★★★★★☆ Grease – en upoleret, fejende forførende hyldest til fællesskabet

Det handler ikke kun om Danny og Sandys lovestory, når One and Only Musicals præsenterer en overdådig Grease i Frede Gulbrandsens sprudlende iscenesættelse, der trækker alt det evigtgyldige ungdomsstof frem, som musicalen er bristefærdig med.

Frede Gulbrandsens udgave af Grease lykkes overmåde godt med at ramme den følelse af fællesskab, som tilsyneladende glippede i den nylige opsætning af Hair på Østre Gasværk. Det gør han med en medrivende iscenesættelse af ungdomslivet på Rydell High, der veksler mellem ensembleoptrin og stjernestunder til alle musicalens karakterer.

Frisk, forførende og stadig aktuel

Fejende flot slås der an med titelnummeret i Steffen Aarfings geniale tegneseriscenografi, der må være inspireret af filmens driveinbio-scene. Mange kender filmen, mange har set andre versioner af musicalen. Nogen har måske sågar set forestillingen fra 1971, der ligger til grund for musicaludgaven. Men i Falkonersalen ser vi Grease på ny. Frisk, forførende og stadig helt aktuel med den kønsrolleagenda, der lurer under pastelfarver, tyggegummihår og kropsnære outfits.

Mest forankret i Rizzo-karakteren, som Lea Thiim Harder giver den barske facade, hun skal have, og trykker igennem på Look At Me, I’m Sandra Dee og There Are Worse Things, der på hver sin måde italesætter luder/madonna-stereotyper og decideret slutshaming-problematikker. Fortsat aktuelt, porøst-cool leveret. Joakim Tranberg er hendes fodrappe flamme Kenickie, machopumpet op på benzin og pomade fører han an i et af musicalens sejeste numre omkring hans afdankede øse, Greased Lightning.

Silas Holst har koreograferet med et overskud, der imponerer. Ensemblenumrene oser af ungdommelig lyst, lige meget hvor mange der er på scenen, mens danserne Mads Gronemann, Malene Koch, Simon Glæsel, Tone Reumert, Suad Demirovic og Søren Torpegaard får lov til den ene hoftevrikkende, tongue-in-cheek-entre efter den anden, der blæret-humoristisk fylder forestillingen med energi.

Nårhh, de kysser

Silas Holst gør også en fin, komisk Danny med sin bøvede fnisen og kejtede ageren over for Neel Rønholts mere handlekraftige Sandy. Det er fortsat svært at navigere mellem venner og kæreste, og Silas Holsts Danny er jo bare en lille dreng, der prøver sig frem.

Deres kærlighedshistorie er musicalens motor og de får hvert deres melankolske moment med klassikerne Hopelessly Devoted to You og Sandy. Netop de to sange trækker på en old school romantisk – og meget kønnet – diskurs, men får kant af fortolkninger, der ikke har grease på stemmebåndet – og af alle karaktererne omkring parret. Det forhindrer på ingen måde, at den samlede sal sukker henført, når der kysses på scenen.

Lige i øjet

Christian Collenburgs Elvis-aspirant Doody med sans for at sætte en replik akavet, Fie Alberte Damgaards søde, skolekiksede Frenchy, Thor Vestergaards rapkæftede Sonny, Alberte Kysts streetsmarte Marty, Lasse Dygs uskyldigt længselsfulde Roger, Nanna Rossens bramfri Jan, Patrick Terndrups topkomiske Eugene og Linea Høeg Olsens øretæveindbydende kække Patty Simcox skal alle nævnes.

Alle som én nagler de deres karakterer i flydende samspil, så vi får mange bud på at være ung med usikkerheden flettet ind i den jublende appetit på livet. Sprængfyldte af den fællesskabsfølelse, man oplever i netop den alder, og som de sammen vælter ud over scenekanten i første dels crescendo, We Go Together.

Omkring de unge tager Nastja Arcel kegler som rektormatrone med hang til udklædning, Sara Gadborg lægger salen ned med en bragende Beauty School Dropout flankeret af det fjerviftende ensemble og Ole Boisen er klam-skøn som DJ Vince Fontain.

Fremragende cast

Joakim Pedersens musikalske arrangementer vægter genkendelighed og bruger kræfterne på, at orkestret swinger, så det er svært at holde fødderne i ro. Nogle sange er oversat til dansk, primært de historiebærende, og det fungerer faktisk udmærket i Mads Æbeløe Nielsens mundrette oversættelse, selvom det er de originale ord, der vækker den mest medsyngende genkendelsens glæde i salen.

Frede Gulbrandsen udnytter dygtigt musicalens dramaturgi, så første del er overvejende lys, mens anden del giver plads til de mørke stunder – om end lyssætningen bare ikke kan lade være med at skinne og blinke, for sådan er det jo også at være ung. Der er kort fra dyb fortvivlelse til overmodig lykke.

Grease er konstant underholdende og har et fremragende cast, der supplerer hinanden perfekt. Meget er nævnt, meget mere kunne nævnes, men mest af alt skal opsætningen roses for sin fine aktualisering og for den vanvittigt fine dynamik mellem elegante trin og sangstemmer, der får lov at være hæse, sprøde, magtfulde og upolerede, når følelserne foldes ud.