Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ Anklagerens vidne – velspillet og elementært spændende krimi

Sjællands Teater bryder ikke nye veje, men tilbyder til gengæld et stramt instrueret retssalsdrama med Agatha Christies Anklagerens vidne, hvor alle genrens arketyper i en knivskarp dialog holder os på pinebænken, til plottet endelig afsløres til slut.

Annonce

Vi er placeret i en halvcirkel i den smukke byrådssal i Korsørs tidligere Rådhus. Nu foregår det politiske i Slagelse, oplyser en lokal, da vi spørger om vej. Men salen egner sig med sine lysebrune paneler, enorme lysekroner og gulvlange, blå forhæng da også glimrende som kulisse for det retssalsdrama, der udspiller sig i Sjællands Teaters udgave af Agatha Christies Anklagerens vidne.

Anklagerens vidne
Joachim Kubel, Ann Hjort og Brian Kristensen i Anklagerens vidne på Sjællands Teater. Foto Evan Hemmingsen.

Who dunnit?

Forestillingen er en 1953-adaption af Christies novelle, som hun selv omskrev til scenen, hvor den havde premiere i 1957 og også kan ses i London i dag. Trods sit umiskendeligt britiske univers fungerer den sprogligt fint i dansk kontekst i Peter Thiemes flydende oversættelse. Han indtager også rollen som titlens anklager. En anklager, der tror sig sikker i sin sag, for han har jo netop det vidne, der kan underminere hele forsvarets sag.

Trods sit umiskendeligt britiske univers fungerer den sprogligt fint i dansk kontekst i Peter Thiemes flydende oversættelse

Leonard Vole, der spilles med godt doseret naivitet af Joachim Kubel, står anklaget for drabet på en ældre kvinde, der har testamenteret ham sin formue. Relationen er dubiøs, der er blod på hans jakkeærme og det vidne, der skulle sikre hans alibi, skifter side og styrker nu anklagerens sag. Ikke sært, at forsvarerteamet i skikkelse af Martin Elung-Jensens ledende advokat og Brian Kristensen supplerende ditto står rådvilde og må have mere end en sjus i advokatgemakkerne for at klare hjernen.

Anklagerens vidne
Joachim Kubel, Kenneth Ewi Kirkeby, Penille Albæk Andersen og Peter Thieme i Anklagerens vidne på Sjællands Teater. Foto Evan Hemmingsen.

Falske spor og forsmåede kvinder

Vidnet er ingen anden end Voles lidt ældre kone Romaine, der tilsyneladende og af uvisse årsager er klar til at smide sin mand under bussen, selvom hun tidligere har bedyret sin store kærlighed til ham. Der er noget muggent ved foretagendet. Det er bare ikke det, vi tror, det er. Så ville det jo heller ikke have været en rigtig Agatha Christie-fortælling, der føder os med falske spor for til sidst at kulminere med en overraskende slutning.

Annonce

Der er noget muggent ved foretagendet

Penille Albæk Andersen er den skiftevis fortvivlede og stålsatte Romaine og varetager også rollen som en forhutlet gadepige, der opsøger forsvarerne med nye oplysninger. Ann Hjort er deres moderlige sekretær og emmer også forsmået som den afdødes husholderske. Frank Rubæk er tavs politimand, men også vidunderligt distræt retsmediciner, mens Kenneth Ewi Kirkeby er dommeren i midten. Endnu en karakter dukker op, men det ville være den rene plotspoiler at afsløre hvem.

Anklagerens vidne
Joachim Kubel og Brian Kristensen i Anklagerens vidne på Sjællands Teater. Foto Evan Hemmingsen.

Det kendte krimiunivers

Form og fortælling kan opleves lidt bedaget med sine af og til xenofobiske og misogyne kommentarer, men Anklagerens vidne er stramt instrueret af Vibeke Wrede og hele holdet griber chancen for at bygge deres arketypiske karakterer op med finesse i det univers, vi kender så godt fra bog, film og i dag også i true crime-dokumentargenren.

Annonce

Det er elementært spændende, når løget pilles og løgne afsløres

Advokat-pingpongen gnistrer og det er elementært spændende, når løget pilles og løgne afsløres, og det giver selvfølgelig et ekstra kick, at vi sidder helt tæt på og endda af og til adresseres som jury. Dommen har vi dog ingen indflydelse på, vi kan blot måbe, da sandheden til sidst kommer for en dag.

Seneste

Ny sæson på KSelekt sætter fokus på tiden

Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater fortsætter samarbejdet om...

Green Streets of Europe skaber bæredygtige ståsteder i verden

Passage Festival er lead partner på projektet Green Streets...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Ny sæson på KSelekt sætter fokus på tiden

Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater fortsætter samarbejdet om KSelekt på Skuespilhusets Lille Scene og præsenterer i sin femte sæson et bredt udsnit af...

Green Streets of Europe skaber bæredygtige ståsteder i verden

Passage Festival er lead partner på projektet Green Streets of Europe (2023-2025), der er co-finansieret af Den Europæiske Union. Projektet sætter fokus på bæredygtighed...