ISCENE tager pulsen på kunstens rolle i det kommende kommunalvalg og spørger forskellige kulturaktører og kommunalvalgskandidater: Hvorfor står kunsten så lavt placeret i det politiske hierarki?
Maria Frej har en lang karriere indenfor kulturbranchen. Hun er leder af MusikTeatret Albertslund og stiller op for SF som kandidat til Borgerrepræsentationen i København. Her svarer hun på vores spørgsmål og fortæller om sit bud på kunsten og kulturens position i det politiske kommunallandskab.
Kultur er ikke attraktivt
Hvilken position oplever du, kunsten og kulturen indtager i den politiske kommunalvalgdebat?
“Kulturområdet er altid placeret lavt i politiske hierarkier. Fx er det ”sidstevælgerne” blandt politikerne, som ender i Kultur- og Fritidsudvalget. Teknik- og Miljøforvaltningen eller Børne- og Ungdomsudvalget er mest attraktive. Bemærk også, at kulturområdet er repræsenteret ved ganske få spørgsmål i diverse kandidattest, ligesom læserbreve typisk handler om trafik, børneinstitutioner og ældrepleje, ikke om kultur.
Vi ved godt, at livet handler om andet og mere end tag over hovedet og mad på bordet
Når man spørger borgerne om, hvad kultur betyder for dem, betyder den imidlertid rigtig meget! Det viser talrige undersøgelser. Så det er ikke fordi, vi mennesker ikke ved, hvor stor betydning et rigt kulturliv har for livskvalitet, trivsel og åndelig næring. Vi ved godt, at livet handler om andet og mere end tag over hovedet og mad på bordet.”
Meningen med livet
“Vi ved godt, at meningen med livet er mere end det. Men i valgkampe og i politik generelt er fokus på rammer og forudsætninger, og meget lidt på indhold og det, som giver livet værdi, fordi rammer som tag over hovedet repræsenterer problemer, man her og nu umiddelbart kan forstå, gribe i, have håndfaste meninger om og komme med løsninger for.
I valgkampe og i politik generelt er fokus på rammer og forudsætninger, og meget lidt på indhold
En politiker skal løse brændende udfordringer i skolen, på sundhedsområdet og boligområdet og med , klimaudfordringer. Og fordi der er valg hvert fjerde år, så er man meget opmærksom på her og nu-problemer, som borgerne på den korte bane peger på. Kulturen arbejder derimod på den lange bane. Effekterne er på den lange bane: Trivsel, livskvalitet, reflektionsevne, fællesskaber, forståelse. Og det stiller den svagt hos kommunalpolitikere.
Kulturen kommer med andre ord sjældent med problemer, som her og nu konkret gør meget ondt på nogen. Der er ikke en direkte sammenhæng mellem at spare et kulturhus væk og lidende borgere, men der er masser af indirekte sammenhænge. Der er ingen billeder af blødende borgere, hvis man nedlægger et teater, undlader at støtte en festival, har for få bibliotekarer eller skærer i musikskolen. Der kan komme et par klager, men de virkelig skadelige virkninger ses på længere sigt.”
En lille sten
Hvor spændes der ben for, at kunsten og kulturen står øverst på dagsordenen?
“Det politiske miljøs fokus på konkret og akut problemløsning og korte tidshorisonter og genvalg spænder ben. Kommer man som kulturaktør til en politiker, skal man ofte helst vise, at man kan løse et problem på et andet område, fx med integration, sundhed eller bosætning. Og helst hurtigt. At tale overordnet om samfundsberigelse og livskvalitet, som måske rent faktisk som sidegevinst letter presset på det sociale område om en generations tid, løser ikke et burning platform-problem. Selvom det måske er den mest holdbare og rigtige løsning.
Den slags har det som en blød trafikant i selskab med store, hurtige biler – svært
Kulturområdet repræsenterer mening og værdi, og den slags har det som en blød trafikant i selskab med store, hurtige biler – svært. Men det gør jo ikke området mindre vigtigt.
Ironisk nok har det også en negativ betydning, at kulturen er et lillebitte budgetområde i forhold til sundhed, skoler eller teknik og miljø. I magthierarkiet er man ikke en stor spiller, men den, som kommer til sidst, når slatterne skal deles ud. Kender I billedet med at pakke en rygsæk med små og store sten? Man lægger de store sten først, og så kan de mindre sten passes ind. Starter man med de små sten, er der ikke plads til de store. Kulturen er en lille sten, som derfor kommer til sidst, når de store budgetsten er lagt.”
Der er for få kulturfolk i politik
Hvilke muligheder ser du for at løse disse benspænd?
“Der er jævnt hen sympatiske bestræbelser fra kulturaktørers side på at tale den kulturpolitiske dagsorden op. Pege konstruktivt på, hvad man kan hjælpe og bidrage med. Levere fakta og data. Vise sig løsningsorienteret og interessere sig for andres behov og dagsordener. Det er mange år siden, man kunne beskylde kulturaktører for at leve på egne planeter, være snobbede og ikke gide forklare egen legitimitet.
Det ser heldigvis ud til, at bestræbelserne på at komme samfundet i møde virker til en vis grad. Jeg synes faktisk, der er en voksende forståelse for, at vi har brug for kulturen. Især i disse værdipolitiske krisetider, hvor kulturlivet nu paradoksalt nok er så vigtigt, at politikere gider prøve at bestemme over det og forbyde det, de ikke bryder sig om. Den voksende viden om kultur og sundhed hjælper.
Det er mange år siden, man kunne beskylde kulturaktører for at leve på egne planeter
Det er et langt træk, og kulturen har det svært i en verden præget af hurtige kalorier og forventningen om at levere budskaber på 134 tegn. Med det enorme fokus på at løse problemer her og nu i stedet for at så frø til fremtiden. Men at komme ud af sin boble, interessere sig for andre og hele tiden levere viden og fakta og pege på, at vi alle sammen på egen krop faktisk næres af kultur – også den mest sure politiker – det løsner op og hjælper. Og så kan man jo som kulturaktør også stille op til politiske poster og præge debatten på den måde. Der er alt for få kulturfolk i politik!”
Tal kulturen op
Hvilken agenda har du for kunsten og kulturen i din politiske dagsorden?
“Min agenda – som politiker – er at tale kulturen op. Forklare, hvorfor vi har brug for den, og at den har brug for politisk opmærksomhed, ligesom andre områder har. Den kan ikke tages for givet. Masser af kultur klarer sig fint på egen hånd, men mangfoldigheden og arbejdet med at sikre, at alle får glæde af kulturen. Det kræver politisk vilje og investering. Og helst en langsigtet plan – ikke bare nogle små lappeløsninger og hassaner her og der.
Det kræver politisk vilje og investering
Som kulturaktør er min dagsorden at levere kultur og skabe de bedst mulige møder mellem forskellige kulturelle udtryk og mennesker. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi får bedre samfund, bedre mennesker, klogere mennesker og stærkere fællesskaber, når vi har et stærkt, frodigt kunst- og kulturliv.”
Maria Frej har blandt andet været ensemblechef, programchef og koncerthuschef i forskellige offentlige og private kulturinstitutioner. I dag er hun leder af MusikTeatret Albertslund. Maria Frej har sideløbende altid været stærkt kulturpolitisk engageret, dels gennem organisatorisk arbejde og hverv, fx i Statens Kunstfond og diverse bestyrelser, og dels som medlem af Borgerrepræsentationen i København for partiet SF med plads i blandt andet ultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget.




