I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre Kann, undres over processen og reflekterer over fremtiden i denne kommentar.
Siden Kulturudvalget i lørdags valgte at fratage os vores støtte og status som Lille Storbyteater har kollegaer, publikummer, samarbejdspartnere og støttegivere spurgt: ”Hvad gør I nu? Er det hele så slut?” Svaret er på én gang virkelig simpelt og samtidig vældig komplekst.
Gennem de sidste fire år har vi gjort ALT, hvad politikerne har bedt os om. Vi har spillet flere forestillinger end aftalt. Vi har mødt flere publikummer, der ellers aldrig går i teatret, vi har vundet flere priser og vi har stædigt insisteret på at være et alternativ til alle de etablerede huse, som alle de andre publikummer kunne komme til. Vi har levet op til alle både kvantitative og kvalitative kriterier og alligevel ryger vi ud.
Hele udvælgelsesprocessen har jo været ret uigennemsigtig og ingen kan rigtig fortælle os, hvad der egentlig har været udslagsgivende. Uvisheden er jo altid lidt lammende og efterlader alt for meget plads til rygtedannelse mm.
Vi er derfor super nysgerrige på hvilke faglige og kunstneriske hensyn, der er lagt til grund for beslutningen. Hvordan sikrer vi os, at der er scenekunst til ALLE borgere i København, og hvordan tænker politikernes deres ansvar for at sikre bredden, nyskabelsen og morgendagens scenekunstnere? Altså alt det spændende kulturpolitiske, der forhåbentlig er blevet diskuteret på mødet.
Pengene bliver brugt borgernært
Og her til svaret på spørgsmålet om fremtiden: Vi har altid være kulturelle iværksættere. Vi har aldrig arvet noget – hverken et dyrt hus eller en stor bevilling – vi har gjort alting fra bunden. Og dét skal vi så i gang med igen… Så vi kæmper endnu engang for at finde en anden økonomisk løsning, der kan bringe os og vores fantastiske ansatte videre.
Der går rygter om, at kulturpolitikkerne sysler med en stor scenekunstpakke, og det vil vi selvfølgelig meget gerne i dialog med dem om. Vi håber, at der vil være plads til os i en sådan pakke og at der vil være midler nok til, at vi kan videreføre vores arbejde. Det koster penge at skabe scenekunst – også uden for de etablerede teaterhuse. Vi har, som sagt, ikke noget stort hus og dyr husleje. Vi bruger pengene direkte på kunsten og på at skabe møder med publikum. Det bliver det ikke nødvendigvis meget billigere af, men pengene bliver brugt borgernært.
Trækker i arbejdstøjet
Vi elsker al den diversitet, der er i teaterhusene, og vores vanvittig dygtige kollegaer knokler hver eneste dag for at skabe sublim scenekunst til deres publikum – men vi håber sådan, at politikerne også kan se perspektivet i dét, vi bidrager med til scenekunstområdet – vi udfylder et hul i landskabet. Vi laver teater på en anden måde og for nogle andre mennesker, og det bliver vi gerne ved med, hvis de vil støtte os.
Midt i stormvejret spiller vi to forestillinger om dagen. Vi har premiere om halvanden måned på HOTspot og prøvestart på Drømmen og så forbereder vi Richard III til efteråret. Så vi er altså trukket i arbejdstøjet igen og kæmper videre.
