★★★★☆☆ Maze – labyrinten, hvor kunst møder virkelighed

Sydhavn Teater præsenterer et nyt koreografisk lydværk af Marie Topp og Julia Giertz i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Publikum inviteres til en sanselig dialog mellem bevægelse og lyd i tre loops, hvor man frit kan komme og gå mellem kunst og virkelighed.  

Kan man lytte med kroppen og følelserne og dermed gå i ét med et miljø og miste tidsopfattelsen, fremfor at kategorisere og gå videre? Marie Topp og Julia Gietz tilbyder os at fare vild i en musikalsk sanselabyrint og overgive os selv på installationens betingelser, der udstråler både sårbarhed og styrke. Det er kunst, men også en rå virkelighed, der ikke er påtaget æstetisk lækker, men favner modsætninger og nyfortolker scenerummet. 

Midt i en installation af fascinerende instrumenter sidder en kvinde på en bænk iført et smukt, men afdæmpet kostume i Marie Ipsens design med petroleumsblå bluse og bukser med svage, røde mønstre. Kvinden hedder Marie Topp, men kunne være hvilken som helst kvinde med et levet liv og erfaringer. Med langsomme, bløde koreografiske loops er hun skiftevis engageret i at se udad på os og indad på sig selv. 

Cykliske formationer

Topp løfter armene ganske langsomt, bøjer i albuen og ser længe på én af os. Eller hun ser på os med sine hænder, der rækker ud og holder stillingen i lang tid. Håndfladerne vender ud mod os, som ville hun sende følereceptorer ud i omverdenen. Hænderne synes at kunne indsamle data for så at opsuge indtryk, når håndfladerne og opmærksomheden vendes mod hendes egen krop, igen med lukkede øjne.

Måske er det sådan, det er at leve. Livet i en nøddeskal, som essens. Indtryk og udtryk i samvær med omgivelserne. Maze sætter farten ned og repeterer igen og igen cykliske formationer for at udfordre vores egen og samtidens tendens til at løbe i én retning fuld af distraktioner undervejs. Det ses tydeligt i kroppen på de publikummer, der ankommer med lidt for meget fart på, at de bremser op med det samme.

Topp reagerer på pludselige bevægelser i rummet med fuld udadvendt opmærksomhed og direkte øjenkontakt. Jeg ser dig, men jeg sanser dig også. Undervejs reciterer hun svagt en tekst, de medvirkende og dramaturg Igor Dobričić har skrevet om at være i the Maze. ”Between subjects and objects, between bodies and sounds, between you and me…both music and noise…”

Rå æstetik med mening 

Det er et ganske usædvanligt orkester, duoen arbejder med. Spredt ud over gulvniveauet står vidt forskelligt udseende, specialkonstruerede strengeinstrumenter og andre resonerende former, sensorer og højtalere. Der er store og små aluminiumsobjekter, nogle runde liggende, nogle flade plader ophængt i en lille organisk træbue. Der er træskaller formet som konkylier, mens andre ligner hjerner.

Magien opstår i danserens interaktion med os og med lyde fra instrumenterne, der samtidig er en fascinerende scenografi med et myldrende hav af ledninger. Flere instrumenter står på spejle, der blotter undersiden, hver en plastikdims, skrue, roterende små skiver, elektroder og højtalere. Alle ledninger fører, som myldrende navlestrenge op til et kontrolcenter, hvor Julia Giertz dirigerer digitalt.

Alt er lagt frem for vores sanser, så vi kan se og mærke det rå, højloftede, kolde rum med murstensgulv og kalkede vægge. Der er sat bænke op til os, men vi kan også bevæge os rundt, hvilket de færreste gør. Måske fordi installationen er så åbenlyst skrøbelig. Orkestreringens mange lag udgør en lille symfoni af både bløde og skærende lyde, pulseringer, brummen og klik.

Mellem kunst og virkelighed

Med forsigtighed kan man komme tæt på hvert instrument og høre dets unikke bidrag til helheden, men det kræver stor adræthed. Døren er på klem ud til kirkegården, hvor fuglene interagerer så fint, at jeg flere gange må lytte ekstra efter, om fuglesangen kunne være digital. De metalliske pladers svingninger har nemlig også fløjtelyde og melodiske toner, der blander sig med virkeligheden.

Vi bevæger os hele tiden i grænselandet mellem kunst og virkelighed, inde og ude, optrædende og publikum, som forestillingsteksten siger. Endnu et eksempel er David Nicolás Abads scenelys, der både består af teaterspots, skarpe lysstofrør og aftenlyset, der siver ind gennem en sprække udefra. Det er en kunst at kunne harmonisere sammen med virkeligheden og dermed lade sig føre gennem det ukendte. 

Energier blander sig i rummet mellem lyde, musik, natur og mennesker, der sammen skaber det, der nu skal ske. Ved at træde tilbage fra trangen til at polere et kunstnerisk rum med lækker æstetik, gives der plads til noget helt tredje. Noget, der opstår lige dér i mellemrummene. 

Se trailer her.