★★☆☆☆☆ Hair – protesten stivner i forkrampet hippiemusical

Opsætningen af Hair på Østre Gasværk søger ungdommeligheden, men ender som et fastlåst tidsbillede. Den kollektive ånd forbliver et postulat.

Hvis den danske musicalscene har ambitioner om at være mere og andet end en erindringskapsel for boomergenerationen, er det svært at se for tiden. I hvert fald i København, hvor man både på Det Ny Teater og Østre Gasværk kan genopleve den vestlige ungdoms moralske skrupler over Vietnamkrigen.

Førstnævnte med en dedikeret, men poleret udgave af Miss Saigon, der i en maraton af ballader søger at gøre alle, både amerikanske soldater og lokale prostituerede, til heroiske ofre. Sidstnævnte med en flyvsk og tilstræbt juvenil opsætning af den engang så indignerede, men i dag stivnede protestmusical Hair.

Fremmedgørende tidslomme

I Lynne Kurdziel Formatos opsætning af den første rockmusical på Broadway står det hurtigt klart, at Hair ikke længere fungerer som oprør, men først og fremmest er et tidsbillede fra slutningen af tresserne. Her møder vi en flok hippier, for hvem fjenden utvetydigt er de småborgerlige forældre, der vil klippe deres hår og sende dem i krig.

De bliver parodieret for deres musiksmag og puritanisme, og opsætningen søger at fastholde illusionen om, at vi i publikum stadig er de samme konformister, som da Hair blev opført på Broadway i 1968. De medvirkende peger formanende på os og anklager os for de samme ufølsomheder som dengang.

Det virker fremmedgørende, at opsætningen fastholder os i den tidslomme. Reelt set udgøres store dele af publikum af samme generation som karaktererne – babyboomerne – hvilket vel kalder på en form for selvkritisk greb i stedet for dette akavet arkaiske forsøg på at fastholde værkets kritiske brod.

Manglende fokus

Lystigt lægger opsætningen ellers fra land. Tæl til fem, og så har Oliver Lundqvist i rollen som den viltre George Berger smidt bukserne, efter Saba Lykke Oehlenschlæger med fin hæshed og stærke toptoner har givet løfter om en gribende sangaften.

Længe går der imidlertid ikke, før man konstaterer flere ting. At de medvirkende for eksempel, trods postulatet om kollektivisme, savner fælles kemi; replikskifter falder for hurtigt og uden musikalitet. Men også at værkets episodiske struktur ikke helt folder sig ud i den nøgne scenografi – hele første akt er præget af et manglende fokus.

Vokal tyngde viser sig også at mangle hos Oehlenschlægers kolleger. Gustav Allen Schrivers fine, men noget tynde vokal i hovedrollen som Claude kan ikke bære en gospelfantasi undervejs. Et lyspunkt er dog indhoppet fra Anders Bilberg (Betty Bitchslap) som falsetsyngende transkvinde; han er også den eneste, hvis komik faktisk aftvinger latter.

Velkendte stød til samtiden

I anden akt folder Østre Gasværk sit nye videosystem ud, men rudimentære animationer af borgerkrig og brændende palmer imponerer ikke. Det samme gælder mikrofonarbejdet; hvad der siges og synges, er simpelthen svært at høre.

Til gengæld kan man se den ene lidt daterede morsomhed efter den anden, gerne af religiøst og frisindet tilsnit; vi kender alle provokationerne til hudløshed. Mest interessant er Claudes syretrip i anden akt, der næsten får opsætningens rodede struktur til at ligne en dyd.

Tilbage står imidlertid indtrykket af et værk, der nok får leveret det ene ungdommelige stød efter det andet til samtidsmoralen, men først og fremmest virker som en stivnet protest. Teaterchef Søren Møller mener, at Hair er mere relevant end nogensinde – det skal man nok være boomer for at forstå.