★★★★☆☆ Røverne – forrygende magtkritisk holdpræstation i afgangsforestillings børneleg

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Den Danske Scenekunstskoles afgangselever fra skuespil København giver sammen med instruktør Emil Rostrup talemåden (børne)krop i en aktuel, underholdende og skræmmende uhyggelig udgave af Friedrich Schillers Røverne på Aveny-T.

Med et superenkelt greb gør Emil Rostrup Friedrich Schillers Røverne brandaktuel og særdeles spilbar for afgangsholdet af skuespillere fra København. Historien gøres nemlig til en leg på legepladsen, men en leg, der undervejs vokser ud af Røvere og soldater-rammen til en isnende fortælling om magtstrukturer.

Du er en meget lille kylling nu

Først ser vi kun deres ens, hvide strømper og sko. Så rutsjer de første to ind og sætter legen i gang. Én er “gammel og rig”, den anden hans yngste søn Franz, der intrigerer mod den foretrukne ældste, Karl, der studerer i udlandet. Far lader sig overtale til at forstøde Karl, der derefter danner en røverbande, der drager hærgende mod hjemmet og den udkårne Amalia, som begge brødre efterstræber.

Det er sjovt, når den gamle far klager sig i legehuset, og latterfremkaldende, når røverbanden dannes siddende på gokarts, der før og siden tumler rundt mellem hinanden akkompagneret af mundenes motorlarm. Men det er også allerede tidligt farligt, når paintball-pistolen affyres, for siden at vende tilbage i en grum afstraffelse efter røverbandens overfald på et nonnekloster. “Du er en meget lille kylling nu,” lyder det ydmygende til den spiller, der som Karl beordrede overfaldet og nu skal sone.

Magtens rolleskift

For mens de formidable, tyggegummifarvede parykker sidder fast og tegner grundkarakteren som det eneste ydre individuelle kendemærke, skifter rollerne som Franz, Karl, Amalie og den stakkels tjener Herman fra spiller til spiller som i børnelegen. “Det er ikke min tur. Jeg har været Franz,” forsøger en at undslå sig, da hævnens time er inde.

Samtidig peger rolleskiftene på magtens evne til at flytte sig og menneskets manglende empati. Helt programmatisk i torturscenen, hvor Herman snedigt foreslår et bytte med Franz, der så må underkaste sig, og decideret ubehageligt i spejlvoldtægten mellem Franz og Amalia, hvor grebet på gyngehesten antager fallisk dominans, og to andre spillere angste og med spinkle stemmer kontrapunktisk akkompagnerer med ordet “kærlighed”.

Som afgangskollegaerne fra Aarhus sparer holdet fra København ikke på det teatralske i deres livtag med magtens sprog. Ond latter gjalder, ydmygelser florerer og konspiratoriske intriger udpønses med malende mimik, men det særligt isnende er de henslængte metabemærkninger, hvor spillerne er “sig selv”. Alle kan de med eminent underspillet timing punktere den schillerske Sturm und Drang-retorik og installere er endog stærkere, subtilt moderne udtryk for magtspillets koder.

Dåseåbner til magtkritik

Det er tilsyneladende ingen vej ud af magtstrukturerne, for som en siger, da to andre vil lave en happy ending for Karl og Amalia: “Stop, det er Røverne, ikke Far, mor og børn”. Spillet må gå sin gang og ender i et blodbad, som får os til at gispe i afsky.

Røverne viser igen Emil Rostrups sans for det skæve – nogle ville måske sige bizarre – som dåseåbner til magtkritik. Katrine Krohns scenografi emmer af det uskyldiges uhygge i Turpin Djurhuus støvet-mørke lyssætning og universet fuldendes med Kevin Eagle Olivers lyddesign, der mestendels frembringes af holdet på scenen.

Daniel Mortensen, Eyrún Björk Jakobsdottír, Mira Elisa Obling, Nicolas Markovic, Thorbjørn Hedegaard, Ursula Esmarelda Brage og Carla Philip Røder går med på legen i en forrygende holdpræstation, hvor alle mestrer de skiftende spillestile og niveauer med glans.