★★★★☆☆ Huxi Bach rister samtiden som satirisk troubadour i Ufatteligt

Huxi Bach indtager med charmerende underspil den satiriske troubadourrolle i sit nye og syvende oneman-show Ufatteligt. Med oprigtig undren over tidens tiltagende dårskab, bruger han videnskaben og poesien til at riste de magtfulde, men også pege på vores eget ansvar i en ufattelig tid.

“Hvad fanden foregår der?” spørger Huxi Bach i sit syvende oneman-show, Ufatteligt, der behændigt spiller på både navn og tema på hans videns-podcast Ubegribeligt.

Og der er nok at flå sig i håret over i en ufattelig tid, når man som Huxi Bach stiller sig oprigtigt undrende an fra et fundament af videnskabelighed og ordentlighed. Han er betaget af videnskabens nørdethed og bringer den direkte i spil i en vidunderlig afklædning af den mere konservative position i en af tidens debatter om kønsidentitet. “Der er to køn, det er det naturlige,” lyder det typisk fra denne side af diskussionsbordet, men Huxi påviser, ved hjælp af fladormens parringsmønster, at flydende køn ikke kun er en kulturel konstruktion.

Huxi Bach går til angreb på dumheden, der vokser, selvom vi har mere viden til rådighed end nogensinde før. Om end vi gerne udliciterer den til AI, der også bliver dummere i omgangen med os, borgerne. Borgerne, bliver hos Bach synonyme med netop dumheden. Den kommer til udtryk som synsninger uden belæg eller som decideret aggressivitet på SoMe. Følelser før forstand – eller rettere følelser uden forstand.

Hund, kat og Godzilla

Vi har lært af de bedste. Den mest ufattelige er Trump, der omskaber verden efter forgodtbefindende med “kugleskøre udtalelser” og “udnævnelser af gale typer.” Det har Moderaterne ladet sig inspirere af. Trump-temaet er svært at vride nye jokes ud af, men Huxi Bachs projekt er også mere underspillet satire. Det bæres i høj grad af hans genuine undren over galskaben, der elegant pointeres i sange efter hver temabid. En blues lavet på melodien fra On the road again er næppe et tilfældigt valg, der handler om Trumps genvalg.

Huxi Bach er en glimrende musiker og sangene giver showet en poetisk dimension, der udvider perspektivet og giver følelserne plads. For de skal selvfølgelig også være der. Holder man af Niels Haugaards univers, vil man også elske Huxi Bachs. Her er mere tale end sang, men den satiriske troubadourrolle har fundet et godt hjem hos ham.

Særlig skøn er familiedramaet i sangen om regeringen – benævnt “hund, kat og Godzilla” – med omkvædet “dys/dys/dys/dysfunktionel….vi valgte det selv.” Han har mindre travlt med Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, men sætter i stedet det tunge skyts ind mod regeringens apati i forhold til miljø. Det er personificeret i havets minister, Magnus Heunicke, og går efter Løkkes magtliderlighed. Herunder Moderaternes håndtering af ekskluderede pædofile og krænkende medlemmer, der sniges ind ad bagdøren igen, når mandattallet kræver det.

Lækre andelår

Huxi Bach påkalder sig igen og igen “samfundets søjler” med en opfordring til, at vi skal agere på basis af viden. Medierne får et fur, da de snart ikke er at adskille fra den “borgerjournalistik”, han som en ædelsten af komik kontinuerligt kan finde nye grin i.

Borgerne – og det er jo os – får også med krabasken i en fin bid om dyrevelfærd, der sættes i perspektiv af en sang om grisenes tanker. Dem behøver man faktisk ikke forske i. Det er åbenlyst, at de er triste, og problemet er ikke svinebønderne, men os – de tilbudshungrende forbrugere.

Den mere dekadente ende af borger-begrebet finder vi hos dem, der prepper Politiken Plus-style. Det er muligvis også dem, der blandt andet befolker stolerækkerne til Ufatteligt og ler af egen mangel på forståelse af tidens ufattelighed. Huxi Bach sætter elegant kniven ind ved at udstille de magtfulde og derpå twiste sigtet mod os, der lader søjlerne smuldre. For “der er intet, du ikke kan klare / hvis du har en confit de Canard”.

Ufatteligt er ikke fuld af epokegørende observationer, vi aldrig har hørt før, men Huxi Bach er umanerligt godt selskab og har skruet et supertight show sammen. Det er behageligt at være i, men kradser alligevel på den begavede måde for dem, der – trods hang til lækre andelår – alligevel tror på, at et samfund er bygget på søjler af viden.