SPOR 2024 – festival for musik og tonekunst – blev afholdt i den forgangne uge i Aarhus. Udover traditionelle koncerter bød festivalens program på interessante scenekunstneriske performances, et tankevækkende VR-værk og en stemningsmættet totalinstallation.

Over fem dage fra onsdag til søndag strakte programmet for SPOR 2024 sig med vidt forskellige oplevelser. ISCENE tog forbi festivalen fredag-lørdag, hvor værkerne især kredsede om dyreriget og naturen.

Stemningsmættet totalinstallation

Between Music kunne på SPOR 2024 præsentere deres helt nye værk, Breaking the Surface, der måske genremæssigt befinder sig langt fra scenekunst, men ikke desto mindre er en smuk og meget meditativ oplevelse. 

Totalinstallationen rummer syv forskellige dele, som publikum kan vandre igennem i eget tempo. Alt henligger i halvmørke, og Rytmisk Sal i Musikhuset er inddelt i mindre zoner. Det første lille værk består af hængende cylindere med vand og lys, hvori små højtalere sænkes ned gennem overfladen, så lyden sendes både i og over vandet. Herfra lyder stille sirenesang med lyse, vibrerende toner uden ord, og boblende lyde og skingre, skærende toner, der blander sig i det yndige.

Undervandsvideoer

Breaking the Surface har en række videoprojektioner af mennesker under vand. Én spiller violin, en anden ammer en fisk, en tredje spytter æggeblommer ud, mens en fjerde kører en fisk gennem en gammeldags kødhakker. Det hele er holdt i gyldne toner, som var det guldaldermalerier. Hver video, der fremvises på vidt forskellige måder, ledsages af markante lydsider. På en buet skærm, der spejler sig i et rundt bassin med vand, ses en nøgen ryg tatoveret med noder. På små skærme i begge ender af en gang, hvor fugtig tåge siver ud omkring beskueren, ses i den ene ende den nøgne, fiskeammende kvinde, og i den anden ende en skægget mand, der leger med en solgul æggeblomme i vandet.

Der vises små film i en interaktiv brønd midt i et stort, firkantet bassin, i bunden af antikke kemikolber, der er arrangeret på et bord, og under loftet i en særligt meditativ zone, hvor besøgende ligger på ryggen på hynder og kigger op på en rund skærm. Sidstnævnte giver fornemmelsen af at duve afsted under vand, mens en mærkværdigt fascinerende æggeblommeregn drysser fra himlen og smuk sang lyder fra højttalerne. Samlet set er Breaking the Surface som en form for drømmeoplevelse ledsaget af sære billeder og undervandstoner.

Plirrende øjenvipper

Noget mere konkret opleves komponist Simon Løfflers performance Animalia, der spiller på Teater Refleksion fredag eftermiddag for en godt og vel fyldt sal. Animalia består af en række kortere scener, hvor performerne skaber helt fine lydbilleder inspireret af dyreriget. Værket er udviklet siden 2019, men to af scenerne har eftersigende urpremiere denne dag. Programmet melder dog ikke noget om, hvilke der er tale om.

Der er fuldstændigt stille i salen, hvor kun en svag summen fra elektronik eller måske ventilation kan høres. De fire medvirkende, Simon Løffler, Ane Marthe Sørlien Holen, Jennifer Torence og Inga Aas, har publikums fulde fokus fra første sekvens.

Ane Marthe Sørlien Holen træder frem som den første og sætter sig på en enlig klaverbænk midt i det sorte scenerum. Hun giver begrebet plirrende øjenvipper en helt ny betydning, når hun – ved at åbne og lukke øjnene med de ekstra lange, kunstige metaløjenvipper – frembringer bittesmå plirrende lyde på de små bækkener, der er fastgjort til hendes kinder.

Florlette, flaksende vinger

Den ene scene afløser den anden. Den ene mere finurlig end den anden. Med hvert deres flade træstykke i munden, som et lukket næb, skaber Jennifer Torence og Inga Aas en fin, næsten uhørlig skurrende lyd ved at gnide de to træstykker mod hinanden. Næsten som svaner i dans. Lige så stille og fin er scenen, hvor Jennifer Torence og Simon Løffler, begge iført florlette, mørke vinger, som var de enorme insekter, ligger på gulvet med deres nøgne, krummede rygge blottede. Små bevægelser af vingerne gennem luften eller henover gulvet skaber blafren og svagt skurrende lyde.

I det hele taget er lydbilledet til de mange små scener i Animalia så diskret og fint, at det i sig selv havde været fascinerende at lytte til. At det så gennem de mange scener tilføjes bevægelser og performances med små, hvide, blafrende sommerfuglevinger, dansende, langhalsede svaner, florlette, flaksende vinger, herlige bugtalende rævehoveder og ja, plirrende øjenvipper, gør bare helhedsoplevelsen bedre. Animalia spillede blot denne ene gang på SPOR 2024, men heldigvis var salen så stuvende fuld, at publikum måtte sidde flere på samme stole og at trapperne på begge sider af stolerækkerne også var besat.

Fornemmelsen af forandring

Lørdagen stod på to helt anderledes oplevelser. Her var ingen inspiration fra dyr, men derimod et fokus rettet mod mennesker og vores måde at være i og opleve verden. I Daniel Kötter og Hannes Seidls VR-værk Fluss (Stadt, Land) placeres publikum med god afstand på hver deres stol i Radar på Godsbanen. Herfra kan vi gennem VR-brillerne og det lydtæppe, der fylder lokalet, opleve “et ingenmandsland ved floden Evros, som adskiller Grækenland fra Tyrkiet og EU fra resten af verden”.

Stedet er det samme fra start til slut, men tiden bevæger sig synligt når lyset skifter fra begsort nattemørke til dag og afslører et let lag af sne, der matcher det ualmindeligt kølige lokale. Drejefoden på stolen gør det muligt at se på landskabet i 360 graders vinkel. Her er ingenting, og alligevel sker der en masse. En grøn presenning sidder fast i nogle træer ved floden, hvor vandet løber roligt forbi. Der er træer, buskads og enkelte tegn på mennesker med resterne af et hegn og en enligt placeret træhytte. Ind mellem brydes stilstanden af en fugl eller en schæferhund, der patruljerer forbi.

Vi lytter til et elektrisk knitrende lydbillede. Susen af vind, let brusen af vand. Fluss (Stadt, Land) er et værk, der tager sig uendeligt god tid. Næsten en hel time sidder vi der og iagttager. Vi mærker kulden og blæsten i lokalet. Føler den ørkesløse venten på egen krop. Først mod slut sker et markant skifte, da røgsøjler begynder at sive fra træhytten. Lyden bliver mere gennemtrængende, buldrende, larmende i et crescendo frem til et øresønderrivende niveau, når flammerne bryder igennem og får overtaget.

Stærke kontraster i lyd og billeder

Den voldsomme afslutning står i skarp kontrast til den lange, forudgående stilstand. Og styrken i Fluss (Stadt, Land) er netop i kontrasten. Det gør sig også gældende i dagens anden performance, Sandra Boss og Datterselskabets Mother Soldier, der under SPOR 2024 opføres i Den Rå Hal på Godsbanen.

I Mother Soldier står tre uniformsklædte kvinder foran publikum. Percussionisterne Irene Bianco, Marta Soggetti, Sara Nigard Rosendal leverer militærisk præcision på både trommer, bækkener og klangskåle. Ranke, fokuserede og synkrone bevæger de sig omkring i Simone Wierøds march-koreografi, der passer ind i de rå omgivelser, som var de skabt hertil.

Sandra Boss’ kompositioner er rytmiske og med enorme, kontrastfulde udsving i lydstyrken, som en vekslen mellem kamphandling og venten. En overraskende rørende, ordløs fortælling om kvinder i krig, der i løbet af tre kvarters tid bevæger sig fra trommehvirvlende march over larmende bombardement til svagt simrende lyde under sorte sørgeslør.

SPOR 2024 bød på spændende scenekunstneriske oplevelser. De fire ovenstående af vidt forskellig art understreger fint, at man ikke altså kan drage et hårdt skel mellem de kunstneriske genrer, når lydkunst, performance, koreografi og dramaturgiske fortællinger smelter sammen i nye, interessante hybrider.