★★★★☆☆ Dødsdansen – ordløst, kropsligt kammerspil

Thomas Bentin har koreograferet og iscenesat August Strindbergs Dødsdansen fra 1900 i en danseversion helt uden ord, hvor kun kroppe og mimik fortæller historien, for Holstebro Dansekompagni. En hvirvlende og fascinerede danseforestilling om hvordan både vold og kærlighed kan binde mennesker sammen.

Det store, lyse gulvtæppe, der dækker scenegulvet, ser blødt og hjemligt ud. Det samme gør rækken af standerlamper i hver side af scenen, der gennem Hans-Olof Tanis lysdesign konstant skifter mellem køligt hvidt lys, varmt gyldentorange og en sensuelt ladet pink lyssætning.

Fanget i forholdet

Den store, sorte scene illuderer et hjem. Et upersonligt hjem kun til to, hvilket de to sorte lænestole bagerst understreger. Marie Brolin-Tani og Alexandre Bourdat er det aldrende ægtepar fra Strindbergs drama. I korte sekvenser adskilt af blackouts nærmer de to sig forsøgsvist hinanden. Usikre og med blikkene rettet alle andre steder hen end mod den anden. For så i næste sekvens at sidde rastløse i hver sin lænestol.

Indledningsvist fremstår Thomas Bentins iscenesættelse meget fragmenteret. Små adskilte koreografier, der skiftevis er aggressive duetter og stillesiddende sekvenser, hvor kun hænder eller fødder rastløst bevæger sig. En frustreret stemning breder sig over scenen, underbygget af Christian Tronhjems udefinerbare lyddesign. Her er en underliggende, uheldsvanger brummen, sære kliklyde, som regndråber mod et bliktag, og noget, der kunne være bølgebrus i det fjerne.

Gennemarbejdet kampkoreografi

Duetterne tager til i styrke. Som en fysisk manifestation af de ophobede konflikter parret imellem. Hurtigere og hurtigere bevæger de to sig om hinanden. Skiftevis med bløde, glidende bevægelser og med spydspidslange arme, der skyder skråt op gennem luften, mens skarpt strakte ben skyder bagud.

Vi ser den årelange, gennemarbejdede kampkoreografi i et elektrisk knitrende ægteskab, hvor uenigheder og uudtalte frustrationer har fået lov at bygge sig op til uoverstigelige højder. Indimellem glider de to over i egentlige kampe, hvor de ruller aggressivt omkring på gulvet. Før de igen efter næste blackout er tilbage i hver sin lænestol.

Det hele gentager sig i nye mønstre. De vandrer hastigt rundt og rundt på scenen. Hver for sig. Sammen. Eller i halvhjertede forsøg på at finde en fælles rytme, der ender med, at Alexandre Bourdat nærmest slæber en bagoverbøjet Marie Brolin-Tani efter sig.

Det friske pust

Thomas Bentin har dyrket gentagelserne. Fornemmelsen af evigheden. At være fanget i et liv i tosomhed, der føles som et fængsel. Vi fanger det ret hurtigt. De to dansere på scenen har masser af udtryk i både deres kropssprog og deres ansigtsmimik. Alligevel fortsætter den daglige trummerum en god tid, før der endelig sker noget nyt. Før det forstyrrende element dukker op som en mørk skygge på det hvide forhæng bagerst på scenen.

Lionel Ah-Sou træder ind i tosomheden som et frisk pust. Nyt krydderi på livet. Den unge mand, der pludselig står mellem de to ægtefolk. Og han bliver på samme måde det friske pust til iscenesættelsen, der nu igen får liv og fart. Også stemningen i Christian Tronhjems lydbillede skifter. Nu høres det ene melodiøse klaverstykke efter det andet, mens de tre på scenen i skiftende konstellationer danser, glider omkring.

Begge ægtefolk gør tilnærmelser. Han med en hånd solidt plantet på den unge mands skulder. Hun med hans hånd ved læberne. Begge med deres blikke intenst rettet mod det nye mål for deres interesse. Rundt og rundt bevæger de sig i snørklede koreografier, så snart den ene, snart den anden, ender i omfavnelser med den yngre mand.

Forfriskende alternativ

Især den sidste del af Thomas Bentins iscenesættelse står skarpt. Her er større diversitet i koreografien, som matcher hele konceptet i forestillingen bedre. Det er en gave at se dansere på scenen, som oftest ville være dømt for gamle til selv at optræde.

Hver især bidrager de tre dansere med deres styrker. Marie Brolin-Tani er udtryksfuld, elegant og indlevende i sin fortolkning, samtidigt med at hun gavmildt fremviser den løse hud på mave og arme, som årene uvægerligt medfører. Alexandre Bourdat fremstår stærk og med et overraskende komisk talent, når han i en solo danser sin frustrerede parodi på hustruen og den yngre mands flirten med en nærmest Monty Pythonsk kropskomik og forvrængede ansigtsudtryk.

Lionel Ah-Sou har en imponerende styrke og kropskontrol, der for alvor får lov at folde sig ud i en solo, hvor han i svimlende tempo smider sig selv rundt og rundt, mens alle lemmer på hans krop sitrende bevæger sig med.

Dødsdansen er et spændende alternativ til den traditionelle, talte version af forestillingen. Trekantsdramaet er oplagt som ordløst, kropsligt kammerspil, der forløses glimrende af holdet fra Holstebro Dansekompagni.