Populært lige nu

Den underfundige sønderjyske humor skal stadig mærkes i Sønderborg Sommer Revy Show

I dag overtager Jeff og Kim Ace Schjerlund officielt ledelsen af Sønderborg Sommer Revy Show. Jeff Ace Schjerlund fortæller derfor her i ISCENEs serie...

Ny undersøgelse dokumenterer, at teateroplevelser fremmer trivsel blandt børn og unge 

Børn og unge kan få bedre trivsel gennem teateroplevelser. Det dokumenteres i en ny undersøgelse, som Teatercentrum og Sjællands Teater har lavet i samarbejde...
Annonce

★★★★☆☆ Sleeping Beauties –  tankevækkende opråb fra den onde stedmor

Med dramatiske tordenskrald, knaldperler og en enkelt Stanley sømpistol skyder Sleeping BeautiesAarhus Teater løs på idealet om den unge, smukke kvinde. Ordet gives til eventyrernes bitre, aldrende stedmoderfigur, men det er ikke helt så let at slippe ud af den misundelige rolle, som hun måske havde håbet. 

Annonce

Sleeping Beauties er anden forestilling i huskunstnerduoen Sigrid Johannesen og Laura Løwes trilogi med overskriften Twisted Fairytales. Og denne gang tages temaet meget bogstaveligt. Eventyrerne om Snehvide, Tornerose og Askepot genfortælles og genforhandles gennem en udstilling af samfundets altoverskyggende fokus på kvinders skønhed. 

Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Nanna Bøttcher i Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Snehvide med et twist

Klædt i den onde stedmors sortbroderede, højhalsede dragt kaster Nanna Bøttcher sig komisk frådende over Snehvides udskårne hjerte, serveret på et nydeligt sølvfad. Med et manisk grin indtager hun grådigt resultatet af sin altoverskyggende misundelse på den unge piges skønhed. Men pludselig er det som, om at hun ser sig selv udefra. Indsmurt i blod fryser hun og kigger skamfuldt undrende ud i rummet. For hvorfor er det nu lige, at den onde stedmor altid skal have et problem med en ung, smuk pige?

Med både menneskelig sårbarhed, dramatisk vrede og sarkastiske kommentarer forsøger den onde stedmoder at bryde ud af det eventyr, hun spiller med i

Med både menneskelig sårbarhed, dramatisk vrede og sarkastiske kommentarer forsøger den onde stedmoder at bryde ud af det eventyr, hun spiller med i. Vi må forstå, at kampen for at være den skønneste ikke handler om hendes personlige bitterhed, men om at skønhed er en strukturel magtfaktor i samfundet. Og måske kunne vi fortælle et andet eventyr? 

Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Ikke bare til pynt

Iført eventyrlige prinsessekjoler, korsetter og blondeundertøj giver Carley Lund, Bjørk-Mynte Paulse og Yeji Lim fra Holstebro Dansekompagni krop og stemmer til stedmoderens fortælling om, hvordan skønhed blev verdens altoverskyggende valuta. En fortælling, der involverer eventyrprinsseser, 1800-tallets tyndhedsfikserede kejserinder samt Kylie Jenner og hendes instagramfølgere. Med konkrete roller og replikker er danserne, modsat tidligere samarbejder med Holstebro Dansekompagni, langt mere integrerede i forestillingen. Og et stort hurra for det! 

Annonce

Danserne giver manuskriptet et tiltrængt fysisk modspil

I samspil med Aki Bechs skiftevis romantiske, foruroligende og hårdtslående lyddesign tages vi med på en flot eksekveret danserejse fra Disney-romantikkens elegante yndefuldhed til SoMe-samfundets pumpende poseringer. Danserne giver manuskriptet et tiltrængt fysisk modspil, der samtidig konkretiserer den smukke ungdommelighed, som den onde stedmor både konkurrerer med og forsøger at hæve sig over.  

Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Ind til kernen

I glimt får Nanna Bøttcher lov til at udfolde stedmoderens sårbarhed og giver manuskriptets til tider lidt foredragsagtige samfundskritik et mere menneskeligt udtryk. Den uhyggelige fornemmelse af ikke længere at kunne genkende sit eget spejlbillede. Og frygten for, at ens kønsbehåring bliver grå og at samfundet ikke længere tager en seriøst. 

Frygten for, at ens kønsbehåring bliver grå og at samfundet ikke længere tager en seriøst

Men endnu mere rammende er det, når pilen rettes ud af. Mod os. I en pinefuld scene beder stedmoderen publikum om at bedømme, hvem af dem, der er smukkest. Med nervøse blikke klæder danserne sig langsomt af ned til deres undertøj, og vi opfordres til at klappe, imens de fire medvirkende går catwalk for vores bedømmende blikke. Her forstår vi ikke blot, men mærker samfundets sammenlignende blik på kvinder som et fysisk ubehag. 

Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Sleeping beauties, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Eventyrets ubehagelige spejl

Den veloplagte blanding af trygge eventyr og ubekvemme sandheder eliminerer alt håb for en nem udvej fra samfundets undertrykkende skønhedsidealer. For, åh, hvor ville det bare være dejligt, hvis selvaccept og kropspositivisme kunne løse problemet. Men, ak, lige som den onde stedmoder, må vi sande, at der ikke findes en individuel løsning på et strukturelt problem. Også det er et eventyr. 

Det stærke koncept og de medvirkendes flotte præstationer giver både nerve til kritikken og stof til eftertanke

Selvom manuskriptet nogle gange mister pusten i informerende statistikker og udramatiske samfundsanalyser, lykkes Sleeping Beauties effektivt med at holde den onde stedmoders ubarmhjertige spejl op foran os. Det stærke koncept og de medvirkendes flotte præstationer giver både nerve til kritikken og stof til eftertanke.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Josefine Brink Siem
Josefine Brink Siem
Ph.d. i Dramaturgi og anmeldelsesredaktør på Peripeti. Hendes interesseområde er især de affektive dimensioner af teater, TV-serier og film og hun beskæftiger sig bredt med forskning, undervisning og formidling inden for scenekunstområdet.
Annonce