Fra pop til performance: Teater som samtale om samtiden

Hvordan kan Britney Spears, Pamela Anderson og Eminem kaste lys over vores samtid? Det har instruktør Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede udforsket i deres Blonde Babe-trilogi som har haft de tre popikoner som prisme for at undersøge identitet, konkurrence og global kulturpåvirkning. Vi har talt med parret om at skabe scenekunst i en kollektiv, undersøgende arbejdsform, der ikke giver færdige svar, men åbner for refleksion og nye perspektiver på, hvem vi er – og hvordan vi bliver formet af tiden, vi lever i. 

Der er gang i hele huset på Aveny-T, da jeg møder op for at tale med Niels Erling og Ida Marie Hede om deres nye forestilling, LOSE YOURSELF, der har premiere et par uger efter. Vi ender derfor efter en rundtur på jagt efter et stille hjørne tilbage i teatrets kantine, hvor vi hurtigt er inde i en samtale, der ikke forstyrres af kaffetørstige kollegaer, der af og til kommer forbi. 

Work, work, work

LOSE YOURSELF er tredje del af AKT1’s Blonde Babe-trilogi, der startede med WORK BITCH i 2022 og også tæller PAMELA fra sidste år.  

“Det startede med, at jeg læste det futuristiske manifest, og få dage efter hørte jeg Britney Spears WORK BITCH, og det er begge sådan nogle vilde tekster. De skabte en forbindelse i mit hoved om den dogmatik, vi har om, at hvis vi skal blive til noget, så skal vi bare arbejde, arbejde, arbejde,” fortæller Niels.  

Ida Marie Hede tager et skridt længere tilbage: “Vores første forestilling sammen hed Katastrofe og var en slags high school dødsmusical, som rummede nogle af de surrealistiske elementer og arketyper, vi også har i trilogien. De arketypiske kvindefigurer, der er fulde af både begær og længslen efter selvdestruktion. Så trilogiens dødstemaer, udmattelsen og selvhadet, havde vi allerede afsøgt i et fælles værk.” 

LÆS ISCENEs anmeldelse af WORK BITCH her

Tre blonde babes

Mens de to første dele i trilogien havde afsæt i kvindelige ikoner, er det denne gang rapperen Eminem, der er den blonde babe.  

“Den verden, jeg er vokset op i, har forandret sig sindssygt meget, og gudskelov for det. I de to første forestillinger arbejdede vi med at udfordre et stereotypt kvindebillede, som jeg oplever heldigvis er i forandring siden 00’erne, og som vi er meget opmærksomme på, hvordan vi former i dag. Eminem har været med til at skabe datidens kvindebillede, men med ham bliver det jo også interessant at se på, hvilke mandebilleder, vi har, og hvordan vi i det hele taget kigger på køn og identitet,” forklarer Niels om udviklingen i trilogiens fokus, og Ida reflekterer videre:  

“Det er på en måde den samme figur, der bliver transporteret mellem de tre forestillinger, fordi de alle er spændt ud mellem begær, undertrykkelse, selvhad, lyst og skyld og skam. Så jeg har haft nemt ved at gå ind i dem ligegyldigt, hvilken identitetsfigur, de er.” 

Popikoner som spejl af samtiden 

Parret fandt hurtigt ud af, at det ikke var Britney Spears som konkret person, de var interesserede i, men den tidsånd og de værdier, hun repræsenterede, og som de selv spejlede sig i, selvom tiden er en anden nu.

“Det er en fascination af poppens verden. Vi er vokset op i en amerikaniseret kultur, men hvad er det egentlig, det vi har fået ind med modermælken? Trilogien er en undersøgelse af den påvirkning, som også har gennemgået en vild udvikling, fra jeg var ung, hvor vi bare åd det råt, til nu, hvor vi er mere kritiske overfor den. Samtidig er der også et nostalgisk aspekt i vores samtid, hvor vi rækker tilbage til 90’er-ikonerne. Et nutidigt ikon som Taylor Swift er jo hypernostalgisk,” fortæller Niels og Ida supplerer:  

“Da vi startede, havde vi nok stadig en fascination af det lyserøde, amerikanske tyggegummiunivers, men i dag tegner der sig et langt mørkere billede af USA. Det er centralt i LOSE YOURSELF, og det har påvirket forestillingens narrativ. Det handler ikke kun om USA, men om globaliseringen og om medieplatformenes indflydelse på unge mennesker i dag, hvor algoritmerne styrer, hvor vi får vores nyheder fra.”  

Den internaliserede undertrykkelse

Et gennemgående tema i trilogien er netop identitetsskabelse, og hvordan den påvirkes af konkurrence og selvoptimering i den kapitalistiske samfundsstruktur.  

“Forestillingerne er en form for essays, hvor vi reflekterer over, hvad det vil sige at være fri i en individorienteret konkurrenceverden. Britney blev fx ret konkret gjort til et produkt, og det kan jeg spejle mig i som freelancer, hvor jeg skal sælge et produkt på et marked, hvor jeg bliver konkurrent til mine kollegaer – som også er mine venner. Det er et ret mudret landskab, som fik mig til at tænke over, hvad befrielse er i sådan en arbejdsmarkedskultur – og det kunne vi spejle i Britneys forsøg på at frigøre sig,” fortæller Niels.

Ida peger på, at deres kritik også retter sig mod den internaliserede kapitalisme: “Forestillingerne arbejder sig gennem en række forskellige samtidsrum, som allesammen portrætterer det samme, nemlig den ultra sårbarhed og konkurrencementalitet, der piskes frem i samfundet og kommer til at leve inden i os.”  

LÆS ISCENEs anmeldelse af PAMELA her

Lad os gå i grupper

De understreger begge flere gange, at forestillingerne mere skal ses som spørgsmål end svar på de problematikker, de rejser om sammenhængen mellem køn, identitet, kapitalisme og moderne medier.  

“Man kan sige, at der til sidst i WORK BITCH var en form for svar. De havde hele tiden søgt efter, hvem fjenden kunne være, og hele tiden fundet den i sig selv. Til sidst fik de en lille tanke eller klarsyn om, at det kunne være det samfund, som installerer alle de her tanker i dem, som gør, at de vågner hver dag og hader sig selv. Men det var jo ikke tænkt som paroleteater, så vi skyndte os at cutte med et blackout, lige i det erkendelsen ramte. Så det bare er antydningen af en løsning, eller en mulighed for en løsning. fortæller Niels og Ida supplerer: 

”Intentionen er ikke, at man skal føle sig forkert, fordi man identificerer sig med de følelser, vi viser frem. Det er mere spændende at erkende, at de følelser eksisterer. Og så har vi vel et håb om, at det peger på strukturerne uden for os, så vi kan tale om dem.”

Niels tager tråden op: “Jeg vil gerne synliggøre nogle strukturer, der giver en samtale ude i virkeligheden. Teater kan være mange ting, men jeg kan godt lide ideen om teaterpraksis om en form for fælles tænkning, hvor vi siger “Hvad nu hvis” og på den måde fodrer publikum med tanker, de selv kan gå ud og diskutere i grupper,” ler han.  

En slags tekstbuffet

Forestillingernes åbenhed går igen i arbejdet med dem, der har været præget af kollektiv undersøgelse, og hvor mange både på og bag scenen går igen.  

“Vi har alle tre gange holdt store møder, hvor hele holdet er kommet med input og ideer, så der er mange parametre, der har påvirket teksten. Det er ikke den traditionelle måde, hvor jeg afleverer en færdig tekst. Tværtimod har jeg skrevet mange tekster, der slet ikke er kommet med, fordi vi har ændret retning,” fortæller Ida om deres proces. Det starter lidt kaotisk med mange ideer, som udvikler sig og bliver til en forestilling gennem dialog og fælles refleksion.  

“Vi kaster en masse bolde op i luften, hvor tekst og scenografi udvikles samtidig, så teksten skal også skrive sig ind i et fysisk rum, hvor der er lyde og musik. Din første aflevering er mere sådan en slags buffet over mulige retninger, som jeg tror, ville stresse en del teaterchefer,” smiler Niels, mens Ida tilføjer:  

“Det er spændende og sårbart for mig at møde op i et rum fuld af mennesker og så læse en hel frisk tekst højt, som peger i mange retninger og er ret kaotisk i forhold, hvad man forventer af en dramatisk tekst. Det er ikke en synopsis, jeg kommer med. Litterært har jeg altid arbejdet med det repetitive og med gentagelsen, for det transporterer en erfaring, der spejler livets kompleksitet og de manglende løsninger, vi har talt om. Det svarer til den udmattelse, du bruger, når du iscenesætter”, siger hun til Niels.

Teater er løgn i sig selv  

Niels ser som Ida udmattelsesstrategien som tæt forbundet med ønsket om at undlade at binde knuder og komme med lukkede svar.

“Teatret er jo løgn i sig selv, så jeg kan godt lide teater, der ikke interesserer sig for at lave den veltilrettelagte løsning. Jeg synes, gentagelsen og den fysiske udmattelse kan noget andet. Sisyfosmyten som billede på livet, hvor der ikke er en slutning, men hvor det bare bliver ved og ved,” forklarer han. Selv oplever han også, at det både tekstligt, fysisk og følelsesmæssigt har været en kamp at lave trilogien, “fordi du hele tiden skal ned og grave i såret.” 

Om lidt er trilogien afsluttet. Niels og Ida vil ikke afvise, at der kommer flere dele, men har lige nu fokus på at lægge sidste hånd på LOSE YOURSELF, så jeg forlader dem i kantinens sofa og bevæger mig ud i virkeligheden spændt på, hvordan spejlingen i popikonerne bliver forløst denne gang.