Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ The Humans – frontalangreb, stikpiller og ømhed i familien

Middagsbordet er dækket på Folketeatret, hvor familien Blake samles til Thanksgiving. The Humans er skarp replikbehandling, der kan genkendes af alle, der har familie. En perlende iscenesættelse af et perfekt castet hold vejer op for den let distancerende amerikanske kontekst.

Er der rotter på loftet? Eller er det kakerlakker? Og er der også råd i fundamentet? Og hvad med den aske, der daler ned udenfor det store vindue? For slet ikke at tale om husets mange lyde. Vi ved det ikke, men sammen med det murrende lydunivers skabes en uro under den tilsyneladende gemytlige Thanksgiving-middag i familiens skød.

Annonce

Gemytlig er måske så meget sagt, for selvom kærligheden konstant besværges med varianter af ”Jeg elsker dig/jer/ham/hende,” udveksles både passivt-aggressive stikpiller og frontalangreb konstant mellem de tre generationer.

The Humans
The Humans på Folketeatret. Foto Gudmund Thai.

Ingen depressioner i den her familie

Vi er hjemme hos lillesøster Bridget og hendes kæreste Richard. De er netop flyttet ind, så den står på papkrus og klapstole, mens de venter på flyttevognen (der aldrig kommer). Hun er musiker uden karriere, han er evighedsstudent med depressioner. ”I vores familie har vi ikke depressioner,” slår Rachels far, Eric, skyndsomt fast, mens storesøster Amy rapt replicerer: ”Nej, kun almindelig tristhed”.

Amy bærer selv på byrder af grotesk antal. Hun er fyret, forladt af sin ungdomskæreste og hendes tarmsygdom er i udbrud, så hun skal opereres og have stomi. Det er ikke noget under, at hun af og til gemmer tårerne på toilettet. Søstrenes mor trøstespiser – heller ikke så mærkeligt, viser det sig – når hun da ikke forsøger at tvangsgifte Bridget og Richard. Familien er katolsk. Erics mor er dement og svinger uforudsigeligt mellem blund og blodige knivangreb på børn og børnebørn.

The Humans
The Humans på Folketeatret. Foto Gudmund Thai.

Perfekt castet drømmehold

Det hele er utrolig meget morsommere, end det umiddelbart lyder. Stephen Karams manuskript er særdeles replikstærkt og fungerer i iscenesætter Kim Bjarkes egen oversættelse som en genkendelig gengivelse af dialogen, når familier mødes og ømhedens kærtegn veksler med nedarvede perfiditeter, der skærer som rageknive. Kim Bjarkes iscenesættelse understøtter dette mangefacetterede miks af ping-pong, indforståethed, kejtet kærlighed og misforståelser.

Det hele leveret af et perfekt castet drømmehold, der alle kan sætte en replik sylespidst for i næste nu at modsige den kropsligt. Ditte Hansen er moren fra Helvede. Hun er i al sin forfjamskede, geskæftige New Age-Jesus-sammenblanding elskelig og superirriterende på samme tid. Marianne Høgsbro er formidabelt doseret som smårablende Bedste i kørestolen (eller hvor de nu lige har lagt hende sidst), Nanna Skaarup Voss’ selvoptagede Bridget og Paw Henriksens Richard med verdens kedeligste drømme negler det yngre pars stadigt overvejende kærlige mundhuggerier. Ubetaleligt er hans ansigt, da hun uden slinger i valsen erklærer, at hun er taknemmelig for stort set alt anden end ham.

The Humans
The Humans på Folketeatret. Foto Gudmund Thai.

Kristen-amerikansk kontekst distancerer

Lucia Vinde Dirchsen vokser for hver forestilling, hun medvirker i, og bærer her sin af sorger overbelastede karakter med en rapkæftet blidhed, der kan mærkes. Allerbedst er dog Lars Brygmann. Hans Eric svinger mellem alfahan, kærlig far og komplet handlingslammelse med eminent timing, tyst kropssprog og søgende blikke.  

Vi ved tidligt, at han skal bekende et eller andet til sine døtre, men netop derfor bliver det også lidt en fuser, da svesken endelig kommer på disken. Han har været utro, hvilket er trist, men i tekstens kristent-amerikanske kontekst virkelig trist og river en række andre katastrofer med sig. The Humans handler om familien som begreb og kan det meste af vejen afkodes i en dansk virkelighed, men Madonna-figurer og nine/eleven-traumer virker distancerende.

Måske foregår alt i Eriks indre drømmeverden, hvor han plages af uhyggelige billeder, der materialiserer sig omkring ham i husets lyde og en overnaturlig slutning. Måske er dette lag en anelse unødigt, da familiemiddagen har drivkraft nok i sig selv, men det giver plads til Palle Steen Christensens skønt skramlede scenografi, hvor kælder og stue er mere end blot etager i et hus.

Manuskript: Stephen Karam. Oversættelse og iscenesættelse: Kim Bjarke. Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen. Lysdesign og -afvikling: Lars Schou. Lyddesign og -afvikling: Steen Larsen.

Medvirkende: Ditte Hansen, Lars Brygmann, Marianne Høgsbro, Nanna Skaarup Voss, Paw Henriksen, Lucia Vinde Dirchsen og Sumiko Jensen.

The Humans spiller 9. februar – 19. marts 2023 på Folketeatret.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...