★★★☆☆☆ Anna Karenina – dunkende og dragende nyfortolkning mangler bundklang

Den forførende, destruktive passion er sat i forgrunden i Amanda Linnea Ginmans pulserende udgave af Anna Karenina på Teater Republique. Tone Schunnesons pop-poetiske tekst slår Tolstojs klassiker i tusind smukke stykker, men iscenesættelsen samler dem ikke til en helstøbt mosaik. 

Lev Tolstojs klassiske roman er i denne udgave kondenseret ned til trekantsdramaet mellem Anna, hendes mand Karenin og hendes elsker Vronskij.

”Here comes trouble,” indleder Anna selv fortællingen om sit afsindige begær, der fører hende ud af ægteskabet og det gode selskab. Men hvad er kernen i the trouble egentlig? 

Gennemført lækkert univers

Musikken er pulserende og dunkende, mens rødt lys bølger henover Mikkel Rostrups på én gang minimalistiske og storladne scenografi. En stor mur går på tværs af scenen, hvis buede åbninger afslører Anna og Vronksij, der skiftevis løber efter og ruller oven på hinanden i en smukt koreograferet elskovsdans. Imens står Annas mand foran muren og øver sig på et tørt oplæg. Det er ikke svært at se, hvorfor Anna drages af den passionerede Vronskij. 

En skarp sans for det koreografiske og dynamiske gennemstrømmer i det hele taget Anna Karenina, hvor samspillet mellem tekst, lys og lyd skaber en filmisk fornemmelse af at springe hurtigt mellem klip. Det klassiske og det moderne blandes på stemningsfuld lækker vis i både kostumerne og i Asger Kudahls mørkt dragende lyddesign, der sammen med Malte Haugaards bølgende lys gennemsyrer hele forestillingen med skæbnesvanger, pumpende passion. 

Men hvor det æstetiske univers er gennemført sanseguf føles selve fortællingen desværre mere som en skilt sovs. Alle ingredienserne er der, men det samler sig bare ikke til en helhed. 

Hvem er Anna?

Anna fucking Karenina er en kvinde. Et ikon. Men hvem er hun egentlig? I en stærkt underholdende scene rider Anna sensuelt på en kunstig tyr omgivet af dansere i cowboyhatte, der filmer hende med videokameraer. Er Anna brudt fri fra sin rolle som kone for at være stjernen i sin egen liderlige musikvideo? Eller repræsenterer kameraerne samfundets overseksualiserende blik på kvinder? 

Iscenesættelsen peger på Anna Karenina som et konstrueret kvindebillede fanget i valget mellem kone eller sexkilling. Udover brugen af kameraer, der projekterer Anna i storformat over scenen, afbrydes og manipuleres handlingen løbende af skiftende roller, spillet af Thomas Diepeveen og Eyrún Björk, der fx kommenterer, at hun går for meget ind i rollen som mor. Og da Anna en aften vover sig til en operaforestilling, udsættes hun for tilråb som ”Dø, din klamme luder!”, der giver associationer til et online kommentarspor. 

Det er derfor op til fortolkning, om rollen som selverklæret “mystisk sexheks” er udtryk for Annas frigørelse eller om hun blot er trådt ind i endnu en stereotyp rolle, som hun ikke kan gøre sig fri af. Den feministiske leg med blikke føles dog uintegreret, fordi forestillingen samtidig også gerne vil være et psykologisk trekantsdrama.

Svært at mærke, hvad der er på spil

Stephanie Nguyen spiller Anna med en vidunderlig kropslighed, hvor begæret og smerten vrider sig gennem legemet. Men det er svært at forbinde sig følelsesmæssigt til hende. Blandt andre greb skaber flere umotiverede skift til et vrængende engelsk og de overgearede videoprojektioner en ironisk distance, som gør det svært at holde med Anna som feministisk antihelt. 

Den karakter, man mærker tydeligst, er faktisk Mathias Rahbæks tragikomiske Karenin, som ubehjælpsomt går igennem en metamorfose fra selvhøjtidelig knudemand til selvreflekterende hanrej, der fabler om en “trekant af lys”. Derimod er det sværere at forholde sig til Christoffer Hvidbjerg Rønjes Vronskij, fordi det er uklart, om han er castet som flyvsk fuckboy eller håbløst forelsket good guy.

Lækre greb uden følelsesmæssig bundklang

Karaktererne flagrer et lidt ubeslutsomt sted, hvor de er for karikerede til at mærkes som psykologiske mennesker, men for komplekse til at fungere som tematiske karikaturer. Derfor oplevede jeg i flere passager deres monologer som lange rækker af ord uden følelsesmæssig bundklang. 

Amanda Linnea Ginmans Anna Karenina præsenterer et imponerende visuelt og stemningsmættet univers. Men som helhed lander iscenesættelsen et uforløst sted mellem feministisk metastykke og passioneret trekantsdrama. Tone Schunnesons skarpe dissekering af en klassiker kommer derfor ikke helt til sin ret, fordi det midt i de mange fede greb forbliver uklart, hvad der er forestillingens dramatiske kerne.