★★★★☆☆ Entangled – muld og mycelier i mørket åbner sanserne

KSelekt præsenterer Entangled af kompagniet Beyond Darkness, der blev vist i en 20-minutters version i 2022 på platform Bunker på Frederiksberg, men som nu har premiere på sin fulde længde. Det tværæstetiske og eksperimenterende værk udforsker svampe, nemlig mycelier og det unikke økosystem, der udspiller sig omkring os. Ofte i totalt mørke, så vi er tvunget til at opleve værket med alle sanser.

Vi træder ind i Skuespilhusets Lille Scene, hvor de indbyggede publikumsrækker er dækket til med sort molton. Teknikerne er gemt øverst oppe bag plexiglas, og publikum sidder på stolerækker rundt om scenens fire sider. Scenen er lige under en meter høj, og vi sidder derfor i øjenhøjde med scenekanten og kan både se de kraftige stålben under scenen og ane konturerne af de muldbunker, der breder sig som sanddyner over scenen.

Beyond Darkness blev til i 2019, da Nanna Hanfgarn Jensen og Nadja Mattioli mødtes på Den Danske Scenekunstskole. De er optagede af, hvad der sker i kroppen, psyken og hos publikum, når man arbejder i mørke. Deres intuitive bevægelsespraksis har fået navnet ”Matter in Motion”, og den første forestilling var Scintillae fra 2021. De to ledere skiftes til at være på scenen i Entangled sammen med danserne Cecilie Schyth Kjær og Anna Stamp.

LÆS OGSÅ: Entangled – et møde med svampen på KSelekt

Liv i mørket

Blackboksen lugter af frisk, let fugtig muld som efter regn. I loftet er det eneste lys, som vibrerer svagt til en let dundrende maskinel lyd. Vi synker ind i rummet, indtil lyden slankes og lyset forsvinder helt. Pulserende, orange-glødende lys fra hjørnerne giver liv til en muldbunke, hvor en ryg hæver og sænker sig organisk. To andre dansere kryber meget langsomt over mulden. En overkrop twistes drømmende og introvert, arme løftes over hovedet, kroppen svajer bagover og synker ned i mulden igen.

De er i mørkt tøj, kraftige sko og håret flettet. De forbliver i deres menneskelige form, men indgår i grænsesøgende forbindelser med svampen, deraf navnet Entangled. Fire steder på scenen er svampene synlige som organisk materiale gennemtrevlet af mycelier, der blinker som små kunstværker i sig selv. Scenograferne Mai Katsume og Josefine Thornberg-Thorsøe har skabt et æstetisk, sanseligt mørke-univers med plads til, at publikum selv kan skabe flere indre forestillinger.

For med hæmmet synssans næsten eksploderer vores øvrige sanser. Lydene, duftende og temperaturen bliver ekstra tydelige. Lydsiden er knivskarp og knaser som en gammel LP med susende vindlyde. Lydkunstner Eliza Bozek har haft mikrofonen nede i myretuer, optaget insekters nedbrydning af organisk materiale og andre naturlyde.

Dansende mycelier 

Lydstyrken øges med metallignende vibrationer. En danser vibrerer midt på scenen i et fascinerende distinkt staccato som et encellet bevægemønster, der er sat uden for hjernens og tankens kraft. Mulden støver i lyset, og Felipe Osorios lysdesign med de orange lamper lever selv som en del af økosystemet. To danseres hoveder mødes til lyden af rindende vand. De rejser sig og forsvinder så i et nyt blackout i en logik om, at livet fortsætter omkring os, også selvom vi ikke kan se det.

Nye lyde som af metal i grus og dryppende vanddråber ledsager konturer af bevægelser i mørket. Da vi kan se igen, er danserne på knæ, twister overkroppe, hæver sig, drejer hovedet med løst hængende underkæbe, hvorfra mundvandet drypper i en tynd stråle. Der er primært to dansere synligt igang på scenen. De bevæger sig med lukkede øjne, men udstråler en autencitet og tilstedeværelse, der synes løsrevet fra bevidstheden om et ydre blik.

Lyset er tilbage i loftet, og de to dansere står i hver sit hjørne af diagonalen med armene ned langs siden og ser på hinanden, forbundne selv på afstand. Mod slutningen gløder små orange lamper under scenen til knitrende lyd som af ild. Det er måske forklaringen på, at scenen er så hævet, men det ville nu alligevel være at foretrække at have publikums hoveder over scenegulvshøjde. 

Performative økosystemer

Én ting er sikkert, sanseapparatet vågner i denne performance til en bevidshed om, hvor opmærksomme vi kan blive på omgivelserne uden synet, og hvor meget vi kan opleve på de præmisser. En person i rummet går op ad trappen mod teknikboksen. Måske for at få det udsyn, vi alle drømmer om. Men det forstyrrer, for i en blackboks svarer det til at gå ind på scenen.

Publikums rolle er et vigtigt aspekt, men her er valget, at vi er aktive fra vores pladser med vores sanser og bevidstheders involvering. Værket er eksperimentelt, risikovilligt og videndsdelende, og de kunstneriske ledere skriver, at de ønsker at skabe nysgerrighed, dialog og kreativitet. De prioriterer vidensdeling gennem undervisning, workshops og podcasts om at arbejde tværfagligt og om at arbejde med eksperter udefra.

Mykolog Jens Henrik Petersen har undervist holdet i svampe og vist film om deres bevægelser i timelaps. Til en aftertalk hører vi mere om, hvordan svampe fx forbinder træer med hinanden og får sukker til gengæld. Danserne skal bruge deres forestillingsevne for at danse med en usynlig partner i mulden. Det handler om indre bevægelser mere end om, hvordan det ser ud udenpå, fortæller de. Vi mennesker er ikke ét individ, men skabt af et mangfoldigt mikroskobisk liv og forbundet med alting.

Lyt også til Beyond Darkness’ podcastserie her.