★★★☆☆☆ Werther – Den Jyske Opera når ikke i mål med store ambitioner

Philipp Kochheims moderne opsætning af Massenets Werther fortjener ros for virkelig at ville noget. Desværre ender Den Jyske Operas idérige turnéteater mere som kommentar end som gribende tragedie.

Det viste sig at være sæsonens bedste råd, da min redaktør anbefalede, at jeg blev siddende i pausen i Werther, Den Jyske Operas idérige, men også vægelsindede modernisering af Massenets Goethe-opera fra 1892.

For mens de fleste gæster ved turnéstoppet på Gamle Scene i København var ude at sippe vin, udspillede et bedårende – og meget uannonceret – intermezzo sig for os, der blev tilbage. Mere om det lige straks.

Først en ros til instruktøren, Philipp Kochheim. For at tage chancer, mestendels. Lade den glødende historie om en håbløst forelsket digterspire finde sted i en kold verden af nordisk design og chips i sofaen. Forvandle Werther til en 50-årig laps. Og drive fortællingen ind i et absurd univers, der i teorien kunne give en frisk vinkel på den stormende tragedie.

Werther som overgrebsmand

Hos Kochheim er Werther først og fremmest iscenesat som et problem. Zurab Zurabishvili, der også sang partiet ved premieren, ligner mere en forvirret overgrebsmand – en mafiøs onkel, såmænd – end en forgabt 23-årig. Han er forhutlet, boomer-klodset og instrueret i en vold, der går hinsides librettoen. 

Hvad den skønne Charlotte ser i ham, forstår vi aldrig. Den ubalance spiller Kochheim på i en sådan grad, at da Werther til sidst begår sit berømte selvmord, er det ikke ham, hun krammer i sine arme, men en grå sofaryg. Distancen mellem dem er hele tiden større end nærheden.

Det paradoks bærer Charlotte konstant i Na’ama Goldmans sammensatte portræt. Hun er gift med kontorkongen Albert, der til sidst hellere vil se tv end tage del i det overspændte drama, og gennem hele stykket står den indre konflikt malet i hendes vildt meddelsomme mimik.

Men øjenbrynenes kantede bevægelser signalerer ikke kærlighedens beruselse, snarere en frygt for, hvad der skal ske den forstyrrede Werther. Hvordan slipper hun fri af den besættelse, han lider af?

Glimt af kækhed og sensibilitet

Ganske sigende er Werther klart bedst i en scene halvvejs, hvor Charlotte er alene med sin overilede lillesøster, Sophie. Her funkler Goldmans skæbnesvangre fortabelse i mødet med Silvia Micus frejdige ungdommelighed. Da rammer værket for første gang en troværdig sensibilitet.

Det sker lige efter den pause, der for de få tilbageblevne i salen forvandler sig til et surrealistisk mellemspil. Pludselig lyder Charles & Eddies popsoulede ”Would I Lie to You?”, mens et farvet diskolys indtager scenen. Fra deres plads i tv-sofaen rejser Sophie og Albert sig, slår flikflak, danser egyptisk og opfordrer salen til at klappe med, mens de overgiver sig charmerende til musikken.

Desværre varer det momentum af kækhed og siden sensibilitet ikke ved, for efter Sophie og Charlottes scene kommer Werther – selvfølgelig – slentrende i solbriller og smadrer alt. Nu, efter vores nære møde med Sophie, virker han blot endnu ældre. Og da dramaet spidser til mod slut, ligner Zurabishvili mest af alt en mand, der savner en god lur.

Distanceret kommentar

Omvendt kammer Goldman over i Pjerrot-agtigt overspil. Hun synger om deres ubrydelige bånd, men Kochheim mejsler pointen fast: Det hele er en løgn. Werther er syg, Sophie er syg, de er alle fire syge.

Point for at ville noget med opsætningen, der går endnu videre end Massenets stormfulde blanding af skæbneklang og sødme, som i øvrigt lyder forrygende dramatisk i Copenhagen Phil og Christopher Lichtensteins hænder – og som synges fint.

Problemet er bare, at der er for få af de øjeblikke, hvor Werther er ægte medrivende, og for mange, hvor det bliver til distanceret kommentar. Ideen er god, men udførelsen savner balance og evne til at bringe de store følelser i spil, som værket lever af.