★★★☆☆☆ Svendborg Sommerrevy 2023 – musikalsk genbrugsrevy

Svendborg Sommerrevy 2023 bliver med Tommy Kenters 50-års jubilæum og en del genbrugstekster lidt mere et nostalgisk kig bagud end et skridt fremad. Det musikalske hold trækker op, men det er ikke et stort år i Svendborg i år.

Tommy Kenter fejrer sit 50-års jubilæum i årets revy. Charmen og mimikken kan ingen tage fra Kenter og selvom en del numre er set ikke én, men mange gange før, lister han alligevel ind i hjertet på mig. Sødest som ordløs, forelsket klovn, og som karakteren Keld, hvis kropsspasmer og krænkelsesrige monolog peaker, da to mørkerædde sædceller møder Karius og Baktus. Kenter lefler for husarerne, men så akavet, at det glider ned (no pun intended).

Satiren når ikke flyvehøjde

Inden vi når til disse Kenter-øjeblikke bliver vi budt velkommen til sommeren, hvor “alle køn er sprunget ud” og herset igennem årets begivenheder i Svendborg Sommerrevys faste sketch omkring stumtjeneren. Parykker og visemelodier er afsæt for strofer som “Mette, Lars Boye og jeg” om Nye Borgerliges nedsmeltning, “Take it easy, Sam Sam”, “Titler til hinanden” og Y.M.C.A omskrevet til N.A.T.O. Det er effektiv satire og lover godt for en revy med højt musikalsk niveau.

Det musikalske holder hele vejen. Jens Krøyers tremandsorkester leverer i alle genrer, men er i år trukket tilbage under hjørnets sommerbaldakin og indgår ikke på scenen, hvilket ellers var et fint greb sidste år. Satiren holder heller derimod ikke rigtig flyvehøjde. Vi kan for min skyld godt køre både Lukas Birchs fulde festtaler og Bisgaard & Søndergaards Politisk Auktionshus på lager for en tid. Det er sjove ideer, men også ideer, der pt. virker udtømt efter rundtur på adskillige revyer. Den sidstnævnte var også med i direktørparrets anden satsning i år, Aarhus Revyen, der helt generelt havde mere bid, end vi oplever i Svendborg denne gang.

Fuld gaspedal og melankolske viser

Vi får fine melankolske viser med først Jan Schou som ensom enkemand, der venter på opkald fra sin søn i Leif Maiboms Den nye livline, og siden i Søren Anker Madsen og Tommy Kenters Jeg er slet ikke bange, som Kenter selv leverer med al sin vidende uskyld og livsappetit trods alderens risiko for at blive inviteret med i Mikael Bertelsens Det sidste ord.

Rikke Buch Bendtsen vinder alle hjerter med Rasmus Krogsgaards forrygende divasang Økonomiske følelser, der starter med inflation og tristesse og når klimaks med forelskelse i en økonom og koket håb om fællesøkonomi. Hendes fantastiske stemme får også fuld gaspedal i hendes selvskrevne bluegrass ode Svendborg Great Again. Københavnerbashing og Trump-referencer mødes i skøn/uskøn – alt efter præference – forening.

Udkantsdanmark og hovedstaden mødes igen i Sune Gylling Æbeløs egensindigt finurlige Det starter ens, der leveres som jazzy pas de deux af Christine Astrid og Rikke Buch Bendtsen. Storbybørn og udkantsbørn ved ikke, at de er forskellige, før nogen socialiserer dem i fordomme og grøftegraveri. Et originalt og cool nummer.

Genbrug er ikke altid bæredygtigt

Jan Schou hviler heldigvis sikkert i sin dronningerolle i Leif Maiboms papirtynde Royale sparerunder, mens der er mere underfundig humor i hans Frie tøjler om løjer på plejehjemmet, som også er set før, men får fin glød i samspillet mellem Jan Schou og Tommy Kenter. De to herrer har lovlig svært ved at huske deres replikker, men charmer sig det meste af vejen igennem. Fælt flopper dog Schous fællessyngende Henning-figur i Carl-Erik Sørensens Syng dig glad, der er milevidt fra sidste års triumf.

Holdet er godt og supplerer hinanden fint som typer, men der er et ufærdigt og sjusket præg over revyen i år. Direktørparret har selv instrueret, og det er måske lige én kasket for meget med tanke på, at de også satte et nyt skib i søen i Aarhus? Teksterne er alfa og omega for revyer, og selvom man med god grund kan gentage numre i forskellige byer, er der i år for meget slidt genbrug af både tekster og karakterer til, at det rigtig kan kaldes bæredygtigt. Jeg var underholdt, men det er ikke et stort år i Svendborg.