★★☆☆☆☆ Sommerrevyen på engen 2024 – et svagt år i Odense

Vi er vant til at forvente en del af en af landets store revyer, men der er langt mellem de gode tekster i Sommerrevyen på engen. Når for mange numre samtidig går i tomgang og forudsigeligheden er stor, bliver det desværre til en noget træg omgang i Odense i år.

Revyer lever af gode tekster. Dem, der spidder aktuelle temaer. Dem, der klovner med magi. De poetiske og de sproglegende. Meget kan løftes med levering, timing og flow, men uden gode tekster er det svært at få taget til at lette. Dem er der desværre en eklatant mangel på i årets revy i Odense med det nye navn Sommerrevyen på engen.

Kan man riste boomere med boomerhumor?

Det starter med oversvømmelse i garderobens skyggespil, og det slutter med en opsang til boomerne, der ikke rykker på klimadagsordenen. Vicki Berlin står bag begge tekster. Den første er en lidt indforstået optakt, mens den anden med hendes faste karakter Camilla trods sin forudsigelighed har visse morsomme momenter. Om end det er lidt paradoksalt at riste boomerne med boomerhumor.

Forudsigelig er også Vase, Fuglsang og Svarres Hvem sidder der bag skærmen, hvor Jens Vejmand bliver til den 11-årige gamer Jens Anton, der som os alle har forvekslet livet med skærmen. Vicki Berlin leverer visen stilfærdigt, og den er som Gunvor Reynbergs Utopia, der genskriver Henrik Blichmann og Mogens Dams Den sidste turist i Europa, fine forsøg på at opdatere visetraditionen og har noget på hjerte. Camilla Bendix leverer den sidste med den rette fortvivlede sødme, når hendes turistutopist forvandler tidens herskere til bløde mennesker.

Camilla Bendix er med for første gang, men indtager trods pivtynde tekster revyscenen med stil og et anstrøg af vanvid, vi godt ville se mere til. Hun er sjov i Jacob Webles Hvad fanden er det vi synger, hvor hun er forsker, der tager den danske sangskat lidt for bogstaveligt. Lidt mere mere karakterudvikling havde sat nummeret lige i skabet.

Sammen slår Berlin og Bendix især til i Vicki Berlins Sen, hvor modne kvinder sparker røv og giver alderssexistiske herrer tørt på som svar på første dels afslutningsnummer Ung igen, hvor revyens tre aldrende herrer identificerer sig som unge i Rasmus Krogsgaards sjove tekst, der desværre som en del andre er for lang og går i tomgang.

Håndboldtræneren holder stadig

Thomas Mørk har meget lidt at gøre godt med i år, men får som Fanden selv lov at folde sin sans for detaljens magt ud i Fuglsang og Svarrers fabuleren over endnu en uddateret manderolle, der har mistet respekten, men stadig kan spille med tungen. Thomas Mørk er et kropsligt geni. Den side ser vi stort set ikke i år, og det er utilgiveligt spild.

Tom Jensen kører mest i samme gear, hvad enten han er quizvært, prepper eller officer i den våbenløse danske hær. Han og Camilla Bendix har dog en ganske finurlig entré som et symbiotisk par, der er en kommentar til lortebjerget i Ølst, men som i flere andre sketches er der ikke rigtig sammenhæng mellem tekst og karakterer – og igen bliver det for langt i spyttet.

Revydirektør Lars Arvad har liv og nuance i sit spil hele vejen, og leverer da også to sikre vindere. Først som arrogant, rødvinssippende Hans Engel i Leif Maiboms solide tekst og i anden del med sin faste karakter Nikolaj Jacobsen, der denne gang træner Frede og hans ungdommelige hold derovre i forbindelse med tronskiftet i Vase og Fuglsangs stilsikre tekst med de mange æh’er. Vi har set ham før, men karakteren holder stadig. Netop dér er der satirisk magi i luften i teltet i Odense.

En træg omgang

Mindre magi har det afsluttende 80’er-medley, der ud over en decideret sjasket koreografi også, ligesom åbningsnummeret, skæmmes af dårlig lyd. Morten Wedendahls orkester leverer, men gør ikke noget særligt væsen af sig.

Kirsten Brinks grafiske, farvespillende scenografi fungerer til gengæld atter som en perfekt ramme, der udfyldes af de medspillende sceneteknikere, der i år får fat i alskens telefonsvarere, der i få ord kaster skæve blik på tiden. Det greb er stadig sjovt og veludført.

Sidste år var jeg begejstret for den mere poetisk-milde tone, Tom Jensen tilførte revyen som instruktør. Den skabte variation i udtrykket og gav spillerne nuancerede udtryk. Men i år spiller det ikke. Tempo og energi ligger næsten konstant på samme niveau og kun enkelte steder lykkes det at bygge interessante karakterer op.

Det bliver en noget træg omgang i Odense i år, hvor vi er vant til at forvente mere. Meget skyldes de svage tekster, og det er som om, at det ellers så stærke hold heller ikke rigtig tror på dem.