk og flot biografisk indblik i et levet liv med en reflekteret overbygning om konsekvenser af individets valg i en historisk kontekst, der tilbyder stof til eftertanke.