★★★★☆☆ Damekrop on tour – humoristisk klimakterietrip går i kødet på tabuerne

Egnsteatret Aaben Dans i Roskilde præsenterer endnu en nærværende og vedkommende forestilling med meget på hjerte. Det Reumertprisvindende teater har i den grad fingeren på den menneskelige puls. Damekrop – on tour er gennemsyret af humor med koreografi af Thomas Eisenhardt og med Kamilla Wargo Breklings poetiske tekster og instruktion. Tabu efter tabu blotlægges, indtil alle aspekter af kvinders overgangsalder er vibreret, skreget, grædt, grinet og krammet væk.

On tour skal tages helt bogstaveligt. Vi kommer ind i salen til et speak om menstruationers uregelmæssigheder og ser fire kvinder i færd med at rykke rundt på adskillige flightcases. Alt er i forandring på denne rejse med kontroltab som blind passager. Tomomi Yamauchi spiller lufttromme med hele sin spinkle krop i kraftfulde slag og spark ud i luften. Hun er også det voksne barn, der skal flytte hjemmefra, som Camilla Stage krammer intenst. Det er svært at give slip på livet, som det var.

Musicon-scenen i Roskilde er et særligt sted, hvor alle kan føle sig velkomne allerede ude på den røde løber. Derfor er det ikke mindst i dette teater, man kan dele de dybere temaer uden glatte, polerede facader. Damekrop – on tour viser alt det, der er bag facaden af en kvindekrop i forandring. Forandringer det ellers er en dyd at skjule i det åbne rum med sminke, hårfarve, fillers og botox.

Shake it till you make it

Med den nyerhvervede frihed uden hjemmeboende børn er det tid til at dyrke sig selv. Helene Klint smider tøjet, og alt hvad der kan rystes, rystes fra alle vinkler. Kroppen skal fejres og livet skal leves, så mens Tomomi Yamauchi danser atletisk op af bagvæggen, slår Camilla Stage sig løs på et dansegulv iført glimmerbukser og orange top. Med stroposkoplys og pulserende elektronisk musik letter klimakterietågerne for en stund, men indhentes af tømmermændene næste morgen i et abrupt og morsomt sceneskift.

Uligevægten tager overhånd og fodfæstet skrider under den forandrede krop, som medsøstrene må gribe, holde og bære. Der er stille før hormonstormene, når Elke Laleman spiller Fredrik Lundins nostalgiske, tjekkisk klingende melodier på akkordeon. Senere danser Tomomi Yamauchis en intens pas de deux med en flightcase, måske på tur til fjerne himmelstrøg med hæse panfløjter og spæd triangel.

Ordene i rummet oplister en lang række symptomer på overgangsalderen. Fx den uligevægt, Camilla Stage  illustrerer med smækkende køleskabsdøre og hysterisk råben: ”I kan lave jeres egen frokost”, mens flightcases skubbes aggressivt rundt i rummet. Eller med fortællingerne om tørhed, hjertebanken og hedeture og om, hvordan lysten til sex går ned og op eller bare er anderledes uforudsigelig. 

Kunsten at kontrollere hormoner i selvsving

Alle kampsveder, krænger tøjet af og beder publikum om hjælp til at blive viftet. Huden flaprer og håret står i alle retninger foran blæsere, mens andre stikker hovedet i køleskabet eller i en spand vand. Komisk, kaotisk og opfindsomt. Da Elke Laleman igen griber sit akkordeon, er det alvor. Mørket sænker sig over en bar ryg i en kiste, ”Ok, nu bliver det sgu mørkt, hvorfor skal det partout ende med døden”, lyder det. Forestillingen cruiser på de forløsende tilgange, der nedbryder barrikader.

Tomomi Yamauchi farer forvildet rundt på scenen i lang glimmerkjole: ”Can I be here?, spørger hun famlende frem for sig. ”Maybe I’m just confused, am I having a panic attack?” Hendes sceniske nærvær og underspil er fængslende komedie. Helene Kvint hulker i desperation, så er stemningen sat.

Brian Cordhommes intense lysbarer i blå, lilla og hvide farver, der kan styres af performerne selv, tilfører magi til de forstørrede, men dog virkelighedsnære optrin. Kasper Hansens rå flightcasescenografi på hjul tilbyder forskellige opbygninger, der sammen med de mange kostumeskift fremhæver de kaotiske forandringer og skiftende sindsstemninger. Intet er i ro.

Livmorens svanesang

Alle flightcases stables mod slutningen som en stor trappestige, måske et bjerg, Camilla Stage bestiger det kravlende i underkjole. Med langsomme flydende bevægelser sidder hun duvende som et træ på troppen, til ordene: ”Hendes krop er som et ørkenlandskab”. Så falder hun langsomt fra tinden trin for trin som i slow motion. ”Blade og kviste knaser og knitrer, hver gang hun vender sig”, lyder det. 

Kvinderne poserer på kasserne med hver deres mikrofon holdt op til underlivet og akkompagneret af en trinvis vokal, måske sange fra livmødre? En stor bane vinyl rulles ud foran bjerget, og Elke Laleman hælder farve ud på hele banens længde. Blodrøde, tykke striber. ”Så var der ikke mere” konstaterer hun tørt til publikum, da den sidste dråbe har forladt dunken. Kvinderne træder barfodede ind på vinylen og tværer blodet ud med glidende bevægelser til endnu en melankolsk melodi fra urkvindens indre. 

I dette no bullshit sociale og overophedede klimakterieværk er intet fejet ind under gulvtæppet på kroppens rejse gennem hormoner, sved, blod og tårer. Den kunstneriske ramme marineret i humor skaber adgang til følelser og fællesskaber omkring et svært emne, som anerkendes på premiereaftenen med stor respekt og stående bifald.