I lørdags havde Rhea Lemans drama Arendt om den tyske politiske filosof Hannah Arendt premiere på Thalia Theater i Hamburg. Vi talte med hende kort før premieren om stykkets forstærkede aktualitet og om at arbejde med det i en tysk kontekst.
Da Rhea Lemans Arendt havde urpremiere i Danmark i 2023, var det med undertitlen at se i mørke. På tysk er det blevet til Denken in finsteren Zeiten, altså at tænke i mørke tider – måske en anelse mere mørkt end originalformuleringen. Da vi mødes på hendes lyse kontor i hjertet af København understreger Rhea Leman da også én ting igen og igen. Nemlig at Tekstens temaer er, på de få år siden premieren, blevet endog mere presserende i konteksten af konflikten i Gaza og meningssammenbrud i Vesten.
“Verden brænder nu, og måske bliver mere teater politisk, men jeg synes, den rette tid for at lave politisk teater er, før verden brænder – eller hele tiden,” siger hun. Med sin jødisk-amerikanske baggrund beskriver hun sig selv som et menneske, der ånder gennem det politiske:
“Det er en del af min DNA, fordi jeg er vokset op i en meget politisk engageret familie. For mig er det politiske teater en passion, og jeg har kæmpet for at komme væk fra betegnelsen debatteater. Det gør jeg ved at bruge følelser, ved at udforske menneskelige relationer, ved at undersøge den menneskelige tilstand.”
Rammer deres hjerter
I Arendt skaber Leman således en kalejdoskopisk bevægelse mellem et virkelighedsplan og et minde/drømmeplan omkring filosoffen Hannah Arendt og hendes insisteren på nuancer. Forestillingen udspiller sig på et hotelværelse i København den aften i 1975, hvor Arendt gør sin takketale klar til overrækkelsen af Sonningprisen. Forestillingen havde premiere i Danmark i 2023, og her oplevede Rhea, at nogle blandt publikum var meget bevægede.
Jeg håber, at publikum vil blive bevæget af det
“Den reaktion blev endnu stærkere, da vi satte det op igen efter angrebet i Israel 7.oktober 2024. Jeg ved ikke, om det samme vil ske i Tyskland, hvor de har en meget mere intellektuel teatertradition, end vi har her. Men jeg håber, at publikum vil blive bevæget af det. At det får dem til at reflektere, men også at det rammer deres hjerter. Jeg håber, de vil se denne kvinde, som de kender så godt, fra en anden vinkel, end de tidligere har gjort. Jeg kommer fra en anden kultur og kan måske give dem noget, de ikke selv kan se, fordi jeg netop har blikket udefra,” reflekterer Rhea Leman.
Et andet perspektiv på den fælles historie
Det er selvfølgelig oplagt at sætte forestillingen op i Tyskland, hvor Hannah Arendt stammer fra. Det faktum, at det i år er 50 år siden Arendt døde, har måske også skabt lidt momentum for at få aftalen i stand. Men mest af alt handler det om familierelationer, fortæller Rhea Leman:
”Min mosters mand, min onkel Ralph, var seksten, da han forlod Wien for at tage til USA med sin ældre bror i 1938. Ralphs forældre og andre familiemedlemmer, der blev efterladt, blev alle dræbt i koncentrationslejren, men der var fjerne slægtninge, der overlevede. Sidste år kom jeg i kontakt med en af dem – mærkeligt nok arbejder hun i teatret i Berlin. Hun satte mig i kontakt med en oversætter, der elskede stykket. Han sendte det til Thalia Teater, og så gik der ikke lang tid, før jeg blev ringet op af en dramaturg derfra.”
Der var fjerne slægtninge, der overlevede. Sidste år kom jeg i kontakt med en af dem
Så nemt går det sjældent, når man skal sælge dramatik til udlandet, men begejstringen for Arendt udspringer ifølge Rhea Leman blandt andet af, at det giver tyskerne et nyt perspektiv på historien. Hverken oversætteren eller dramaturgen vidste fx, at danskerne hjalp jøderne til Sverige under Anden Verdenskrig. Noget der står meget centralt i den danske selvforståelse.
Diskussionen om repræsentativitet
“Jeg vil gerne have indflydelse på især den første produktion af en tekst, og jeg var meget glad for Anne Zacho Søgaards iscenesættelse af Arendt. Jeg følte, at jeg så det skuespil, jeg skrev, blive levende. Historien, karaktererne, og det visuelle. Der er andre udfordringer, når det er en international produktion. Når man går ind i en anden kultur, ved instruktøren forhåbentlig mere end mig om den, siger Rhea Leman. Det bliver meget tysk, og det har jeg sagt ja til, fordi det er en anden kultur,” siger hun og uddyber:
“Som vi alle ved, har tyskere i dag en baggrundshistorie, som de har arvet og har forsøgt at håndtere i de sidste firs år. Derfor er deres tilgang til mit manuskript og karakteren Arendt, som var jøde og måtte forlade Tyskland i 1933, og den form, hvori de fortæller historien, påvirket af deres baggrundshistorie, som indeholder en enorm mængde sorg og skyld. Alle disse problemstillinger vil påvirke deres tilgang til materialet.”
Jeg følte, at jeg så det skuespil, jeg skrev, blive levende
Corinna Harfouch, der spiller Hannah Arendt, er en kendt filmstjerne og en helt anden type end Ina-Miriam Rosenbaum, der havde rollen i den danske produktion.
“Corinna Harfouch er ikke jøde, og det talte de om til læseprøven. Det er en interessant diskussion, men for mig er det vigtigste, at hun er en fantastisk skuespiller. Men det er en overvejelse, hvor spillerne nogle gange siger fra,” reflekterer Rhea Leman til spørgsmålet om repræsentation. Den forstærkes i dette tilfælde måske også af den aktuelle konflikt i Gaza. Det trækker tråde til Arendts egen historie som fordreven jøde, og hendes filosofiske tekster om nazisme, blandt andet hovedværket Eichmann i Jerusalem.
Der bliver problemer, hvis de ikke gør det sammen
Hun er spændt på reaktionen fra det tyske publikum med deres særlige historiske baggrund, men har også oplevet, hvordan teksten får ny betydning i mødet med unge engelske studerende.
“Jeg lavede et projekt i London i sommer, hvor seks instruktører og seks scenografer blev koblet sammen og skulle give et scenografisk bud på mit manuskript. Det var unge mennesker i 20’erne, og de bed mærke i et af de Arendt-citater, der er en del af stykket. Der hvor hun sagde noget med, at Israel altid vil være omringet af fjendtlige lande. Det læste de ind i Palæstina-konteksten som en kritik af de arabiske lande.
Hun gik ind for, at Israel og Palæstina burde styres af både palæstinenserne og israelerne
Det var ikke det, Arendt mente, så jeg fandt et bedre citat, hvor det var tydeligere, at hun gik ind for, at Israel og Palæstina burde styres af både palæstinenserne og israelerne. Først da ville der være fred i Mellemøsten,” fortæller Rhea Leman og fastslår:
“Det var præcis Arendts pointe. At der bliver problemer, hvis de ikke gør det sammen. Det skrev hun i 1943. Den kontekst havde de unge studerende ikke. De bliver jo ramt af den tunge historie nu i den aktuelle konflikt. Det er forfærdeligt – også for os, der er vokset op i en anden tid, hvor ytringsfrihed ikke blev problematiseret, som det gør i dag. For mig betyder det ikke at have retten til at krænke, men retten til at udtrykke sine meninger.”
Hvor er håbet i dag
For Rhea Leman handler ytringsfrihed ikke om at stå og råbe, men om at stå op for sig selv og tale om de svære emner. Hun peger dermed også direkte på diskussionen om, hvad man kan skrive om, og den lurende fare for selvcensur i et polariseret politisk miljø:
“Jeg skrev engang et stykke om Anne Frank og fik at vide af en, der havde været i koncentrationslejr, at det kunne jeg ikke skrive om, fordi jeg ikke havde været der. Men det er vel netop kunstens essens at sætte sig i andre dimensioner og positioner end vores egen – også når det er svært og mudret. At sætte det på scenen.”
Det er vel netop kunstens essens at sætte sig i andre dimensioner og positioner end vores egen
Hun synes, det er svært at være jødisk og amerikaner, som verden ser ud netop nu, hvor den vestlige selvforståelse bliver rystet i sin grundvold. “I min tid var der Vietnam krigen, i dag engagerer de unge sig i Gaza-konflikten, men det er anderledes, for dengang havde vi håb. Hvor er håbet i dag?” spørger hun retorisk og svarer måske selv med sin dramatik. Den fastholder viljen til at tale om det svære og står fast på nuancerne i en verden – der for tiden mest opererer med sort og hvidt.
