Bornholms Sommerrevy blev Årets Revy i år, men samtidig meddelte Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll ud, at de efter seks år i spidsen for revyen trak sig med et håb om, at andre ville bringe revyen videre. Trine Pallesen har taget udfordringen op og bliver ny revydirektør, skriver revyen i en pressemeddelelse i dag.
For Bornholms Sommerrevy blev 2025, det hidtil største år i revyens levetid. Et rekordstort antal publikummer fandt vej til Kyllingemoderen for at opleve revyen, og den blev i august kåret som Årets Revy 2025 ved Revyernes Revy. Succesen understreger, at publikum har taget revyen til sig, og at Bornholms Sommerrevy har fundet sin plads i øens kulturliv, skriver Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll i en pressemeddelelse i dag, hvor de samtidig løfter sløret for, hvem der bliver revyens nye direktør.
Trine Pallesen er ny direktør
“Trine har som skuespiller mange års erfaring fra teater-, musical- og revyscenen og er kendt for sin musikalitet, sit nærvær og sin skarpe sans for publikum. Med et gedigent kendskab til både den kunstneriske og den organisatoriske side af teaterarbejdet vil hun kunne bringe både professionalisme, kreativitet og hjerte ind i rollen som ny leder af revyen”, skriver det tidligere direktørpar og den nye direktør ser frem til at overtage netop denne revy:
“Det er en kæmpe ære at overtage revyen efter Gunvor og Søren. De har skabt en revy, der har humoren, poesien, musikken og hjertet i sit dna og det er lige sådan en revy jeg holder allermest af. Jeg har fulgt med fra revykulissen det meste af min barndom og også selv lavet revy flere steder, bl.a. på Bornholm for en del år siden. Jeg har stor respekt og kærlighed til genren og er fuldt ud bevidst om de skuldre vi står på,” siger Trine Pallesen og fortsætter:
“Jeg glæder mig til at indtage Kyllingemoderen med et nyt hold, ny energi og masser af ideer. Bornholm har en helt særlig betydning for mig, jeg har kommet meget på øen og elsker den på alle tider af året. Jeg håber inderligt at bornholmerne vil tage godt imod mig og hele holdet.”
En glædelig løsning for fremtiden
For Gunvor Reynberg og Søren Hauch Fausbøll er det en stor glæde, at Bornholms Sommerrevy også i fremtiden vil være at finde på den solskinsøen.
“Det er en kæmpe lettelse og glæde for os, at Bornholms Sommerrevy lever videre. Vi er stolte over at være nået i mål med at skabe en bornholmsk sommerrevy, og derfor giver det os stor glæde og tryghed at vide, at revyen i fremtiden vil være i kompetente hænder hos Trine. Hun har tyngden og viljen til at videreføre arbejdet og skabe masser af skønne oplevelser for publikum,” siger Gunvor Reynberg og Søren Hauch Fausbøll.
Bornholms Sommerrevy ser nu frem mod nye grin, musikalske oplevelser og endnu flere somre fyldt med bornholmsk idyl i Kyllingemoderen. Trine Pallesen er ikke helt på plads med de mange gøremål omkring overtagelsen, men vil løfte sløret for det nye hold og meget mere i nærmeste fremtid.
LÆS også ISCENEs interview med Gunvor Reynberg her
Kilde: Pressemeddelelse Bornholms Sommerrevy.




