Vi kan bruge forskellige rum, kanaler og udtryksformer, når vi taler om cirkus. Æstetisk, teknisk, journalistisk og tværfagligt. Kulturjournalistikken flytter rum i disse år. Det åbner nye muligheder, men cirkus kan også formidles gennem forskning på tværs af kunstarter og samfundssektorer. Vi har talt med en kommunikationsprofessor og en cirkusforsker om emnet.
I journalistikken kan cirkus – og alle andre kunstformer – formidles i to faglige paradigmer, som går til emnet og dets kilder på forskellige måder. Det fortæller Nete Nørgaard Kristensen, der er professor på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, hvor hun har specialiseret sig i kulturjournalistik og kulturkritik:
”Det æstetiske paradigmeer kritik ud fra kunsten og kulturens normer. Man tager afsæt i analytiske perspektiver og formidlende tilgange, da hensigten er at forklare og formidle kulturen som fx i kulturanmeldelsen, der som genre er kendetegnende for netop kulturjournalistikken, men som ikke trækker på kilder i traditionel forstand. Det journalistiske paradigmetrækker på de normer og værdier, vi i en vestlig kontekst typisk forbinder med fx nyhedsjournalistik eller politisk journalistik, såsom informationsformidling, objektivitet, rollen som fjerde statsmagt og en kritisk tilgang til kilderne”.
Kulturjournalistikkens rum og fremtid
Nete Nørgaard Kristensen vurderer, at kulturjournalistikken i dag spiller en central rolle i digitalt fødte medier med fokus på bestemte kulturfelter og i mere omnibusprægede medier, hvor kulturstoffet er en del af mediets brand, mens det i andre nyhedsmedier skal kæmpe hårdere for at få plads.
”Lidt firkantet formuleret kan smallere kulturmedier dække et eller få kulturfelter i dybden af journalister eller kritikere med indgående viden om mediets speciale, mens bredere kulturmedier skal nå en sammensat målgruppe og derfor også dække og formidle en bredere vifte af kulturområder, som journalisterne ikke nødvendigvis altid er fageksperter inden for,” uddyber hun, idet hun samtidig peger frem mod nye tendenser, der i takt med et massefacetteret mediebillede kan åbne kulturjournalistikken bredere.
Internationale undersøgelser peger nemlig på, at kulturjournalistik ud over at anmelde og formidle nyheder også i stigende grad lægger et kulturelt filter på samtiden, dvs. sætter aktuelle tendenser og begivenheder i perspektiv og til debat.
”Denne funktion bliver nok kun vigtigere, fordi der i dag er mange kilder til information og debat om kultur – ikke kun fra publicistiske medier, men også fra kulturinstitutionerne selv og fra almindelige mennesker, som blander sig i den kulturelle samtale på sociale medier, i podcast, vlogs, mm. Derfor må den professionelle kulturjournalistik bidrage med noget andet og mere for at have sin berettigelse, og her spiller forankringen i både journalistiske og i kulturelle eller æstetiske normer en væsentlig rolle,” opsummerer Nete Nørgaard Kristensen sin karakteristik af det danske kulturjournalistiske landskab.
Cirkus er et konkret fysisk billede på balancen mellem tillid og kontrol
“Cirkusartister gør det, vi alle gør hver dag. Samarbejder, mislykkes, kontrollerer, teoretiserer, afprøver tillid. Men de gør det 10 meter oppe i luften uden sikkerhedsline. Alt bliver mere håndgribeligt, når det er på liv og død”.
Citat fra Cirkus Cirkörs forestilling BORDERS
Tilde Björfors er grundlægger og kunstnerisk leder af svenske Cirkus Cirkör, og citatet indrammer vores samtale om, hvordan man – også – kan tale om cirkus.
”Jeg føler mig nogle gange som en papegøje, når jeg efter 25 år stadig skal forklare, hvad nycirkus er. Men selvom vi nu har en uddannelse og et levende miljø i Sverige, ved alle det jo fortsat ikke,” siger hun, som dog roser de svenske journalister, der fra tidligere kun at bruge teaterreferencer nu har fået bedre greb om cirkusteknik, så de kan skelne niveauer og genrer fra hinanden: ”De er ikke på niveau med danse- og operakritikere, som også er kunstarter, der bygger på teknik, men de er blevet dygtigere”.
Flyt kunstarten ind i andre rum
Vi forlader dog for en stund den journalistiske formidling, for Cirkus Cirkör har brugt mange andre sprog til at formidle, hvad cirkus er og kan.
”Da vi startede i 1995, blandede man kunstarterne mere end i dag, og da ingen vidste, hvad nycirkus var, var vi tvungne til at undersøge det i samarbejder med musik, film og koreografi. Vi lærte kunstartens muligheder ved at flytte den ind i andre rum,” forklarer Tilde Björfors og uddyber: ”Vi brugte sprog fra andre sektorer til at vise politikere, teaterchefer og andre med magt og penge, at cirkus er andet end telt og popcorn. At alt det med at gå på line og flyve i luften kan bruges i andre sammenhænge som fortælling og give nye perspektiver”.
Selvom Cirkör ifølge Tilde Björfors lærte meget af de andre kunstarter, lagde de i en periode samarbejderne væk for at skabe cirkus på egne præmisser. ”Det tager simpelthen længere tid at skabe nyt materiale som artist, men siden har jeg skabt tværkunstneriske forestillinger på cirkussets præmisser. Det fungerer godt med opera, som teknisk og ekvilibristisk minder om cirkus,” fortæller hun og peger på, at det i forhold til fx teatret også handler om at skabe et fællessprog, så man forstår den sammenflettede relation mellem artist og rigger eller lystekniker. ”Man kan ikke bare slukke lyset i cirkus, så kan nogen dø,” pointerer hun.
Tværkunstvidenskabelige projekter
Cirkörs tværfaglige samarbejder rækker ud over det kunstneriske felt, idet Tilde Björfors også har lavet tværkunstvidenskabelige projekter inden for blandt andet ledelses- og hjerneforskning, men pointen om at oversætte cirkussproget til andre sprog er den samme:
”Når man hænger i en trapez og kaster og griber hinanden, så kræver det ansvar og risikoanalyse og evnen til at balancere tillid og kontrol. Man kan ikke tænke: I dag har jeg ikke lyst til at gribe dig,” smiler hun og fortsætter:
”Det, der sker, i samarbejdet med andre discipliner er, at de opdager, at cirkus er et konkret fysisk billede af deres felt. At vove noget nyt. At holde balancen. Det kan cirkus kropsliggøre og endda tilføre endnu et niveau ved at blive udført i luften. Cirkus sætter krop på teorien, og vi får samtidig et sprog for det, vi gør. Hele samfundet hungrer efter viden om at håndtere risikoer og fejl. For artister er det at mislykkes en konstant del af processen, og når de møder forskere fra andre felter, hjælper det dem til at sprogliggøre deres egen viden, som er opnået fysisk,” opsummerer hun den gensidige udveksling mellem felter, der altså ikke kun er sproglig, men også kan omsættes til teori og handlinger.
Cirkus og journalistik
Tilde Björfors er da også straks interesseret, da jeg spørger, om man kunne forestille sig et tværkunstvidenskabeligt projekt mellem cirkus og journalistik.
”Det har faktisk været lavet på europæisk niveau for en del år siden, hvor journalisterne fik et sprog for cirkus ved at rejse rundt med artisterne. Det skal være journalister, der er interesserede i feltet eller allerede beskæftiger sig med scenekunst, og jeg ville foreslå, at man arbejdede med vægtningen mellem det tekniske og det æstetiske. Journalisterne kan det sidste, men skal lære det tekniske for at kunne formidle kunstarten kvalificeret. I cirkus er grænsen mellem teknik og æstetik tynd, og artisterne skiller det ikke ad. Det ville være godt for dem at blive tvunget til at tale æstetisk,” konkluderer hun, der ser fine perspektiver i at skabe et sådant projekt på tværs af Danmark og Sverige, hvor kulturjournalisterne har udviklet sig gennem længere tid med kunstarten.
Denne artikel er skrevet til DYNAMO Magazine #3 – Speaking of circus
