Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater fortsætter samarbejdet om KSelekt på Skuespilhusets Lille Scene og præsenterer i sin femte sæson et bredt udsnit af den frie, uafhængige scenekunst. Tiden er et tema i sæson 2025/2026. Tidens rædsler, teknologiens tid, krigens og affaldets tid, og tidens tempo, som det opleves i den funktionsnedsatte krop.
Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater præsenterer endnu engang en række eksperimenterende uafhængige forestillinger på Skuespilhusets Lille Scene. Den kommende sæson byder på fem udvalgte forestillinger med en bred vifte af kunstneriske udtryk fra teater og dans til dukketeater og poetisk performancekunst.
KSelekt giver et indblik i den frie og eksperimenterende scenekunst, som den ser ud på landets mindre scener og alternative spillesteder. Her er det tydeligt, at scenekunsten afspejler tidens store spørgsmål om blandt andet krig, kærlighed, affald, teknologi og medmenneskelighed.
De udvalgte forestillinger til sæson 2025/26 er:

Sangen om Oda og Anton
16.-20. september 2025
Sangen om Oda og Anton af Teater Rum er en rørende fortælling om en ung og impulsiv kærlighed, der spænder over 60 år igennem glæde og smerte. Den Reumert-prisvindende teaterforestilling handler om at finde modet til at lægge sit liv og hjerte i andres hænder, om at danse sig igennem boblende glæde og finde vej igennem den dybeste sorg. Præcis den varme kærlighedshistorie, verden har brug for at imødegå tidens rædsler, frygt og bæven.
LÆS ISCENEs anmeldelse her

Tabt Titel – en cyklus af vidnesbyrd om affald
29. oktober – 1. november 2025
Tabt Titel – en cyklus af vidnesbyrd om affald af Moribund er et performance-værk, hvor kunstneren Sara Hamming bladrer i bogen Tabt Titel, mens en video-performance optaget i ruinen af Børsen kører i baggrunden. Bogen er blevet tabt og samlet op igen og igen. Den gemmer på noter skrevet med blyant oven på research i affaldshåndtering samt spor af hår og kage. Vi må associere med affaldet for at reparere det konstante ødelæggelsestraume. Det skal repareres, samles op og navngives igen og igen.

Simili
24.-29- november 2025
SIMILI af AVA er et hypersanseligt univers, hvor en danser og en dukkefører bearbejder magtbalancen mellem mennesker og teknologi. Robotdukken M.I.A. føres på scenen af et menneske – eller styres mennesket af Robotten? Forestillingen inviterer publikum ind i et abstrakt emotionelt landskab med både glitrende og mørke sider af dans, animerede objekter og sansevækkende teater.

Mother Soldier
16.-21. februar 2026
Mother Soldier er en musikalsk forestilling om moderskab og krig. Mother Soldier udspringer af historiske og personlige erfaringer med at blive mor i en verden fuld af krig – men hvilken slags kriger er en mor? Hvordan ser hendes kamp ud, og hvilke våben vil hun bruge? De tre uniformsklædte perkussionister Irene Bianco, Marta Soggetti, og Sara Nigard Rosendal leverer militær præcision på trommer, bækkener og klangskåle og fører publikum gennem kamphandling og venten, tvivl, sorg og omsorg.

trembl
21.-25. April 2026
trembl af Ar Utke Ács / Dance Cooperative er en danseforestilling, der portrætterer oplevelsen af tid fra en kronikers perspektiv. Forestillingen stiller spørgsmålet: Hvordan ser tiden ud, hvis vi strækker den i takt med en krop uden for normen? Forestillingen arbejder ud fra begrebet “crip time”, der stammer fra handicap-queer-teori og beskriver den måde, funktionsnedsatte personer er ”ude af tid” med det tempo, samfundsnormer dikterer. En tid, der navigerer ud fra både sorg, nydelse, spejlinger og science fiction.
Kilde: Pressemeddelelse Udviklingsplatformen for Scenekunst




