★★★★★☆ Frankly my dear I don’t give a damn – kvindekoncert med kapow

En ny generation af kvinder genskriver i disse år kønshistorien. På Aarhus Teater har de sat musik til Nanna Cecilie Bangs heart break-tekster i Frankly my dear I don’t give a damn, der heldigvis graver et spadestik dybere, end scenografiens sølvlametta først lader en tro.

“Jeg er solen du skal beskytte dig imod
Toilettet du skider på
Jeg er en meget forældet version af
Kvinde kend din krop”

Nanna Cecilie Bangs sprogtone fornægter sig ikke. I Frankly my dear I don’t give a damn leger den med kvinderoller i et uhyre velfungerende perfomancekoncertformat, der har stilistiske søstre i kunstnerduoen HOW TO KILL A DOG og det vist hedengangne kunstnerkollektiv Sort Samvittigheds værker.

Selvironien flyder tykt

Hvide vægge, gulve og møbler. Alt draperet med sølvlametta og sort/hvide zigzagstriber på scenens bagende. Baren er åben og det overvejende unge publikum køber øl og tatoveringer. Så lyder Rhett Butlers ikoniske replik, der har givet forestillingen navn, og fire kvinder i ens grafisk skarpe parykker og kjoler entrer scenen. De har en setliste med, som de læser op, inden de proklamerer, at vi skal se ”mig gå i stykker”.

Lige først er der nu ikke noget, der går i stykker. Nok kan man begære de forkerte og ”knalde med dem, der ikke sætter spørgsmålstegn ved deres egen berettigelse i verden”. Nok kan man undre sig over, ”hvor meget man savner Samantha i den nye Sex & The City”. Men ligefrem at gå i stykker over det? Selvironien flyder tykt gennem det meste af første del, hvor kvinderne skifter først til metallicblå gymnastikdragter og siden glitrende pink divakjoler. Alt er tilsyneladende under kontrol, om end det traditionelle ekkoråb mellem sal og scene ikke helt får vinger med ordlyden (når jeg siger) ”Slip mig”, (siger I) ”Nej”. Så overgrebsagtige har vi alligevel ikke lyst til at være.

Pligtknald og pornoslik

Efter pausen skifter stemningen. Som zombier i fetichmasker og sylespidse hæle bevæger de fire sig atter gennem publikum. Helt tæt på i glidende konfrontation og uhyggeligt lysende ansigter. Så historien om Lilith, der ligesom første dels Medusanummer krones med replikken ”Før jeg vidste, hun var mig”.

En almenkvindelig fortælling etableres, som man kan sympatisere med eller ej, men som her virkningsfuldt kulminerer i tæsk på en gravid mave og en efterfølgende tavshed, der siger mere end mange ord. Angst for at føde, pligtknald, pornoslik, dårlig haiku og kvinder, der trygler mænd, der ikke er gode for dem, om at blive, galoperer over scenen, før et mageløst svingende cowboynummer efterfulgt af kvinderne i fuld Scarlet O’Hara-krinoline sender os boblende ud i natten.

Mørke dybder og slibrige lyster

Formatet fungerer, fordi teksterne og musikken står distancen – og fordi selvironi og smukke, trimmede kroppe pakkes væk i anden del til fordel for det rå, det grimme, det liderlige og det banalt afslørende. Murmur aka den coolt forførende, norske Sunniva Mellbye har skabt det musikalske univers i tæt dialog med klassiske numre fra især den amerikanske sangskat. Mette Klakstein er en mester i det akavede, Carla Eleonora Feigenberg er sensuel sang og måbende mimik og nyuddannede Amanda Friis Jürgensen drager konstant interessen med sit diskret-diabolske udtryk.

Sammen fungerer de som enhed, der fortætter kvindehistorien, men helt essentielt for forestillingens rækken ud over det blot og bart musikalsk charmerende også åbner sprækker, der gemmer på mørke dybder og slibrige lyster. Elegant, sofistikeret og i Nathalie Mellbyes stilsikre instruktion et af de bedre bud på tidens genskrivning af kvinderoller, som tydeligvis også ramte det unge publikum lige midt i identitetsdannelsen.