Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

At skrive om kroppen i kunsten – to synsvinkler

Som en del af det nye DYNAMO Magazine #3 – Speaking of circus tog ISCENE en snak med Monna Dithmer, der er journalist ved Politiken, og Stina Strange Thue, som er både danser og danseformidler på bl.a. bastard, om, hvordan man skriver om kroppen i kunsten.

Monna Dithmer, journalist Politiken  

Hvordan vil du karakterisere oplevelsen af de nonverbale scenekunstformer?

“Scenekunsten er i de senere år blevet meget mere fysisk, og jeg oplever, at der generelt er kommet et større fokus på, at scenekunsten skabes i et sanseligt samspil med publikum, fordi dens største slagnummer jo netop er det fysiske nærvær. Som kritikere er vi blevet mere observante på, hvad der sker i rummet. Den energi, der er. Hvordan ting bliver – og hvordan de bliver modtaget. 

Lige meget om man udnytter publikum aktivt medskabende i værket eller om de blot kigger med, så er de – og anmelderne – sanseligt medlevende.  Jeg påvirkes, hvis der er en, der sidder og nikker med hovedet ved siden af mig, og jeg glider med, hvis der er en begejstringsbølge i rummet. Hvordan får man det med, når man skriver? Og hvordan får man ord for, hvordan kroppene på scenen påvirker os? Både i scenerummet og andre steder tager vi mange sansninger ind, så det handler også om at træne vores opmærksomhedsevne i forhold til, hvad der foregår mellem mennesker. Her kan scenekunsten være et træningsrum, som kan bruges andre steder også, fordi påvirkningen gensidigt i gruppen spiller ind i den samlede oplevelse og derfor også er vigtig at have med. 

Man forsker netop nu en del i netop den affektive dimension, altså hvordan kunst skaber sanselige og følelsesmæssige reaktioner. Som anmelder går jeg ind og mærker efter, hvor det rammer mig. Det kan være helt fysisk som en trykken for brystet eller det kan være en sanselig erindring. Det er jo ikke noget, jeg gør bevidst, men jeg har trænet mig i at være sanseligt til stede. Det gælder ikke bare for de nonverbale kunstarter. I dag kan man ikke længere bare tale fra scenen. Shakespeare er andet end ord, det er også dramatiske situationer og kroppe, der bevæger sig i rummet”. 

at skrive om kroppen i kunsten Monna Dithmer. Privatfoto
Monna Dithmer. Privatfoto

Hvordan skriver du kroppen frem som kritiker og formidler af scenekunsten?

“Det er enormt vigtigt at være med til at skærpe publikums forståelse af deres egen sanselighed ved at bygge en sproglig bro til de kroppe, de møder på scenen. Jeg prøver altid at få min tekst til at spejle forestillingen, fx bruge bevægelsesverber til at formidle bevægelserne på scene. Det er en sanselig registrering af, hvor forestillingen bevæger sig hen, hvordan den lugter, hvor den rammer i kroppen. Jeg kan også gøre det med metaforer. Små fortættede billeder. Jeg vælger et eller to billeder til at kondensere en forestilling, ikke mere”. 

Har du særlige vinkler på cirkuskunsten?

“Cirkus har den enorme fordel, at den som kunstform er fysisk udadgående. Den har enorm power i kroppene, der erobrer rummet. Nutidens dans går mere indad og registrerer kroppen indefra i et mere performanceagtigt udtryk. Der kan cirkus være skønt, fordi man kan mærke kroppene, og fordi det stadig indeholder de store kropslige præstationer. I cirkus er man ikke så bange for virtuositet i at være fremragende teknisk. Der er også meget performance i cirkus i dag, hvor genrerne generelt blandes, så jeg slutter, hvor jeg startede: kroppen er blevet en central størrelse for det meste scenekunst, og det er det, vi skal indfange i sproget”. 

Stina Strange Thue, danser, kreativ producent og danseformidler

Hvordan arbejder du med at fremstille kroppen i sproget som kritiker/formidler? 

“Jeg ser min fremskrivning af kroppen i tekstligt format som en taktil og sanselig praksis fremfor en skriftlig praksis. Hver kritik er snarere et værk med egen krop fremfor en egentlig kritik. Mit håb er som oftest, at teksten skal kunne læses for sig selv, hvad enten man som læser har overværet en performance/danseforestilling eller kun har valgt at læse teksten. På nuværende tidspunkt i min praksis, undersøger jeg teksterne, så de enten nærmer sig koreografiske værker i deres æstetiske form, eller at de med deres ord opleves fyldige og nærværende, som også kroppen opleves i dens fysiske form.

Jeg er et sted i min undersøgelse, som for mit eget vedkommende er en ny undersøgelse af formidlingen af scenekunstneriske performances, hvor jeg lader teksten fremskrive sin egen krop. I praksis betyder det, at jeg ikke har en bestemt metode, jeg anvender hver gang, da jeg finder det statisk, hvilket kroppen aldrig er. Derimod lader jeg hver formidling forme sig på organisk vis, når jeg sætter mig og simpelthen lader mine fingre, som en del af den krop, der har overværet den fysiske performance/forestilling, løbe over tastaturet og give det tekstlige værk liv”.

at skrive om kroppen i kunsten Stina Strange Thue. Foto: Sofus Graae.
Stina Strange Thue. Foto: Sofus Graae.

Hvordan spiller din egen kunstneriske praksis ind på, hvordan du kan skrive kroppen frem?

“Ét element er det tekniske, hvor jeg anvender faglige termer eller forsøger at forklare en faglighed med et kropsligt sprog eller ordvalg. Et andet element er min krops sanselige hukommelse fra min egen praksis. Uden at jeg kan sætte mig i andre performeres sted, kan jeg alligevel mærke på egen krop, hvordan nogle fysiske elementer i en forestilling tilnærmelsesvis må føles. I nogle af mine tekster trækker jeg også min viden om det scenografiske univers, det lydlige landskab, kostumernes formgivning og farvespil sammenholdt med den kropslige fremførelse. Det er en holistisk og tredimensionel oplevelse at opleve scenekunst, og det vil jeg gerne skrive frem, så læserne nærmest føler, at de er til stede ved performancen/forestillingen”.

Hvilke udfordringer og muligheder ser du generelt i forhold til at formidle nonverbale scenekunstformer sprogligt? 

“Jeg er af den overbevisning, at det ikke er muligt at formidle nonverbale scenekunstformer i tekstligt format 1:1. Det er en utopi, og jeg mener heller ikke, det er meningen med formidlingen af scenekunsten, der har sit eget poetiske sprog. Men jeg oplever, at formidlingen, fremfor at være en decideret kritik, som jeg personligt ikke er den største tilhænger af, netop kan omforme, poetisere, virkeliggøre, dekonstruere, koreografere på en måde, som scenekunsten af gode grunde ikke selv kan. Teksten kan i visse tilfælde give endnu et perspektiv på en allerede oplevet performance/forestilling. På den måde udvider det sproglige/tekstlige format scenekunsten og gør den måde endda tilgængelig for flere og et andet publikum”.

Ser du udfordringer i at formidle nonverbale scenekunstformer til læsere, der ikke nødvendigvis har faglige indsigter, der understøtter deres reception af kunstformen? 

“Generelt mener jeg ikke, at en faglighed inden for hverken kunst eller formidling skal være nødvendig for oplevelsen af disse. Jeg håber derimod, at vi som både scenekunstnere og skribenter kan skabe oplevelser, der kan erfares af alle uanset faglige kompetencer. Personligt håber jeg på, at mine tekster snarere opleves stemningsbetonede og atmosfæriske fremfor faglige eller tekniske, så enhver med sin egen personlige baggrund kan læse sig selv ind i teksterne og rammes af det, som i læsningens øjeblik, er til stede. Dermed ikke sagt, at der ikke sniger sig faglige termer ind i mine tekster, men de overskygger sjældent det tilgængelige tekstlige landskab”.

Denne artikel er skrevet til DYNAMO Magazine #3 – Speaking of circus

Seneste

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Dukkeværkstedets magiske univers

Interview med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde...

Dukkeværkstedets magiske univers

Interview med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard

Cikaros i Tid i rum – interview med Signe Løve Anderskov

Der mangler ikke kun scener, men også prøvelokaler til...

Revy Danmark modtager midler til fejring af revyens 175 år 

Kulturministeriet meddeler i en pressemeddelelse i dag, at et...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

To scenekunstnere blandt de nominerede til Kulturministeriets ligestillingspris- og diversitetspris

Der er i alt 12 nominerede til årets Bodil Koch pris, som er Kulturministeriets ligestillings- og diversitetspris. Blandt årets nominerede er skuespiller Marie-Lydie Nokouda og...

Teater Fluks i nyt samarbejde om hjemstavnspoesi

Syv kommuner, syv unikke vandreforestillinger, et stort tværkommunalt samarbejde og samarbejde med lokale kunstnere, inddragelse af lokale unge og en meget stor mængde hjemstavnspoesi...

Dukkeværkstedets magiske univers

Interview med dukkemager Amanda Axelsen Sigaard