Del

Metropolis Landskab er et treårigt, landsdækkende kulturprojekt under Københavns Internationale Teater. Projektet bringer kunst og natur sammen og gentænker menneskets måde at være i sammen med naturen på i en række Talking Landscapes i forlængelse af projektet Wa(l)king Landscapes. Metropolis står også bag sensommerens Metropolis København, der åbner 16. juli med en syv dage lang performance, der former sig som en samtale mellem arter.

Da jeg fanger aktivist og performer Linh Le over Zoom, er hun optaget af at få logistikken omkring sit værk Saa er by som borger, saa er by som art til at falde i hak. Ti tons jord skal flyttes fra sted til sted i midten af København i løbet af de syv dage, hendes performance udspiller sig.

”Det er vigtigt for mig at have jorden med, når jeg skal skabe en naturzone midt i byen. Det er en bunke af muld, som er meget livgivende og som associerer både til at passe på jorden, at vi er jordboere og jordbrugere, og til at skabe jordforbindelse. Det vil jeg gøre ved at vaske mig i jorden – her kommer det rituelle ind. Jeg vasker mig i jorden for at nedbryde det menneskelige ego. Det kan ikke nedbrydes helt, jeg er jo stadig mig, men jeg kan forbinde mig til de andre arter ved at prøve at lytte til den art, jeg finder i jordbunken,” fortæller hun.

Vi vender tilbage til logistikken, men først spørger jeg Linh Le, hvordan hendes værk fungerer som aktiv medspiller i klimasamtalen.

”Der har været mange forskellige takes i Wa(l)king Landscapes, som jeg også deltog i, mit er også her at forholde mig til materialerne på stedet. Jeg elsker det stedsspecifikke, at det er ukontrollerbart. Jeg kan have alle mulige tanker om det, men vejret er som det er, omgivelserne er som de er og det kan jeg godt lide, for sådan er livet også,” pointerer hun.

Metropolis København
Saa er by som borger, saa er by som art af Linh Le på Metropolis København. Foto Frej Pries Schmedes.

Borgere i byen

”I Saa er by som borger, saa er by som art gør jeg det ved at gøre plads til stemmer, vi ikke hører, og til malplacerede kroppe og objekter. Jeg giver plads til de andre arter, som vi deler planeten med, i en by med stor menneskelig aktivitet, på steder, hvor der er mange turister, trafik og støj, men hvor der ikke er de bedste betingelser for naturen. Så det handler om, hvordan jeg kan indtage disse pladser og forbinde mig med de andre arter på dem. Arterne har jo allerede en stemme, så jeg giver dem ikke en, jeg forstærker den, de har,” fortæller hun videre. 

Titlen Saa er by som borger, saa er by som art taler direkte ind i samme intention. Linh Le har haft første del af udtrykket i baghovedet, siden hun lavede en aktion for naturen på Københavns Rådhus med bevægelsen Extinction Rebellion.

”Inden aktionen på Rådhuset scoutede vi bygningen på en guidet tur, så vi fx kunne finde borgmesterens kontor,” fortæller hun og fortsætter: ”Guiden lagde meget vægt på inskriptionen Saa er by som borger, som stod flere steder på gelændere og vægge. Rådhuset er også fyldt med billeder af natur, fx svaler og blomster, og i borgerrepræsentationens sal er det lindetræ, man i gamle dage mødtes og tog beslutninger under, tænkt ind som reference. Med så mange naturreferencer, tænker man: ‘Hvad gør I så for naturen?’ Siden aktionen har inskriptionen bare ligget i mig, men nu inkluderer jeg arter i citatet og spørger på den måde. Mennesket som borger er en art, men andre arter er jo også borgere i byen”.

Arternes mangfoldighed

Linh Le fremstiller arterne med masker, der nogle gange dækker ansigtet og andre gange en arm eller andre dele af kroppen. Hun har udvalgt de syv arter ud fra, at de eksisterer i Danmark. I hendes værk møder vi kronhjorten på Christiansborg Plads, den langørede flagermus på Israels Plads, blæretang på Rådhuspladsen, mosehornuglen ved Rundetårn, lille natpåfugleøje på Havnegade, taskekrabben på Kgs. Nytorv og agerpadderokken foran Domhuset på Nytorv.

”Jeg ønsker at vise mangfoldigheden, så der er både truede arter og nogle, der ikke er. Nogle af dem kender vi godt, fx kronhjorten, mens vi måske kender blæretangen fra stranden, men ikke ved, hvad den hedder,” fortæller hun og forklarer, hvordan arterne også er tænkt sammen med de forskellige lokationer:

”Generelt skulle det være travle steder og så har jeg placeret arterne efter, hvor jeg synes, de passer ind æstetisk. Kronhjortens gevir stræber højt og distanceret som Christiansborg Slot. Der er noget guddommeligt ved det, og samtidig er kronhjorten tung og meget jordnær, som Christiansborgpolitikerne også burde være, altså tætte på det samfund, de udvikler. Men måske må jeg udskifte kronhjorten med krabben, hvis det blæser for meget, fordi geviret ikke kan klare det – sådan er det jo at arbejde stedsspecifikt. Krabben passer også ind på Christiansborg Slotsplads, da den har et stærkt forsvar med sin klo. Det vil jeg gerne forene mig med, fordi jeg skal have et stærkt forsvar i min aktivisme. Krabbekloen og jeg stod stærke sammen, da vi for nylig blokerede for alle broerne om Slotsholmen”.

“Det sidste sted er agerpadderokken, som er en meget hårdfør karplante, der har eksisteret fra før dinosaurens tid. Det er vigtigt for mig at have den foran domhuset på Nytorv, fordi jeg gerne vil fokusere på naturens rettigheder. Hvad kan vi lære af arter, der har eksisteret gennem så lange og forskellige tidsligheder, og hvilke rettigheder har de nu? Og så er agerpadderokken grøn og vil stå flot frem foran den sandfarvede retsbygning”.

Metropolis København
Saa er by som borger, saa er by som art – af Linh Le på Metropolis København 2022. Foto Frej Pries Schmedes.

Trillebører ville have været smukt

Hver dag i en uge skal jordbunken altså ligge et nyt sted, og Linh Le arbejdede helt op til premieren på at få logistikken til at flugte med projektets grundtanke.

”Det var planen at flytte jorden på en lastbil med en grab, men så fik vi en anden idé. Kunne vi i stedet for at betale en stor entreprenør, der udleder CO2 ved at køre frem og tilbage, give pengene til noget, jeg kæmper for, fx Extinction Rebellion, ved at finde frivillige, der kan flytte jorden på elcykler. Trillebører ville have været smukt, men det er for hårdt og vil tage for lang tid. Efter en del udregninger og beregninger var det stadig usikkert, om vi kunne få det til at gå op, så desværre bliver jorden ikke flyttet med manuel kraft, men med lastbilen,” siger hun og pointerer samtidig, at projektet dermed også selv taler ind i problematikken med transport:

”Vi flytter hele tiden rundt på ting og transporterer meget, og når jeg vil skabe en naturzone, så flytter jeg også rundt på ting. Hvad betyder det for naturen i byen?”

Krydsfeltet mellem det aktivistiske og det poetiske

Publikum kommer ikke til at interagere aktivt i forestillingen, men får dog en mulighed den sidste dag på Nytorv. Her har Linh Le inviteret andre arter med i jordbunken og de seks masker fra de tidligere dage vil ligge omkring den, så alle kan tage dem på og være med.

”Jeg vil rigtig gerne, at vi er mange arter foran domhuset, men ellers er publikum mest i observatørens rolle,” siger hun, der især arbejder med at udforske krydsfeltet, hvor det aktivistiske møder det poetiske:

”Som aktivist vil jeg altid gerne have, at publikum synes, budskabet er fedt, men det skal samtidigt ikke blive for demoagtigt. Oplevelsesmæssigt ved jeg, at det handler om at skabe nogle vilde billeder. At arbejde med nogle power-imago, der prenter sig ind hos publikum. Jeg vil gerne have, at de oplever magi, når de ser de smukke masker, fx natsværmermasken, som er forstørret op. Jeg håber, det perspektiv får publikum til at se arterne på ny,” afrunder Linh Le.  

Saa er by som borger, saa er by som art spiller 16. – 23. juli 2022 på forskellige lokationer i København.

Metropolis København
Tingenes Råd, Talking Landscapes. Foto: Thomas Seest.

Talking Landscapes

Metropolis står også bag Talking Landscapes, der forløber hele året med sessions over hele landet i tre samtaleformater, Tingenes Råd, Time Loop og Den Umulige Samtale. Forfatter, forlægger og performancekunstner Shëkufe Tadayoni Heiberg har guidet formatet Tingenes Råd på flere lokationer og forklarer det således:

”Tingenes råd er et samtalende råd, hvori deltagerne er ting, her forstået bredt som objekter, levende og ikke-levende entiteter, lokaliteter, begreber, følelser og abstraktioner. Tingene inviteres til at tale sammen om et givent emne i rådet. Helt konkret sker det ved, at vi mennesker, der deltager i samtalen, beslutter os for et samtaleemne og derefter inviterer et antal ting ind i samtalen, som kan bidrage med nye perspektiver på emnet. Hvis emnet er fremtiden på en specifik bondegård, kan vi invitere jorden, regnormene, regnen, fremtiden, pengene, rounduppen, bierne og flere forbundne ting ind, til at drøfte bondegårdens fremtid i fællesskab”. 

Hun forklarer videre, at formatet er skabt af den af den hollandske kunstgruppe Building Conversation, inspireret af filosoffen Bruno Latour og hans aktør-netværksteori. Det handler med hendes ord om at øve sig i at se verden fra andre perspektiver end det menneskelige for dermed at kunne sætte sig ind i andre tings sted:

”Som deltager oplever man, hvordan alle ting optræder i mangfoldige relationer, og hvordan de kan henvende sig forskelligt, afhængig af hvem de taler med. En fisk kan forklare begrebet penge, hvad den drømmer om, på en måde, som ikke ville opstå uden for netop den pågældende relation, og der kan dannes venskabelige eller pragmatiske alliancer på overraskende måder på tværs af samtalerummet”. 

Metropolis København
Dokken på Refshaleøen. Pressefoto.

At mærke den store, tomme B&W-hal

Talking Landscapes skaber ifølge hende et samtalerum, hvor man kan stille skarpt på landskabet, hvori samtalen finder sted. Landskabet kan således selv tage del med sin historie eller fremtid eller i form af ting, der hører landskabet til.

”Jeg mener, det er enormt vigtigt at gøre disse forsøg, hvor ubehjælpsomme de end måtte være, på at sætte os i andre tings sted. Det er en øvelse, der træner vores empati, og set fra en klimapolitisk vinkel så er det uomgængeligt med denne type empatiudvidende træning, hvis vi vil forsøge at bedre den klimakatastrofe, som vi har udsigt til,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.

Hendes forventninger til fremtidige samtaler er baseret på, at de samtaler, hun allerede har guidet. ”Folk engagerer sig, de deltager nysgerrigt og kreativt i samtalen, som slår et væld af små interrelationelle gnister undervejs. Efter samtalen er folk typisk lidt forbløffede over, at vi ikke nåede videre. Deltagerne har en tendens til at tro, at en sådan samtale fører til nye fælles indsigter, store sandheder, som kan forløses hen mod slutningen og efterlade alle klogere. Det sker så godt som aldrig, i den tid jeg har været med”.

“Til gengæld sker noget andet. Deltagerne fortæller, at de virkelig mærkede tingene i samtalen på uventede måder. I en samtale, vi holdt på Refshaleøen, havde vi inviteret den store B&W-hal til at deltage. Mange sagde efter samtalen, at de virkelig havde følt med den. Hvordan den stod der – tom og uvirksom og med sin enorme lyst til at være til gavn for nogen. Den slags små lysglimt er, for mig at se, samtalens fineste formål. At vi mennesker formår at træde ud af os selv – helt ud – og med vores empati træde ind i andre værensformer. Det er empatisk vægtløftning”.

Metropolis København
Tingenes Råd. Foto Building Conversation.

Nye fortællinger at træde ind i fremtiden med

Det er netop, når kunsten træner os i at forestille os en anden verden end den, vi har nu, at den bliver en aktiv medspiller i samtalen om klima, natur og bæredygtighed, mener Shëkufe Tadayoni Heiberg, der peger på, at der er brug for både viden og empati for at kvalificere samtalen:

”Viden får vi fra forskningen og empati fra kunsten. Vi skal vide, at et træ er et levende væsen som os. Med en livsbane, et formål med livet, med kloge strategier for overlevelse og med et uhyre vigtigt bidrag til økosystemernes og dermed alt livs trivsel. Det skal formidles til os via forskning. Men det er ikke nok. Vi må også føle det. Vi må øve os i at føle os beslægtede med træet. I at føle, at vi er på en fælles mission, at vi samarbejder, og vi må sågar anerkende, at et hvilket som helst træ bidrager langt mere til det fælles bedste, end vi mennesker gør – medmindre vi begynder at tage målrettet klimahandling alvorligt,” forklarer hun og uddyber, hvordan kunsten kan medvirke:

”Det kræver nye fortællinger at træde ind i fremtiden med. Mit eget bidrag er forgrenet. Som forfatter skriver jeg på en længsel efter at tænke en anden verden frem. En, hvor vi ser alle arter som ligebyrdige, lige betydningsfulde for det store hele og lige berettigede til et godt liv. Som forlægger praktiserer jeg klimahandling ved at frikøbe vild dansk natur, som jeg binder til alle udgivelser på forlaget Uro. Hver solgt bog frikøber 1 m2 dansk natur, som herefter aldrig mere kan blive solgt til konventionelle landmænd og udenlandske investorer. I Talking Landscapes arbejder jeg med den empatiske styrketræning og forsøger at fastholde fokus på de skjulte erkendelser: at alle ting i landskaberne er forbundne i et fintmasket net, at alle ting eksisterer og relaterer sig til hinanden på kloge og ofte omsorgsfulde måder, også når vi mennesker træder tilbage og bare lytter,” afrunder hun. 

Læs mere om Talking Landscapes og Metropolis København her

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis – Københavns Internationale Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

METROPOLIS KØBENHAVN

Hver sommer mellem maj og september præsenterer Metropolis forestillinger og værker af nogle af Europas mest interessante, aktuelle og nytænkende kunstnere. De skaber eller adapterer værker til København, som tager os til nye steder, som får os til at opleve kendte steder som for første gang, og som får os til at opdage nye sider og dimensioner ved vores by.

Kunstnerne iscenesætter hverdagen. De bearbejder bygninger, pladser og veje. De arbejder med lokale borgere. De skaber midlertidige, mobile rum. De inviterer på opdagelsesrejser i udkanten af byen. De fortæller nye historier om byens mangfoldighed. De afprøver nye formater og medier – altid med storbyen som subjekt, objekt og ramme.

Siden 2007 er Metropolis afholdt 10 gange (online i 2020) med over 100 stedsbaserede produktioner spillet på 80 forskellige steder i København for mere end 300.000 tilskuere.