Sara Jordan er atter aktuel med Detour Dance Festival på Blaagaard Teater 8-11. oktober 2024 for udsolgte huse. Årets tema er en hyldest til det afrikanske kontinent med forestillinger, talks og afterparties. Et livsbekræftende program med fællesskabet i centrum. ISCENE kiggede forbi til oplæg, dans og inkluderende feststemning.
Så snart man nærmer sig Blaagaard Teater en helt almindelig hverdagsaften siver den gode stemning helt ud på gaden. Stemmer blander sig med rytmiske beats og folk i klynger hygger sig med en drink i hånden. Alle er klar til at hylde dans, musik, afrikansk kultur og fællesskabet mellem os alle gennem aftenens talk og forestillingerne Afrikan Party og Shadows of Heritage.
Hver dag i festivalen varmer den prisvindende organisation ANOTHERLIFECOMMUNITY op til forestillingerne med forskellige indslag som film, oplæsning, dans og debat. De arbejder for øget repræsentation og forbedrede vilkår for minoriteter og for kvinder i det danske musik- og kulturliv gennem festivaler, workshops, konsulentydelser og meget mere.
Vejen hjem til kroppen
Første indslag er forfatter Lesley Ann-Brown, der er på vej med en ny bog: Decolonize the Body: (Re) learning How to Wine. A Writer Returns to her body. I 2018 tog hun tilbage til USA efter 19 år med familie i København og helt udbrændt som lærer. Hun rejste rundt, indtil Covid kom, og hun måtte flytte ind hos sin mor, som hun grinende beretter. Tid til at skifte gear.
Lesley Ann-Brown fortæller, at hun havde røget, fra hun var 10 år, men opdagede, at rygetrangen var forbundet med usikkerhed: ”Jeg var så hård som den beton, jeg voksede op med,” siger hun skraldgrinende. Det gik op for hende, at angsten tit sidder i hofterne, og hun begyndte at vandre uden sko og at danse mavedans, fordi følelser skal metaboliseres (forbrændes, red.), som hun siger.
I dag er Lesley Ann-Brown tilbage i Danmark og bor på Møn, hvorfra der både skrives og danses: ”Vi skal lære at frakoble hofteområdet fra seksualitet,” siger hun, og i næste øjeblik står danselæreren Trine Drechsler foran os. Alle kommer på scenen og svinger hofterne med de bedste bud på den trinidadske dans wining, der får latteren frem og iltet lungerne for røg og stress.
Udfordringer løses i fællesskab
Tidligere på ugen kunne publikum opleve Keiria Shishay præsentere filmen A Place Never Far, hvor publikum forbindes med havet, der ikke bare holder sig til lærredets kunstige rammer, men omfavner hele rummet og publikum. Hun er uddannet filmdokumentarist på Den Danske Scenekunstskole. I programmet står, at der skabes et bånd mellem havet og publikum. En forbindelse, der er helt afgørende for en bæredygtig fremtid.
Om fredagen var der åben debat med den franske danser, performer, koreograf og underviser, Julienne Doko. Her var det arbejdsforholdene indenfor scenekunstverdenen – både muligheder og udfordringer, der var på tapetet. Det er generelt en tid, der sætter fokus på kvinder og minoriteter indenfor musik- og scenekunst, og det er på sin plads at få så mange stemmer i koret som muligt.
Problematikkerne omkring minoriteter i kunsten udfoldes dermed gennem både talks, dans, musik og visuel kunst. I foyeren ses queer performer og billedkunstner Jupiter Childs billeder, der tilsvarende visualiserer et oprør og en anerkendelse af egen østafrikansk arv gennem Makonde-skulpturer. “My art serves as a visual dialogue,” siger Jupiter Child i programmet.
I arvens skygger
Koreograf og danser, Oliver Zohore, har rødder til både Danmark og Elfenbenskysten og har de seneste år boet og arbejdet i Norge. Han har beskæftiget sig med teater, musik, video/tv og live shows. Shadows of Heritage er hans første soloforestilling til scenen og er udviklet gennem Oslos Soul Sessions Encounters 2024.
Oliver Zohore entrer scenen iført jakke, kasket og rejsetaske og undersøger nysgerrigt sine omgivelser. Prøver lidt forsigtige dansetrin til lyden af Den allersidste dans af Kim Larsen, der oprindelig stammer fra filmen Mød mig på Cassiopeia fra 1951, hvortil Børge Müller og Kai Normann Andersen skrev deres hit.
Efter nogle teatertekniske problemer danser Oliver Zohore sig for alvor ned i sin arv med en snurrende krop, elegante, detaljerede håndbevægelser og dynamiske temposkift. Der er stroboskoplys og lyde af hav, og vi hvirvles tilbage til Elfenbenskystens varme sand, som lyset smukt illuderer. Zohore tager det meste af tøjet af og hilser gulvet med kroppens velkendte break-teknik til toner langt fra Larsen og Normann Andersen.
En dans med en fint udskåret maske repræsenterer en kulturel arv ledsaget af vokal duet og fuglelyde. Konflikten mellem kulturen og individets egen udvikling vækker smerte, vildskab og trang til løsrivelse i en vibrerende natklubstemning. Oliver Zohore er en rutineret danser, der mestrer det hele: Footwork, twerks, spins og ufatteligt sømløst glidende transitioner. Han kan bevæge sig så hurtigt, at fartstriber hvirvler i luften omkring ham.
Afrikan Party
Aftenen slutter med den timelange danseforestilling Afrikan Party efter koncept og instruktion af Oulouy, en prisvindende afrikansk/spansk danser, koreograf og kunstnerisk leder af den internationale festival Oyofe. Oulouy og hans crew Supa Rich Kids inviterer os på en rejse med en dreng født i 2090 i United States of Afrika opvokset med utallige potentialer af traditioner og ritualer.
Vi oplever en farvestrålende ode til livet og hyldest til de mange, rige afrikanske kulturer. Døden kommer først med tre livløse på gulvet, som slæbes over gulvet i sorg og skrig til et metalklingende lydspor. Men et nyt liv ser dagens gule lys, og da først kridtstøvet er børstet af, begynder alle eksperimenterne fulde af leg som hos børn, der første gang møder magien, litteraturen, maden og bokser sig ud på livets vej iført farvestrålende boksershorts.
Den futuristiske, humoristiske og legende tilgang afspejles formidabelt i et meget varieret bevægelsessprog. Det er en hyldest til streetdance som en ekspressiv, eksplosiv og flerdimensionel dansebuket fuld af nuancer, der kan skabe forunderlige historier, karakterer og stemninger. Lynhurtige hofter, footwork, spring, gestik og små battles udfolder fortællingen i et festfyrværkeri af grimasser, humor og overraskende kostumeskift ladet med følelser.
Afrikan Party får efterhånden publikum varmet op til at lave lidt anerkendende larm og kaste nogle håndtegn til de fire energibundter. Med hver deres unikke egenskaber fra afrikansk streetdance, er de i sig selv et eksempel på, hvad vi kan, når vi er sammen. Som der star i programmet er forestillingen “a kinetic swirl of street dance, mime, performance, and fashion.”
Dansefest for nye fællesskaber
DJ Jolie bor i København og har rødder i Tanzania. Med sig har hun både sin danserige Sukuma-opvækst og studier i Paris, der har lagt grunden til en eminent forståelse for relationen mellem musik og dans. Jolie har på kort tid bragt sig selv ind på de store scener fra Roskilde Festival til et internationalt miljø. Der er ingen tvivl om, at hun i den grad får foyeren til at svinge og vibrere af unik stemning.
Festivalen byder desuden på afrikanske trommer til en jamsession med fire afrikanske dansere i fælles improvisationer på tværs af stilarter, som endnu et udtryk for den diverse rigdom, den afrikanske kultur rummer. Der er dermed meget inspiration at hente til Detours afterparty, der fredag nat sender alle ud i fri dans med DJ Jolie og Ruth Belai på hver sin scene og en gratis danseworkshop med Amy Sarr.
Det er tydeligt, at Detour Dance Festival og Blaagaard Teater er et perfekt match, som befrugter hinanden gensidigt i tilgangen til mangfoldige fællesskaber. Sara Jordan siger i en kommentar til den veloverståede festival:
”At dansen, og især streetdansen, de sidste to år har været en del af Blaagard Teaters program, der normalt hovedsageligt præsenterer teater med ord, har tiltrukket flere publikummer. Især dem, der normalt ikke ville have valgt at se dans. Samarbejdet mellem Blaagard Teater og Detour Dance Festival har åbnet op for en ny måde at udfolde sig på, som jeg som kunstnerisk leder for festivalen aldrig før har oplevet tidligere. Dette partnerskab har løftet festivalens profil til en helt ny dimension.”
