★★★★★☆ Cyrano de Bergerac – sproglig ekvilibrisme og en følelsesmæssig rutsjebanetur

På Odense Teater er Edmond Rostands klassiker Cyrano de Bergerac forvandlet til en nutidig, visuel lækkerbidsken med svirpende sprogligt bid. Og Benjamin Kitter er ganske enkelt formidabel i titelrollen.

Den britiske dramatiker Martin Crimp har i 2022 gendigtet Edmond Rostands skuespil fra 1897 om den stornæsede, poetiske soldat Cyrano de Bergerac.

De romantiske vers fra den originale version er med præcision og elegance ført up to date, så den oprindelige stemning stadig findes side om side med moderne sprogbrug og spoken word. Ikke mindre imponerende oversat til dansk af den erfarne Niels Brunse.

Forrygende Cyrano

Den altoverskyggende stjerne på scenen er Benjamin Kitter. Hans Cyrano er ganske enkelt sprudlende. De tre timer, forestillingen varer, flyver afsted, mens vi følger ham gennem første akts morsomheder ind i anden akt, hvor uventede tårer til slut triller ned af mine kinder.

“Man skulle tro, det var så nemt at fornærme mig og min næses anatomi, men det kræver faktisk lidt litterær fantasi,” erklærer Cyrano efter det første forsøg på en fornærmelse af ham. Kitter ejer scenerummet, og hans energi er dragende fra første færd. Cyranos ego og hans letantændelige vrede bliver virkelige på scenen, ligesom hans konsekvente vers – uanset om han vil forføre eller fornærme – bliver naturlige.

Lige så skarp og underholdende, han kan være, lige så rørende er det, når hans glæde over, at Cecilie Gerbergs Roxanne har sat ham i stævne, afløses af indestængt skuffelse, da han indser, at det er Mathias Bøgelunds Christian og ikke Cyrano, hun vil erklære sin kærlighed.

Vaskeægte lækkerbidsken

På Odense Teater har Nicolei Faber givet fortællingen liv og nerve i en iscenesættelse, der – ligesom det sproglige forlæg – mikser genrer og tider. Som i hans eklektiske iscenesættelse af Tjekhovs Mågen på samme scene i sidste sæson, opleves det fra publikumsrækkerne som den mest naturlige ting i verden, at der i bagernes bogcafé i 1640’ernes Paris står en moderne espressomaskine.

Visuelt er iscenesættelsen en vaskeægte lækkerbidsken. Det monokrone udtryk i Mie Riis’ scenografi og kostumer er gennemført til mindste detalje, så det virker fuldkommen logisk, at de mange digterspirer, der er i lære hos Natalí Vallespir Sands poetiske bager Leila, øver deres færdigheder ved at skrive med kridt på de sorte tavlevægge.

Stærk ensemblepræstation

Det store ensemble på scenen leverer ekvilibristisk de sproglige finurligheder med en lethed, så publikum på den ene side trækker på smilebåndet og på den anden side accepterer, at romantiske vers sagtens kan kombineres med ord som “flydende kønsidentitet”, “fuckable”og “kulturel appropriation”.

Louise Davidsen, der i parentes bemærket er en forunderligt smuk mand i rollen som Ligniére, er den første på scenen til at snuppe mikrofonen fra stativet og i bedste spoken word-stil til lyden af et diskret beat leverer en præsentation af hele sceneriet. En præsentation for den nyankomne, unge Christian, der blandt andet må lære, at en “crossdresser”, er “et af de sikre publikumsesser”.

Stemningsskabende lys og lyd

Ligesom ensemblet har det kunstneriske hold leveret en gennemtænkt og gennemført præstation. Esther Lee Wilkinson har sikret, at duellen mellem Cyrano og Haesam Jakirs Valvert er en elegant koreograferet fægtekamp.

Simon Holmgreen har skabt et gennemført, køligt lysdesign, hvor gråligt vinterdagslys falder ned over scenen i første akt, mens anden akts modløse krigsscener er svøbt i røgfyldt halvmørke, der afløses af skarpe, hvide spots og eksplosioner af lys, når bomberne falder omkring de fortabte soldater på slagmarken.

Det hele understøttes af Kim Malmoses lyddesign med lavfrekvent buldren, energiske beats og Hannah Schneiders kompositioner, der ligger som et fint bagtæppe under hele iscenesættelsen. Et bagtæppe, der i ny og næ vælter frem og får mere plads, som netop da bomberne springer til lyden af tordnende buldren og de næsten maniske violiner i Vivaldis “Vinter” fra De fire årstider.

Nyt liv i en klassiker

Odense Teater har pustet nyt liv i en gammel klassiker som Cyrano de Bergerac. Men på en måde, så den oprindelige fortælling stadig mærkes hele vejen gennem de nye, sproglige formuleringer og de diskrete, små ændringer i fortællingen, som får den til at passe perfekt ind i nutiden.

Mærkværdigt nok var der stort set intet publikum til forestillingen dagen efter premieren. Om det skyldtes det tidlige tidspunkt (forestillingen spiller kl. 17 på fredage) eller det varme sensommervejr med næsten 30 grader, er uvist. Men sikkert er det, at det udeblevne publikum gik glip af en forrygende scenekunstnerisk oplevelse denne aften i Odense.