★★★★★☆ Mågen – stærkt skuespillerhold i eklektisk iscenesættelse

På Odense Teater er Anton Tjekhovs mere end 100 år gamle Mågen forvandlet til et vedkommende drama med eviggyldig relevans og rigeligt med humoristiske indslag i det overordnet tragiske. Alt sammen leveret af et stærkt og velspillende skuespillerhold.

I Simon Stephens’ bearbejdelse, som Nicolei Faber har instrueret på Odense Teater, er Mågen Anton Tjekhovs historie, som vi kender den. Familie, venner, naboer og ansatte er samlet for at tilbringe sommeren på et familielandsted langt uden for byen. På overfladen synes alt idyllisk, men konflikter og modstridende interesser truer – ikke blot samværet, men selve livet for flere af de implicerede.

Annonce

Her er de succesfulde og velhavende som Natalí Vallespir Sands glamourøse, selvoptagede skuespillerinde Irina og hendes mand, Claus Riis Østergaards charmerende forfatter Boris. Og her er de håbefulde unge i form af Kristoffer Helmuths forhutlede, barfodede Konstantin, Irinas søn, der drømmer om at skabe stor, nytænkende kunst, og hans kæreste, Rosemarie Mosbæks purunge, smukke Nina, der brændende ønsker sig en glorværdig skuespillerkarriere som Irinas. Mellem disse to yderpunkter bevæger alskens personager sig omkring – muntre, syge, ulykkeligt forelskede og for langt de flestes vedkommende håbløse.

Eklektisk tidløshed

Der er noget gennemgående eklektisk over Nicolei Fabers iscenesættelse af Mågen, som fungerer overraskende godt og giver fortællingen et svirp af eviggyldig relevans. Vi hører om bohemiske kunstnerliv og hestevogne til toget ind mod byen, alt imens Anders Gjellerup Koch – i rollen som Irinas ældre, svagelige bror Peter – kører rundt på en moderne elscooter.

Alle de medvirkende er i første akt klædt i tøj, der kunne være taget ud af 1970’erne med et væld af brune nuancer, mønstre og lårkorte kjoler tilsat tunge støvler. Og i anden akt, hvor en længere årrække er passeret forbi i pausen, er moden rykket op til 1980’erne, hvilket især afspejles i Konstantins påklædning med løstsiddende, rød skjorte i et let skinnende materiale stukket ned i linningen på mørke bukser, en markant ørering i det ene øre, eyeliner og mørklakerede negle, der alt sammen understreger hans nyvundne status som succesfuld kunstner.

Også Jonas Fly Filberts scenografi har noget tidløst over sig. Holdt helt i blå-gråt med rækker af søjler, som grafer i en illustrativ figur, er scenografien det stikmodsatte af “den forbandede dagligstuedekoration,” som Konstantin så indædt hader ved alle teateropsætninger, han har set. Et scenedesign, der bakker op om historien uden at tage fokus og spiller med på alle de forskellige tidsperioder, som tilsyneladende uproblematisk mødes og samles i iscenesættelsen.

Vanvid eller klarsyn?

Vi starter ved begyndelsen. Der, hvor den håbefulde Konstantin vil vise sit nyskrevne teaterstykke for familie og venner. En forestilling med den unge Nina som skuespiller i en sprogligt tung monolog, der skal udspille sig i haven ved solnedgang i en scenografi bestående af bunker af fyldte, sorte affaldssække. Allerede her etableres den indre splittelse i Konstantin, når han, mens han stabler sæk for sæk i en bunke, siger: “Hun elsker mig, hun elsker mig ikke” med henvisning til sin mors kærlighed – eller manglen på samme.

For Konstantin er med sine egne ord “en omvandrende påmindelse om, at hun ikke er ung mere”. Og da den etablerede forfatter Boris får øjnene op for Konstantins unge kæreste, begynder hans verden for alvor at smuldre. Et begyndende vanvid, eller måske klarsyn, titter frem og manifesteres i den måge, han skyder, og lægger for Ninas fødder. Et varsel om såvel hendes som hans egen fremtidige skæbne.

Fra en placering ved klaveret midt på scenen leverer Hannah Schneider forestillingen igennem diskret klaverspil, der som velfungerende lydbilleder underbygger ordene, smyger sig om dem og forstærker dem. Også helt bogstaveligt hver gang nogen nævner, at Konstantin igen er melankolsk og spiller på klaveret.

Tragedie og komedie hånd i hånd

Det skorter ikke på tragiske skæbner i Mågen. Lea Baastrup Rønnes Marcia er gået gennem hele livet bærende på sin håbløse forelskelse i Konstantin, der mest af alt ser hende som et irriterende element i sin hverdag. På samme måde hungrer Benjamin Kitters kejtet-forkrampede, cardiganklædte skolelærer Simeon efter netop Marcias kærlighed. Ligesom Marcias mor, Malene Melsens farveløse forvalterfrue Pauline, jagter alenetid med målet for hendes begær, Mikael Birkkjærs læge Hugo, der med sit gynækologiske speciale nok ved et og andet om at charmere kvinderne.

Allligevel er stemningen let i Nicolei Fabers iscenesættelse. Især Lars Simonsen i rollen som den anekdotefortællende godsforvalter Leo, der absolut ingen situationsfornemmelse har, og Anders Gjellerup Kochs Peter med sin lange, grå hestehale, sine mange rundture på elscooteren og sine evindelige tiggerier om medicin, står for de mest morsomme indslag. Skarpt forfulgt af Kitter, der især – da det endelig lykkes ham at indfange Marcia i ægteskab – har en hel del sociale udfordringer, når det kommer til at omgås sine svigerforældre.

I det hele taget leverer alle som en på holdet ganske formidable, mindeværdige skuespilpræstationer med Kristoffer Helmuth og Rosemarie Mosbæk som de kraftigst lysende stjerner i fortællingens centrum.