★★★★★☆ Sangen om Oda og Anton går lige i hjertet

Indimellem føles teater helt magisk. Det kan ske, når visuelle effekter som smukke kostumer, en blændende scenografi og betagende lyssætning løfter hele iscenesættelsen til et højere niveau. Men det kan også ske, når en historie er så gribende og velfortalt, at man glemmer alt omkring sig. Og sidstnævnte er netop tilfældet med Teater Rums Sangen om Oda og Anton.

Bortset fra nogle lamper i siderne og en lille konstruktion i lyst, ubehandlet træ midt på gulvet ligger det sorte scenerum øde hen. Claus Helbos scenografi til Teater Rums Sangen om Oda og Anton er mildest talt minimalistisk, men det giver hurtigt mening, for i Rasmus Asks iscenesættelse er fortællingen og følelserne i centrum.

Der er ingen store armbevægelser, ingen dikkedarer. Blot en velfortalt historie, der diskret – men ikke desto mindre effektfuldt – ledsages af Anders Kjems’ lysdesign og Johannes Smeds musikalske kompositioner.

To helt almindelige mennesker

Skuespilerne Ene Øster Bendtsen og Lars Dammark fortæller os om Oda og Anton. To helt almindelige mennesker med hver deres personlige særkende, der møder hinanden i deres ungdom i efterkrigsårene, forelsker sig og bliver gift.

Vi følger deres historier helt fra barndommen, gennem ungdomsårene, videre i voksenlivet med alle dets økonomiske bekymringer og ændrede drømme, for til sidst at ende i alderdommen, hvor de med alle livets smertefulde og glædelige erfaringer kan se tilbage på livet og mindes.

De to skuespillere fortæller historierne delvist i tredje-og første-person, som om de træder ind og ud af rollerne som henholdsvis Oda og Anton. Et enkelt greb, der gør det muligt for dem også at italesætte indre splittelser og følelser hos de to, uden at det kommer til at fremstå kunstigt.

Kærlighedssprog

Trækonstruktionen i Helbos scenografi viser sig at bestå af en lang række mindre konstruktioner, der bedst kan beskrives som enkle stole i størrelser passende fra en dukke til en fuldvoksen mand. Disse stole rykkes omkring og anvendes aktivt i fortællingen som både hjem, hospital og den Ford, som Anton på et tidspunkt køber til Oda, fordi han med sin unikke iagttagelsesevne ser og forstår hendes behov og ønsker, allerede før hun selv kender til dem. Se, det er også en form for kærlighedssprog!

Men selvom Oda og Anton elsker hinanden, så er de ikke herrer over liv og død. Og da sorgen rammer deres lille familie, reagerer de to på vidt forskellig vis. Anton ved at græde hver eneste dag, og Oda ved at forsvinde ind i selv selv. I hvert fald indtil Anton en dag beslutter, at han må gøre noget, hvis hun ikke skal forsvinde helt.

Følelser, der går lige i hjertet

Lars Dammark fra Teater Rum står selv bag manuskriptet til Sangen om Oda og Anton, der byder på en rørende historie om kærligheden, livet og døden. En vedkommende og almenmenneskelig fortælling om alle de sorger og glæder, der tilsammen udgør et helstøbt liv.

Forestillingen er henvendt til unge og voksne. Rasmus Asks rolige iscenesættelse giver historien plads og lader følelserne synke ind hos publikum i en grad, der hos mig i hvert fald satte gang i tårekanalerne. De yngre publikummer, knapt et halvt hundrede gymnasieelever, der så forestillingen samtidig med mig, der ellers havde siddet helt opslugte, reagerer ligeledes aktivt på de sørgelige scener ved pludseligt at rykke sig uroligt i stolene.