★★★★☆☆ Sisterhood – hyldest til kvindefællesskaber i et energisk blomstrende utopia

Med premieren på Sisterhood inviterer Aaben Dans for anden gang i sæsonen til en forestilling med kvindeliv i fokus. Mens den forrige premiere Damekrop – on tour handlede om kvinders efterår, overgangsalderen, har Julie Rasmussen og Kaja Haven fået forårsfornemmelser med en blomstrende ung hyldest til søsterlige fællesskaber. De glade 60’ere genopstår med moderne blomstermagt og girl power i frie stemmer og kroppe.

Thjerza Balaj ligger på alle fire og fløjter undersøgende ned i en mikrofon med sit helt naturlige nærvær, der suger opmærksomhed. Der høres loops af fløjten i rummet, og søstrene lokkes til med hver deres vatterede blomst på maven. Alle fløjter glade og stamper rytmisk i gulvet og markerer festligt deres søsterskab i indforståede omgangsformer. En kvindelig urkraft vækkes til live med armene svingende og overkroppe, der kastes rytmisk forover. 

Julie Rasmussen har skabt en livsbekræftende koreografi af naturlige bevægelser med assistance fra Thomas Eisenhardt, mens Kaja Haven står for både de naive, glædesfyldte kompositioner og det smukke, men enkle, karikerede univers i samarbejde med Weirdware. Dansevinylen buer opad i den ene ende, så der dannes en væg med en stor, sort cirkel, der indeholder en røgmaskine. Fire lysspots på høje stativer fra hjørnerne oplyser scenen på en iscenesat måde, der minder om et Truman-show.

Leg med krop og stemme

En energisk fodboldsang på de kendte strofer ”olé – olé olé olé” og ”lå lå lå lå” sender det blomstrende utopia lige lukt ind i et mandehørmende fællesskab med reference til de hvide fodboldshorts og lange strømper, de alle har på. Det karikerede maskuline og feminine smelter sammen gennem bodypercussion, stomp, nynnende melodier, hvisken og klap i energifyldte udladninger, der oser af samhørighed. 

Blomsterbørnene danser skiftevis med en sylfides blødhed og en flamencodansers præcision, og de brede smil og polstrede blomster på dansernes maver er lutter glæde og sorgløshed. Danserne synger selv mange af kompositionerne kraftfuldt og klart med stedvise harmoniseringer til kroppenes rytmiske pulseringer, der kun afbrydes af små momenters stilstand og vejrtrækninger. 

Det er skarpt, rytmisk og sprudlende leveret med overskud og kontakt til publikum. Ella Östlund har sans for humoristisk timing og rasper den sidste version af en melodi ud med en hæs hvisken, mens søstrene puster ud. De lægger sig i bunkekram, så alle kan holde om alle, og de fire hoveder er samlet som en lille blomsterbuket. I højtalerne høres en jazzet nynnemelodi fuld af tilbagelænet velvære.

Farlige forårsfornemmelser

Foråret vælter ud af højtalerne med fuglekvidder og naive melodier på ”la-la-la”. Nanna Stigsdatter Mathiasen angriber veloplagt et rødt æble med smaskelyde, der skaber en lydkollage af saftigt, frodigt forår i paradisets have. Er det forbuden frugt? De andre står som duvende (æble)træer, indtil æblet kastes og lander til lyden af glas, der splintres og varsler ”cat-fight”, og kattene hvæser endnu efter blackout. 

Selvom effekterne er sparsomme, er de klogt brugt. Det er effektfuldt, når røgen presses ud af den sorte cirkel og et kortvarigt stroboskoplys varsler konflikter i søsterskabet med pulserende, jazzede slag på bækken. Søstrene står adskilte hver for sig og råber lydløst i en fascinerende slowmotion med hænderne for ansigterne, mens de filtrerer verden gennem deres fingre.

Godt nok bliver Katrien van der Velden forladt af søstrene, men så er der jo altid publikum. En call-response af klap og sang af stigende sværhedsgrad holder humøret oppe. Velden fortsætter selv med sin klare sopran i ekvilibristiske, melodiske loops, så englene synger og bønnerne bliver hørt. 

Et magisk univers

Sisterhood hylder fællesskabet og dets modsætninger. Styrke og energi går hånd i hånd med det yndefulde, æstetiske og hvinende sukkersøde. Det maskuline flettes sømløst sammen med det feminine gennem karikerende kroppe, der viser, hvad stærke relationer er gjort af, både mellem mennesker og mellem ikke-menneskelige fænomener i omgivelserne.

Madeleine Lind Hoppes lysdesign er et afgørende bidrag, der forstørrer rumligheden og danner billeder, der får scenografien til at vokse i dimensioner. Lys og scenografi forenes med koreografien i et utopisk ”la-la-land”. Søsterskab er mange ting, ikke kun blodets bånd, ikke kun menneskelige bånd, men alle slags møder, man kan udfolde sig i med ungdommens nysgerrige kraft.

De unge dansere udstråler et naturligt og glædesmittende nærvær og komplementerer hinanden som gruppe i både det bløde og det energiske. Som ungdomsforestilling er det lykkedes at give et varmt, danset kram af lethed og håb om, at det hele nok skal gå, så længe vi er forbundne kar.

LÆS OGSÅ: Aaben Dans: Med kvinden i fokus