★★★★☆☆ Det europæiske slagtehus – magtdemonstration i Shakespeares ånd

Tue Biering har med egne ord kastet sig ud i sit personlige Waterloo med sin maratonfortolkning af magten gennem fem Shakespeare-dramaer på Odense Teater, hvis ensemble løfter opgaven med bravour.

”Dette her bliver noget rigtig rod.”

Med den disclaimer åbner Tue Biering sit monster af en magtmaskine i fem dele, der undersøger mennesket og magten med afsæt i de fem Shakespeare-skuespil, der foregår i tiden før og under Rosekrigene. At proklamere rod giver vel ikke fuldt carte blanche, men stemmer selvfølgelig vores sind, så vi køber den måske i virkeligheden ikke så rodede, men derimod nøje tilrettelagte, beskidte montage af magten dengang og nu i fiktion, virkelighed og på metaniveau – for et sådant skal der naturligvis også være, når Biering står bag.

Tricks fra Bierings playbook

Vi starter på den tomme scene. I den mørke middelalder, hvor pesten huserer. ”Ikke så meget pest,” som stykkets første fortæller dog hysser til resten af det sygdomsklagende ensemble. Vi er på den tomme scene i et teater, hvor bagdøren kan åbnes til gaden udenfor. Verden er en scene, sagde jo allerede Shakespeare selv, og på en scene kan man på mangfoldig vis gøre opmærksom på, at det, vi overværer, er fiktion. Det var stort i 90’erne og blandt andet den godt tænkte og flot gennemførte scenografi sender mere end én hilsen til datidens tyske teaters forkærlighed for at demonstrere, at kulisser er fake. Her, at imperier kan opbygges og siden afsløres som hule slør og Potemkin-fatamorganaer.

Samme huller slås i fiktionen, når spillerne ønsker sig mere instruktion eller på anden vis kommenterer processen ude af karakter og henvendt direkte til publikum. En lidt mere avanceret og Biering-typisk variant ses, når tilskuere hives på scenen til læsterlige tæsk. Et ret effektfuldt greb at demonstrere magt med, om end seancen selvfølgelig er aftalt på forhånd. Det er alle kendte greb fra Biering & co’s playbook, der her blot blæses op i storformat med en mesters sans for at holde elastikken stram trods det tilsyneladende kaos af vold og interagerende fortælleplaner, der udfolder sig i magtmaskinens bug.

Krammebamse for magten

”Magt er altid til” og ”Der findes ingen moral ud over det enkelte menneske” lyder to andre replikker i Bierings gendigtning af Shakespeare i nutidssprog. Magt korrumperer, kunne man også sige. For hver ivrig tronarving/tronraner er intentionen fred, resultatet mere vold, krig og intriger. Det magtfrie rum er en illusion – i hvert fald i denne shakespearske illusion – som kobles ret direkte til samtidens magtkampe.

”Gør England stort igen,” udbryder en. ”Brug ikke ordet flygtninge, det er et ladet ord,” vrisser en anden. ”Sikke noget privilegeret bullshit. Skal vi nu have dårlig samvittighed over, at du har det svært med at opretholde et totalitært system,” raser en tredje. QAnon Shaman raver rundt i salen som en degenereret Falstaff, der ikke længere vil være krammebamse for magten. Jeanne D’Arc – der flankeres af et bedårende arrogant fransk hof – ironiserer over pikkemænd og mangel på kvinderoller. Overklassens tennistøj og underklassens ishockeypanser forenes i kampen mod soft power managementpis, inden de flår hovederne af hinanden.

Magtens sindstilstand

Temaer flyver over scenen som mængden af blod, børn, dyr, mudder og de lysstofrør, der tilsyneladende er et must have på danske scener for tiden. Fragmenterne føjer sig sammen i en magtfuld formidling af magtens sindstilstand og afmagtens ofre. Garneret med en ret stor portion humor og enkelte drys af sårbarhed i alt det depraverende sorte. I Det europæiske slagtehus kan man dø ved porre, man kan vise sin gamle, skrøbelige menneskekrop, man kan atter genne en af de døde ud, da der jo ikke er plads til så mange på scenen. Fine små detaljetandhjul i magtmaskinens kværnen.

Ikke alt forekommer lige vedkommende, hvor velspillet og iderigt det end flyder over scenen. Jeg blev især ramt af de perverst-brutale voldtægter og af Kristoffer Helmuth, der er sidste voldsparate mand på tronen. Hans Richard III er vor tids krænkede, grimme mand, der må alt, fordi han er blevet afvist. ”Fuck dig Kristoffer Helmuth,”,står der på skiltet bag ham. Ja, men vi tager gerne en tur mere i maskinen med ham, for her er er virkelig noget på spil, der stikker dybere end nogle af de andre stik ned i tidsånden.

Magtdemonstration i Shakespeares ånd

Det sagt, er Det europæiske slagtehus en fabelagtig ensemblepræstation, hvor det egentlig ikke giver mening at fremhæve enkelte spillere. De skiftes til at stå i front, til at føre kniven, til at mærke den i ryggen. Alle leverer og mestrer springene ind og ud af karakter, og projektet lykkes således, at magten bliver hovedkarakteren. Trods råben og skrigen, påberåbelse af ære og ret, intriger og fromme ønsker om fred, males menneskene i magtens kværn og står blottede og blodsilende tilbage, når den drager videre.

Det er et flot gennemført epos over dette statement, Biering stilsikkert gennemfører sammen med hele Odense Teaters team i storform på som bag scenen. Det europæiske slagtehus rammer mig ikke, som særligt Bierings kammerspil kan, dertil er den for tydeligt manipulerende med sine virkemidler. Det ændrer ikke på, at forestillingen er en magtdemonstration i Shakespeares ånd, som man selvfølgelig skal unde sig selv at se.