★★★★★☆ Bakkens Hvile 2024 – frisk, frivol og sprællevende tradition

Der er mange grunde til at tage på Bakken i år, hvis man er til satire og musik. Cirkusrevyen har netop haft premiere, og forleden kom turen til det traditionsrige syngepigeshow i Bakkens Hvile, hvor Dot Wessman og hendes bundcharmerende hold leverer varen i et skarpt miks af klassikere og nye bidende, sjove tekster.

På Bakkens Hvile træder man ind i 147 års kulturhistorie. Den gamle pavillon er ikke bare den ældste forretning på Bakken, men også den sidste syngepigepavillon i verden. Historien emmer i rummet og hyldes fra scenen, men det ville være synd at sige, at der gror mos på konceptet. Bakkens Hvile 2024 holder traditionerne i hævd med en god kombination af klassikere og helt ny satire.

Klassikere og satire i stærk dynamik

Sus Mathiasen, Tina Grunwald, Ann Farholt og pavillonens ejer Dot Wessman er årets bakkesangerinder. Alle erfarne og med smæk for skillingen og smut i øjet allerede i åbningsnummeret, Aagaard/Jantzens Vær lidt fræk, hvor både Barbera Bertelsen og Dot Wessman får lidt røg med på vejen for at være barske at forhandle med.

Hvor er det en fryd at se fire seje, barske, modne damer på scenen. Én er dog den skrappeste af alle, nemlig Mette Frederiksen, der får sin bekomst i Flemming Jensens fine tekst Det må vi ikke for…, hvor makrelmadden sejrer og friheden stækkes.

Bakkens Hvile er tæt beslægtet med revyen, blot er satiren primært på vers, mens replikkerne imellem sangene mest er drilleri damerne imellem. De dagsaktuelle tekster, der rummer mere end politikersatire, indgår i en stærk dynamik med klassikere som Bakkevalsen og Gå med i lunden og ikke mindst i det forrygende medley Vi elsker refræner, der hylder alle de bakkesangerinder af alle køn, som de fire på scenen står på skuldrene af, med linjer fra hver deres signatursange fra Dagmar Hansens Oh Dagmar til Cæsars Ali Bali Bi.

Sødme og global opvarmning

Sus Mathiasen har eneret på “at pudse kronjuvelerne” i Wendt, Tind & Engholms fantasi om at være Kong Frederiks d. 10, mens hun har erotiske familieudfordringer i Henning Weeljus Lukket for det varme vand. Ann Farholt kæmper derimod med for megen kropslig varme i Rasmus Krogsgaard Der er noget galt – globalt, hvor klimakteriekroppen bliver synonym med den opvarmede klode. Elegant og bramfrit i samme moment.

Tina Grunwald har travlt med at få fyldt huller og lagt rør ind i Karen-Marie Lillelunds håndværkerode Send mig en mand, der som mange andre tekster abonnerer på et noget bedaget kønsbegreb, men sådan er stilen og den leveres charmant. Tina Grunwald og Sus Mathiasen har til gengæld sødmen i behold i Robert Arnolds Herlig er sommernatten, der som flere af de øvrige tekster flirter med erotikkens frihed og følger.

Det bliver et nej tak til Havets minister

Ann Farholt er et lysende fyrtårn med sin bundrøgede stemme og galaktiske charme, og andre end jeg fik fornyet abonnementet til hendes fanklub. Først var hun skeløjet indebrændt i meget små sko i Wendt, Tind & Engholms Jeg er sur, og efter den dampende klode måtte hun i anden del Ud på flisen i en fin opdatering af Robert Arnolds original.

Dot Wessman bandt sangene sammen med historiens anekdoter og drømte sig tilbage til den gamle pavillon i en vemodig-varm udgave af Bakkesangerinden. Med tungen i kinden får hun også ristet det meste af Christiansborg i Flemming Jensens sjove Ny bartender. Hverken Havets minister, den lave Lars Løkke eller den triste Troels Lund finder dog nåde for damens blik og hendes mand, Morten Messerschmidt, får lov at blive i baren.

Høj hatteføring og glødende kontakt med salen

Kostumerne er overdådige, pikante og humoristiske, og vi får dem på helt tæt hold i Køb blomster, køb blomster, hvor sangerinderne traditionen tro bevæger sig ned mellem bordene med roser, mens mønterne regner ned over dem – de tager naturligvis også mobilepay.

Dot Wessman takker ikke bare de hårdtarbejdende tjenere, men hylder i år også pianist, komponist og arrangør Kenneth Sichlau, der i 30 år har siddet bag tangenterne. Sune Gylling Æbeløs jazzy hyldest til Sichlau, Ikke uden os, der har linjer som “Han er Bjørn, jeg er Okay. Han er bøf, jeg er løg,” siger i sig selv en del om Bakkens Hvile-universet.

Michel Castenholt har instrueret et velproduceret, dynamisk show, der kun bliver skønnere af, at et par tekster ikke sad helt i skabet til premieren. Det klarer damerne med høj hatteføring og en konstant glødende kontakt med salen. Lad os med Sune Gylling Æbeløs blide finalesang nynne “Godnat, men ikke farvel” til en kulturel institution, der er unik i Danmark – og verden – og som formår at holde sig både underholdende og aktuel.