★★★★☆☆ Salute Solitude – rørende horrorunivers

Aveny-T lægger under CPH Stage hus til ULK PRODUCTIONS lille, magiske dukkefortælling om tab og ensomhed, Salute Solitude, der med afsæt i genrereferencerne skaber sit eget rørende horrorunivers.

Produktionsselskabet ULK PRODUCTIONS bevæger sig eksperimenterende i feltet mellem film, teater og musik, og Salute Solitude lader således også dukkespil og kompositioner flyde ind i hinanden, mens filmmediet bidrager med sekvenser af billedflagrende minder og drømme.

Røgslør og traumer

Hils på ensomheden, kan man vel oversætte titlen til, og Salute Solitude kryber i den grad under huden med sit portræt af den forslåede eksistens, der ligger under avisen på bænken mellem New Yorks skyskrabere. Først er det dog mørkt og traumet introduceres med et hyl og en brat opbremsning på lydsporet.

Så kommer hun til live på bænken. Skældsordene fyger hende om ørerne fra de forbipasserende, men hun finder trøsten i de cigaretter, hun graver frem fra dametaskens skjul. Tasken er pæn, en reminiscens fra et tidligere liv?

Klaveret smyger sig blidt omkring hende, mens hun pulser på smøgen, men afbrydes brat af et barns kalden på mor. Frem med flasken og snart synker hun ned i beruselsen. Skærmen tager over med en collage af s/h-familiefotos fra 60’erne og billeder af biluheld og af spiritus, inden drømmens surreelle lag antyder en kunstighed, en zombie-agtig stirren.

Mareridtsbaby

Hun vågner med et gisp. Et lille barn kravler op på bænken og de mødes i rasende gråd og ordløs forståelse, inden barnet kaldes bort. Hun dølger atter smerten og mareridtet sniger sig ind. Flimrende skærm og hviskende stemmer, inden babyen materialiserer sig i voksenstørrelse. Frederik Baks kontrabas tonser afsted, mens babyen søger opmærksomhed mellem publikum, mens kaldet efter mor ekkoer i baggrunden.

En sprøjte fremkalder endog mere syrede billeder, inden et lille håb tændes med redens æg og de skrøbelige, flaksende vinger nede i dametasken. De forlænges i skærmens naturbilleder, der toner ud i en regnbue. “Was it really worth the trouble”, lyder den sidste replik. Livet, må man vel forstå. Det er der ikke noget enkelt svar på. Heller ikke i Salute Solitude, der tilbyder spor af en baggrundshistorie op uden at udpensle, men derimod formidle følelserne, der førte frem til bænken.

Fintfølende horrorunivers

Emil Veber Rasmussens er lige så nænsom en dukkefører, som han er voldsom som baby i voksenstørrelse. Babysekvensen er foruroligende i sin groteske forstørrelse af det velkendte. Babyen som trist monster spændes fint op mod det uskyldsrene møde med det lille barn på bænken, og skaber sammen med Frederik Baks fremragende – snart forcerede, snart blide – lydunivers en absorbering i tragediens og håbets følelsesstrømme.

Salute Solitude bygger på en vifte af visuelle og musikalske genrekonventioner, men får ganske mageløst skabt sit helt eget overbevisende horrorunivers, der samtidig er uhyre menneskeligt fintfølende. Forestillingen lover godt for en fortsat udvikling af dukketeatret for voksne.