★★★☆☆☆ Eco Village – diskret digital horror

Sydhavn Teater vandt en Reumert for Årets Digitale Værk med den livestreamede Luna Seconda. Teatret fortsætter i samproduktionen Eco Village med svenske Bombina Bombast de gode, digitale takter i en dog temmelig tynd horror-fortælling.

Alt er ikke, som det ser ud, i Eco Village. Et bæredygtigt fællesskab, der minder mest om gamle realityshows som Big Brother spicet op med influencernes insta-lækre smalltalk. Eco Village trækker således på flere knæsatte, digitale genrereferencer og viser ligesom Luna Seconda, at online teater kan være både sanseligt og nærværende.

Bæredygtighed til salg

Noget skurrer fra starten i de fem beboeres smilende henvendelse til os, der kigger med på youtube-streamingen. Besværgelsen af det bæredygtige harmonerer ikke helt med kommentarsporets opfordring til at købe diverse varer af kollektivet, men omvendt er det heller ikke så bizart, at det ikke er set før.

De fem i Eco Village har hver sin definerede rolle, der cyklisk repeteres, og kollektivet afventer i starten deres nye praktikant, Leoni. Hun er forstyrrelsen udefra, der skaber uro i de faste positioner – eller det skal vi i hvert fald tro. For alt er som sagt ikke, som det ser ud til.

Garneret med rawballs

Anna Asps Elsa er med Leonis ord Queen Bee. Varm og intimiderende på samme tid styrer hun de øvrige som en form for sektleder, der næsten altid ved hvilke knapper, hun skal trykke på for at få dem til at makke ret. Maria Carmen Lindegaards Johanne starter moderligt i køkkenet, hvor hun tilbereder enkle måltider og diverse produkter til videresalg, men går langsomt i opløsning kulminerende i en pragtfuld raseriudladning garneret med rawballs.

Fortiden rumsterer også i Vilde Bodsbergs forsigtige Signe, der martres af både spiseforstyrrelse og klimaangst. Hun pludrer i øst og vest, men indfanger med præcision gråzonerne i den alt andet end entydige klimaudfordring. Christian Iversens Marco med de angste øjne lever i en nærmest neurotisk symbiose med sine grøntsager, mens Malik Grosos Noah med sovekammerstemmen diverterer med dommedagsbudskaber fra sit futuristiske studio. Alle har de tænksomme øjeblikke i husets bekendelsesrum.

Mennesket er et dyr

Eco Village er altså et univers, man kan genkende fra realityshowet med et influencertwist. Mennesker, der er tvunget til at være sammen, og som vi andre kan spejle os i, fordi de indtager forskellige positioner. Her er målet ikke at vinde en pengepræmie, men at skabe et bæredygtigt samfund. Leonis ankomst sætter relationerne i bevægelse. Idyllen krakelerer og et oprør mod stærke Elsa viser sig at være starten på endnu et ritual.

Eco Village bruger dygtigt genrekonnotationerne til at diskutere de forskellige positioner i klimadebatten. Der kommer måske ikke noget nyt på bordet, men de seks spillere skaber interessante, indtagende karakterer og det er nemt at blive hos dem i de knap to timer, forestillingen varer.

Til gengæld er plottet papirtyndt og trods de udlagte spor, der leder frem til den både forudsigelige og overraskende slutning, falder Eco Village lidt mellem to stole. På den ene sidder menneskehedens undergang, på den anden interpersonelle relationer og klimahykleri. Ikke uforenelige emner, men her kommer slutningen til at virke påklistret, hvor menneskelig dyriskhed fungerer som en deus ex machina, der redder manus fra sig selv.