★★★★★★ Moulin Rouge er en forrygende fest, man bare ikke vil hjem fra

Så er der fest med fuld gas på alle tangenter i One and Only Musicals overdådige musicaludgave af Baz Luhrmanns ikoniske Moulin Rouge. Lad der være fest, for det topcharmerende queer-cast transformerer filmens frenetiske energi til scenen uden at tabe den underliggende tragedie.

“Wow, træk lige vejret,” fik jeg næsten lyst til at råbe efter introens hæsblæsende medley centreret om Labelles-hittet Lady Marmelade. Det var også ensemblets signatur i Baz Luhrmanns eklektiske jukebox musicalfilm Moulin Rouge, som sceneudgaven af samme navn naturligvis er bygget over.

Lydmanden får styr på baspedalen og skruet op for vokalerne efter et par numre, mens tempoet fortsætter i turbo gennem en forrygende første del, hvor hit på hit fra den vestlige populærmusik og charmant legende og knivskarpe dansetrin fortæller historien om den fattige digterspire Christian, den rige, men nedrige hertug, og kvinden i midten, den tuberkuløse sangerinde Santine.

Diamanten funkler, hjerterne glimter rødt

Hun kommer svævende ned over vores hoveder i sin skinnende trapez, inden Madonnas og Beyonces ord mashes op med Marilyn Monroe og Shirley Bassets diamantklassikere til en kvindepowerbombe. Satine er diamanten i Paris, i Moulin Rouge. Hun er gadepigen, der blev stjerne, hun er diamanten, der dukkede ud af kullet. Sara Viktoria Bjerregaard knalder igennem sangligt og lader sin Santine skifte koket mellem den dybe erotiske flirten og den tvetydige gadesmarte uskyld, hun også indeholder.

Men før hendes entré brager ensemblet først igennem på den – også i virkeligheden – sagnomspundne varieté Moulin Rouge. Scenografien af takis er et overflødighedshorn af detaljer i et scenerum, der åbner og lukker sig mod den parisiske stjernehimmel og det Montmartre, hvor det hele foregår. Hjerterne glimter rødt i alle størrelser, som det underliggende hjerteslags dumpe basrytme.

Udødelige kærlighedssange på samlebånd

Det burlesk-queerinspirerede ensemble flyver over scenen. Først er det cancan, så er det “Alle hopper”, da Christian forbrødres med sine nye venner, Laus Høybyes guddommeligt stoksteppende og revolutionsdeklamatoriske Toulouse-Lautrec og hans sidekick Stanley Bakars fyrig-statuariske argentiner Santiago.

Silas Holst er ingen Ewan McGregor, men hvor kan han dog levere i sit lyse stemmeregister, der er som skabt til denne håbefulde Christian. Blidt i Come What May og mere kraftfuldt i Your Song og Heroes, der alle tre løber gennem forestillingen som ledemotiver for hans kærlighed til Santine. Med humoristisk smut på stemmebåndet, når han kurtiserer hende ved at fyre fragmenter af udødelige kærlighedssange afsted på samlebånd.

En fest på trods

Pelle Emil Rex Hebgaards kynisk-diabolske hertug klædes i Rolling Stones potente toner, mens Toulouse-Lautrec og Santiago går fra Talking Heads Burning Down the House til musicalklassikeren The Hills Are Alive, mens de skriver på deres store forestilling med arbejdstitlen Bohemian Rhapsody.

Bohemer er de to og uadskillelige fra de andre spraglede eksistenser på Moulin Rouge, der med Lea Thiim Harder, Vibeke Zederkof, Andy Roa, Line Krogsholm og Rasmus Bjergs konferencier Harold Zidler i front vækker både familiefølelse og desperat dekadence til live med en sangpragt og en spilleglæde, der forplanter sig fra scene til sal. Det er en fest på trods, der formidles formidabelt i sangnumrene.

Cadeau til arrangører, der går hele vejen

Rørende er også kærlighedshistorien. Det er jo egentlig så traurigt med den døende Santine, men vi køber, at kærligheden i kunsten overvinder døden, når Silas Holst og Sara Viktoria Bjerregaard stemmer gantes, brydes og smelter sammen.

Alt i denne musical er storslået. Tempoet, sangniveauet, de fuldstændig eminente dansere, de twistede, glinsende, lækre kostumer, det sprudlende orkester og ikke mindst den ødselt-spektakulære scenografi, der blander det fysiske med videoscenografi i en eksplosion af fyrværkeri, flyvende elefanter og diamanter drejende kalejdoskopisk. Alt rammer klokkerent stemningen af dans på kanten af undergang.

Lad så ligge, at den – heldigvis sparsomme – dialog ikke har musikalitetens flow. Dog med undtagelse af de særdeles komiske, melodramatiske sekvenser. Holdet kan synge alle stemninger og følelser frem og skaber i anden del balance mellem førstedelens fest – som man ikke har lyst til at gå hjem fra – og festens bagside: kapitalismens tale og dødens adskillelse.

Cadaeu til de tre aktører bag Moulin Rouge. Hvor er det fantastisk, at vi kan se musical på så højt niveau i Danmark. Hvor er det sejt, at der er arrangører, der tør gå hele vejen.