Thomas Markmann: Kunsten og kulturen er blevet flosklernes og klicheernes parkeringsplads

ISCENE tager pulsen på kunstens rolle i det kommende kommunalvalg og spørger forskellige kulturaktører og kommunalvalgskandidater: Hvorfor står kunsten så lavt placeret i det politiske hierarki?

Thomas Markmann er dramatiker og stiller op til kommunalvalget for Radikale Venstre. “Når vi får en lille luns af kulturministeren, så kappes vi om at udtrykke vores glæde og kæmpe taknemmelighed på de sociale medier. Det skal vi holde op med,”. lyder det kontant fra Markmann, som her giver sit bud på, hvorfor kunst og kultur ikke står højt på listen over temaer i valgdebatten.

Kunst er ikke sport og fritid

“På overfladen fylder kunsten og kulturen egentlig mere, end den tilsiger i forhold til, hvordan den rangerer sig i spørgeundersøgelser.  I den seneste meningsmåling fra Altinget, om de vigtigste emner og temaer i København, figurerer kunst og kultur ikke én gang. 

Den mindste kategori hedder “andet” og samler i alt 4% – og man må gå ud fra, at kunst og kultur ligger her.  Set i det lys er kunsten og kulturen jo næsten overrepræsenteret, i hvert fald i forhold til de debatter, jeg har deltaget i og overværet. Men måske det har noget med måden man spørger på. Eller hvad jeg bliver inviteret til,” fortæller Thomas Markmann og uddyber:

“Men når kunsten og kulturen så er på dagsordenen, har den en tendens til at falde i en af to grøfter. Enten ender den i afdelingen som rettere burde hedde fritid og sport, og så kommer det til at handle om antallet af fodboldbaner, ventelister til sportsklubberne, multihallerne og frivillighed i foreningerne. Selv da jeg var til debat arrangeret af Christianshavns Lokaludvalg, der blev afholdt i O—Overgaden, som er en kunsthal for samtidskunst, der har et udtalt fokus på nye stemmer fra både ind- og udland, ja så kom det igen til at handle om sportsfaciliteter.

Kunsthallen, vi befandt os i, blev aldrig adresseret. Hvilket jeg let fordomsfuldt antager, hænger sammen med kandidaternes egne præferencer og interesser. Jeg tror simpelthen ikke, at der var nogen af de tilstedeværende til det debatmøde, der interesserede sig for samtidskunst. Og så er det måske ikke så mærkeligt, at emnet forbliver fraværende.”

Kunsten som et instrumentalt værktøj

Markmann peger på, at debatten også kan falde i en anden grøft, hvor der teles om kunsten som instrumentalt værktøj til at løse forskellige kriser.

“Man taler om spændende initiativer og projekter, som har bidraget til flere fællesskaber, til større trivsel, til øget indlæringsevne, som har holdt unge væk fra gaden, og så videre, og så videre. Og det jo skønt. Jeg er kæmpe fan af, hvad kunsten kan “bruges” til, og tror i den grad selv på kunstens transformerende kraft, og på kreativiteten som fremtidens måske vigtigste kompetence.

Men kunsten, sådan i egen ret, har jeg aldrig oplevet, at der er blevet talt om. Eller kunstnerne bag den for den sags skyld. Og måske, og det er måske igen en fordomsfuld antagelse, men måske hænger det sammen med, at der ingen – som i INGEN findes i borgerrepræsentationen, der arbejder med kunst. Og det er jo derfor jeg stiller op,” slår han fast og fortsætter:

“Den tredje potentielle og mest deprimerende forklaring på det reelle fravær kan jo være en fuldstændig kold kalkule, der udspringer af de spørgeunderundersøgelser, der igen og igen viser, at der tilsyneladende ingen stemmer er i kunst og kultur, at det ikke interesserer vælgerne. Men det tror jeg altså ikke på.”

Djævlen ligger i detaljen

Ud over de nævnte udfordringer og barrierer for at bringe kunst og kultur ind som valgtema nævner Thomas Markmann også, at “kunsten og kulturen jo også i den grad blevet flosklernes og klicheernes parkeringsplads. Det er et kæmpe problem. Jeg har ikke deltaget i en debat med kultur på dagsordenen, hvor det ikke har fløjet rundt med formuleringer om fællesskaber, kreativitet, demokratisk dannelse og trivsel. Og jeg er i den grad selv hoppet med på vognen. Og det er ikke fordi det ikke er sandt. Eller at det ikke er vigtigt. Det er mere det, at det er så gratis at sige. Og det lyder flot, og stort, og dannet, og koster ingenting. Og så har man krydset den af.

For hvad betyder det overhovedet… alt det vi siger? Hvad mener vi med det? Det bliver der aldrig spurgt ind til. Og det får vi aldrig mulighed for at uddybe. Og så forbliver det på overfladen. Og så er det nøjagtig lige så uinteressant at høre på, som det er at skrive. For det er i detaljen, at djævlen ligger gemt. Det er nede i substansen, at det begynder at blive interessant. Og der er her, vi efter min mening, skal starte, når vi skal formulere en kulturpolitik, der ikke bare er skrevet af nogle embedsmænd i en forvaltning og strøget direkte igennem på et udvalgsmøde, for det kan alle jo nikke til, dybest set fordi det lige så godt kunne være skrevet af ChatGPT”, mener han. 

Kulturorganisationerne forsøger

Thomas Markmann oplever, at kulturorganisationerne gør et stort arbejde for at formidle viden og indsigt til politikkerne.

“De skriver og ringer og inviterer og indsamler data og tal i den overbevisning, at det er det, politikerne vil have. Men den reelle og kontinuerlige dialog, der burde være der, udebliver,” forklarer han og peger atter på, at der er en udfordring i “kunstnernes evige taknemmelighedsgæld.”

Hermed mener han “det narrativ, der stadig eksisterer og som bor i mange af os, at vi dybest set bare skal være taknemmelige for, at vi arbejder med det, vi brænder for. Derfor skal man måske ikke stikke næsen for langt frem, for vi lever jo på andres nåde. Så når vi får en lille luns af kulturministeren, så kappes vi om at udtrykke vores glæde og kæmpe taknemmelighed på de sociale medier. Og når midler bliver taget og puljer bliver lukket ned, så tier vi. For vi vil jo nødig være sådan nogen, som brokker os, eller blive uvenner med de få politiske venner, vi har. Det skal vi holde op med. Både som enkeltpersoner og som organisationer,” slår han fast.

Det flotte spir på toppen

I stedet opfordrer han til få valgt nogen ind i kommunalpolitik, “som ikke bare har kunsten og kulturen som sin mærkesag, men som kender den indefra. Som arbejder med den og som vitterlig er klar til at kæmpe for den, når de hårde og kolde økonomiske prioriteringer skal fortages. Og så skal vi også turde at tale om kunsten i egen ret og insistere på at komme et spadestik dybere, end hvad alle de tomme floskler lægger op til,” siger han og opridser sin egen agenda for kunsten og kulturen:

“Mit kulturpolitiske kompas er præget af, at jeg uddannet håndværker. Det handler om, at konstruktionen skal være i orden, så man begynder med fundamentet. Det, der skal bære resten af huset inklusive det flotte spir på toppen, som kan ses langt væk, og som alle kender. Så vi skal selvfølgelig starte der, hvor det hele begynder både som kulturforbruger og som kunstner. Vi skal investere i de kreative fag i folkeskolen i samarbejde med kulturinstitutionerne, så vores børn og unge møder kunsten, både som publikum, men også som medskabere i videst muligt omfang. De er vores fundament.”

Gøre byen levende på den fede måde

Thomas Markmann peger dernæst på øget fokus på vækstlaget med en talentudviklings-strategi, der kortlægger fødekæderne på alle kunstens områder ligesom i sportens verden. 

“Derudover skal vi sikre de bærende konstruktioner i “kulturhuset”, altså alt det kedelige, som handler om drift. Det går ikke at blive ved med at smøre midlerne for tyndt ud, for så begynder konstruktionen at vakle både menneskeligt og kunstnerisk. Kunstnerisk kvalitet og menneskelig trivsel hænger sammen, og det koster altså – også en del mere end i dag,” forklarer han og runder derefter den politiske agenda af:

“Når fundament og den bærende konstruktion er i orden, så skal vi selvfølgelig have en flot facade. Og her mener jeg virkelig, vi skal give den meget mere gas. Jeg drømmer om at invitere kunsten i alle dens former og afskygninger mere ud, så den bliver meget mere synlig og fremtrædende i alle vores bydele, på gader og pladser. Og her tænker jeg ikke så meget de store megaevents, men meget mere happenings, streetart, pop-up udstillinger, koncerter, gadeteater – alt det, der er med til at gøre byen levende, på den fede måde.”