Populært lige nu

Mungo Park ekspanderer: Ny scenekunst til forstæderne omkring København 

Teater Mungo Park i Allerød er i vækst. Teaterdirektør Anna Malzer og administrativ chef Maja Ries fortæller her om at mødes som ligeværdige partnere,...

Ny uddannelse i Anvendt scenekunst skal sikre flere kompetente undervisere

VIA University College og Aarhus Teater skaber ny teaterpædagogisk efteruddannelse i Anvendt scenekunst. Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, formidlere og andre, der ønsker at...
Annonce

Tue Biering: ”Det er er mit personlige Waterloo, jeg har kastet mig ud i”

Seks timers Shakespeare i moderne genskrivning. Det er, hvad instruktør Tue Biering har kastet sig over på Odense Teater med Det Europæiske Slagtehus. En forestilling, der handler om magtens inderste væsen og om den voldsparathed, som vi europæere troede, vi for længst havde lagt bag os.   

Annonce

”Vi laver en skabelsesberetning over vores civilisations historie. Starter i nul med et tomt teater og slutter med et helt univers,” fortæller instruktør Tue Biering om den igangværende maratonproduktion Det Europæiske Slagtehus på Odense Teater. 

Forestillingen er en nyfortolkning af Shakespeares otte kongedramaer fra Richard II til Richard III, der omhandler Rosekrigene og foldes ud i et brutalt univers af jord, vand og mudder. De 14 medvirkende skuespillere er med på scenen under hele forestillingen, hvor de hver især spiller flere forskellige karakterer og blandt andet forsøger at bygge et hus. 

Alt har relevans

”Jeg har villet lave den her forestilling i 20 år. Undervejs mistede jeg motivationen og tænkte, ’hvad skal vi med det gamle lort?’ Men så kom krigen i Ukraine, og da jeg kiggede på materialet igen, havde alt relevans. Jeg kunne pludselig høre disse mennesker tale. Høre, hvordan de lød som Biden, Putin og Zelenskyj,” siger Tue Biering og fortæller videre om, hvordan virkeligheden pressede sig på i forhold til Shakespeares gamle værker:  

“Jeg kunne begynde at pille ord ud af disse virkelige politikere og sætte dem i munden på Henrik V og Richard III – for helt grundlæggende handler det om menneskers brug af magt og vold. Henrik V adskiller sig fx ikke synderligt fra Putin. Shakespeare skaber en glorificering af ham, men Henrik V’s handlinger er som Putins i Ukraine – han bruger sin magt til at intervenere et andet land.” 

Annonce
Tue Biering. Foto: Natascha Rydvald

Magt handler om ambition

Det Europæiske Slagtehus udspilles i middelalderen, men er alligevel en moderne fortælling. Tue Biering har derfor omskrevet Shakespeares ord til et mere hverdagsnært sprog og ladet skuespillerne byde ind med egne bud på tekster, som kan styrke samspillet med skuespiller og karakter. Bag ordene gemmer der sig en rå fortælling om magt.

”Det handler om alle former for magt og alle relationer i forhold til magt. Politisk, parlamentarisk og privat, som i parforhold. Magt handler om at have en ambition. Ambitionen kan være startet af alle mulige grunde. Spørgsmålet er, hvor meget du vil bøje af for at nå den, og hvad det må koste dig? Vi undersøger karakterernes bevæggrunde for at nå deres ambition, følger dem på vejen derhen og ser konsekvenserne af deres gerninger,” siger Tue Biering. 

Bag ambitionen om magt ligger også en vej til at opnå den, og her har vold gennem århundreder været den foretrukne metode. 

”Vold har været en ret almengyldig måde at tilegne sig magt på. Som europæere har vi troet, at levede i en verden af fred med en grundtilstand af ’ikke vold’. Men den her forholdsvist lange periode med fred er jo ret særlig i historien, der ellers har været præget af krig,” siger Tue Biering. 

Fra vold til dialog

Den oprindelige historie begynder i 1400-tallet, før demokratiets grundlæggelse, og før og nationalstaterne var ikke skabt. Det er en overgangsperiode, hvor man forsøger at samle England til et større rige end de små eksisterende vasalstater. 

”Forestillingen beskriver en udviklingshistorie, hvor mennesket skal gå fra vold til dialog og lære at tæmme magten ved hjælp af demokrati, og hvor skrøbeligt det er,” forklarer Tue Biering.

Denne fremgangsmåde hører ikke kun fortiden til, men er nær at knytte til fx krigen i Ukraine, men også er en del af den eksisterende hverdag, som Biering uddyber: 

“Der var for nylig en byggeplads i Valby, hvor nogle håndværkere kom i konflikt og gik amok med økser og jernrør – pludselig hører ordene op og volden bliver et redskab, som man forsøger at løse konflikten med.”

Scenografien til Det europæiske slagtehus, Odense Teater. Foto: Nicolaj Spangaa
Scenografien til Det europæiske slagtehus, Odense Teater. Foto: Nicolaj Spangaa

Jord som scenografisk grundelement 

I Tue Bierings iscenesættelse af Det Europæiske Slagtehus indtager muldjord en væsentlig rolle som medspiller og scenografisk grundelement.

”Det giver sindssygt god mening at arbejde med jord. Jord er knyttet til ritualer som begravelser og jordpåkastelse. ’Af jord er du kommet, til jord skal du blive og genopstå,’ lyder det fra præsten, når vi forlader denne verden. Der er et cirkulært ritual forbundet med jord og dets skabelse og undergang,” siger Tue Biering og tilføjer: 

“Men vi bygger også et hus undervejs i forestillingen. Ambitionen om at rejse noget, bygge noget, et symbol på den europæiske drøm om et samlet Europa, som er så utroligt svær at realisere – men er en smuk metafor.” 

Peger på sig selv

Grundlæggende for Tue Bierings værker er en søgen efter forståelse af, hvorfor mennesker handler, som de gør. Hvad enten de er radikale højrefløjspolitikere, soldater med krigstraumer eller fiktionfilmens Rocky, der vil gøre op med den venstreorienterede kulturelite. Det handler om fordomme, og om at anskue verden med en lidt anden optik.

”Jeg arbejder meget med blikke og den måde, vi anskuer verden på. Mange af historierne i Det Europæiske Slagtehus er dannelsesfortællinger om, hvordan mennesker ender, som de gør. Nogle går under i afmagt, andre udvikler sig til magtdyr. Som moderne mennesker ser vi os selv som super nuancerede, men i virkeligheden er vi bundet op på nogle ret grundlæggende magtstrukturer,” siger Tue Biering.

“Jeg synes, det er ret uinteressant, hvis forestillingen peger på nogle bestemte personer som skyldige. Dem på den anden side. Jeg vil gerne se en forestilling, der peger på mig selv. Der, hvor vi kan genkende vores egen selvgodhed og grådige ambition. Der bliver teatret mest interessant. Men det er kæmpe monster af en forestilling, som vi er ved at skabe. Det er så stort og hårdt at lave, så det kan føles, som om det er er mit personlige Waterloo, jeg har kastet mig ud i her,” lyder det afslutningsvist fra Tue Biering. 

Det Europæiske Slagtehus får premiere på Odense Teater den 15. september 2022. Læs mere her.

dramaturg odense teater logo

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Odense Teater med ful redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Amy Watson bliver ny kunstnerisk chef for Den Kongelige Ballet

Det Kongelige Teater har fået ny balletchef. Det bliver den 43-årige amerikanske balletinstruktør og tidligere solodanser Amy Watson, der 1. november overtager ansvaret for...