★★★★☆☆ Hæv alle pengene! – poetisk angreb på kapitalismens tankefængsel

Hæv alle pengene! af DYVEKES FREMTID er et originalt bud på den kapitalismekritik, som fylder mere og mere på scenerne. I denne vækstlagsproduktion på Teaterhuset spiller naturen med ved siden af menneskenes kamp for at bryde fri af kapitalismens præmisser.

Der er røg i skoven. Måske er det mosekonen, der brygger? Måske er det Jordens undergang? Måske er det mere en sindstilstand? Det er svært at se. Helt konkret og i overført betydning. Så hører vi en stemme, der opfordrer til at hæve alle pengene, komme ud i skoven med dem og gøre oprør mod pengenes tyranni. Et konkret oprør mod den abstrakte kapitalisme, der skaber mental undertrykkelse.

Jorden sukker blødt

Stemmen tilhører Bitten, der har forsøgt at eksistere på kapitalens præmisser, men nu har givet op og startet sit måske ikke helt gennemtænkte oprør. Der opstår en lidt akavet stemning, da Rigmor faktisk dukker op med en hel kuffert fuld af penge. Hun er bare glad for at være med, men hvad skal der egentlig ske?

Jo, de skal samle pengene i en bunke, men måske skulle de lige lære hinanden at kende først? Få de etiske valg lidt i perspektiv? Jorden sukker blødt af de to kvinders kejtede dans om hinanden. Bundet sammen af den diffuse forståelse af, at livet baseret på kapitalismens sprog kun fører én uigenkaldelig vej og ”det er mod kaos”.

De fandens virkelige penge

Kvinderne forsøger at skabe orden i oprøret med først et manifest, siden ved at bruge de mange penge, Rigmor har vundet i lotto. Men hvorfor lige give dem til hospitalsklovne og ikke et andet godt formål? Igen støder kvinderne på det egennyttige i pengenes tale, som de ikke kan omgå eller trække sig selv – og den enes præference for hospitalsklovne – ud af.

De graver pengene ned i skovbunden, mens de synger om fuglefløjt og gule kantareller, men de ”fandens virkelige penge” vil ikke forsvinde, så de forsøger sig med kunst, men er atter usikre på, om det virker. Rigmor mimer deres oprør i en samtale med sin kæreste, hvor hun udæsker hende svar på, om hun fortsat vil elske hende, hvis hun tager alt fra hende.

Skoven er smuk

”En ræv er en ræv, men et menneske er altid mere,” når de frem til i en af stykkets mange fine replikker, der med et naivt-skævt blik på verden og dens mudrede dilemmaer skaber små lysglimt af erkendelse. Kvinderne er ramt af livet, men fastholder en grundlæggende empati og nysgerrighed. Man må faktisk godt ”kigge på skoven og tænke, den er smuk”.

DYVEKES FREMTID er et dramatikerkollektiv, der blandt andet forsøger at udviske egoet i deres tekster. Katrine Vedsøs Bitten og Lise Hagens Rigmor fremstår ikke udviskede som karakterer, der har særdeles god kant. Men historien er større end de to kvinder (der også er kollektivet bag ordene). Skovens lyde, der signalerer en selvbero hinsides det menneskelige, og de velintegrerede, nonverbale sekvenser åbner et poetisk rum, der nok kan være særegent knivskarpt på replikniveau, men også til en vis grad formår at vise rummet uden for den økonomiske tankemodel, vi alle fortsat er fanget i.