★★★★☆☆ Derude – medrivende monolog giver løfter om meget mere

På Aarhus Teater leverer Thorbjørn Hedegaard et glimrende portræt af den søgende, unge sjæl, med en ensom drøm og en hjemstavn, der strammer, i Dicte C. Houmøllers tidløse monolog Derude. En coming of age-fortælling, som på mere end ét plan er velvalgt som afsæt for det nye kuld huskunstnere på byens største teater.

Derude er første kapitel i en trilogi om udlængsel og eskapisme skabt Aarhus Teaters nye huskunstnerduo, instruktør Carolin Oredsson og scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe. Publikum tager plads i noget, der illuderer en generisk bodega med en uprætentiøs scene i midten. Herfra genfortæller stykkets eneste karakter, Mads, spillet af Thorbjørn Hedegaard, historien om sin obligatoriske og ungdommelige dannelsesrejse.

Mads plages af udlængsel og kan ikke finde sig til rette blandt Koldings småborgerlige trivialiteter. Inspireret af sine litterære helte som Jack Kerouac og de tyske romantikere beslutter han sig for at sætte kursen mod det nordlige Skandinaviens nådesløse vintersceneri. Her må og skal den sande frihed forløses.

Uden kort eller klingende mønt tomler han sig gennem Sverige og Norge med et udefineret håb i bagagen. Alle, han møder, bliver biroller i hans eget selvbestaltede epos. I en fragmentarisk fortællestil strækker historien sig fra hjemmets trygge arne til en kold og forladt hytte, der ender som et mausoleum for eventyrerens forliste ambitioner.

Det formfuldendte fald 

Thorbjørn Hedegaard er et relativt ubeskrevet blad for det aarhusianske teaterpublikum, men den kendsgerning skal ensemblets nye tilføjelse hurtigt få lavet om på. 

I forestillingens begyndelse sukker hele salen til lyden af Hedegaards sødmefulde sangstemme og kapable guitarspil, og det hele klinger så sprødt og lækkert, at det næsten er snyd. Man har i sandhed levet en fattig ungdom, hvis ikke det fremkalder minder fra en lys og sorgløs tid, som er det perfekte afsæt til det fald, der som en naturlov må indtræffe.

I en udvikling, der går fra den selvretfærdige yngling til den patetiske antihelt, der hjemsøges af den smertelige erkendelse, der indfinder sig, når et menneske for første gang konfronteres med sin egen utilstrækkelighed, leverer Hedegaard et formfuldendt portræt, hvor alle nuancerne i hans transformation er fremført med en frostklar selvfølgelighed.

Bodega-epos

Det er godt tænkt at lade fortællingen stå i bodegaens skær. I takt med, at forestillingen skrider frem, og den forfængelige fernis files af, bliver vi som publikum mere og mere i tvivl om, om det egentlig er et storslået epos eller en tragedie forklædt som en lunken ølstuesnak, vi er vidner til.

Virkeligheden er altings prøve, og selvom det på mange måder lykkes for Mads at romantisere selve rejsen, så går det mere trægt med at romantisere omgivelserne. Derude leverer et natursyn, der vækker mindelser om litteraturkritikeren Timothy Mortons Dark Ecology-teori, hvor naturen ikke Disneyficeres, men i stedet er præget af en kraft, der både er lunefuld og ubegribelig.

Naturens kan ikke være den sikre havn for Mads’ udlængsel, og det, der starter som Narcissus’ spejl, ender som guillotinens klinge over hans hoved. 

Små skår i glæden

Selvom fortællingen overordnet set er velfortalt og vedkommende, taber den desværre pusten en smule undervejs. Enkelte af sidehistorierne – trods deres charmerende persongalleri – virker en kende umotiverede, og de tilbagevendende spring i tid og sted ender i en lidt mat monotoni, som hæmmer den ellers så fyrige fremdrift.

Som bekendt er ungdommen spildt på de unge, men den modne selvrefleksion, som Derude er et udtryk for, er et indtagende og intelligent indspark fra et ungt hold, som man kun kan glæde sig til at se meget mere til.