Det finske Nuua Company er på en lille Danmarksturné med den surrealistiske Meanwhile, der med deadpan-komik og diskret ekvilibrisme udfordrer dagligdagens herskende normer og rutiner.
Det ser ærlig talt lidt rodet ud på DYNAMOs scene, da vi træder ind til Nuua Companys Meanwhile. Som en blanding af walk-in-garderobe og lagerrum. Men alle de mange skjorter, brædder og andet habengut har naturligvis hver sin plads i det timelange show, der vender op og ned på dagligdagens rutiner, så vi tvinges til at se dem på nye måder.

Graciøsitet og subtil sarkasme
Merri Heikkilä gæstede senest Dynamo med The Nordic Councils udtryksmæssigt beslægtede forestilling Happy Hour om nordisk alkoholkultur. Denne gang er han i selskab med den helt forrygende jonglør Onni Toivonen, der også mestrer en fabelagtig grimasse, der helt blankt signalerer subtil sarkasme.
Mens det lange bræt snurrer og snurrer på hans isse som viserne på et ur
Sammen sidder de da også udtryksløse på to stole på hjul og stirrer på os, før de sætter i gang med første rutine. Et langt bræt balanceres på hånden, på panden, i hop. Break til en graciøs tenniskamp med sommerfuglenet som overraskende rekvisit, inden manipulationen med brættet genoptages. Onni Toivonen bevæger sig op og ned, mens han klæder sig af, mens det lange bræt snurrer og snurrer på hans isse som viserne på et ur.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Happy Hour

Hamsterhjul og wellness-kar
En rød løber med badekar, skumbad og bobler i glasset, der cirkler sig om kroppen i badekåben som et vink til en dekadent wellness-kultur. Så monteres et større bræt under karret og føres gennem indkøbsvognen, så Merri Heikkilä med den store værktøjskasse kan kravle helt ud på kanten og bogstavelig talt save den gren over, han sidder på, mens Teo Lanervas vidunderligt smukke lyssætning lyser som stjerner på himlen bag ham.
Teo Lanervas vidunderligt smukke lyssætning lyser som stjerner på himlen
En grøn løber med et løbebånd går mindre subtilt, men ikke desto mindre aldeles elegant til parodien på tilværelsens uendelige monotoni i hamsterhjulet. Merri Heikkilä er manden på båndet, Onni Toivonen danser omkring ham med dagens rekvisitter fra morgenkaffen til nattens pude i et stadigt heftigere tempo mod et klimaks, der herligt forskudt sætter det evindelige løb i forgrunden, mens Onni Toivonens forrygende jonglering er henvist til baggrunden.

Mareridtets tvangsmæssige gentagelse
To firkanter lyser skarpt op mellem lampernes bløde glans og danner med deres blinken et optisk bedrag, hvor de to i stumfilmsagtige glimt mødes og skilles, trækker og bærer hinanden. Hele tiden på nye pladser, i nye positurer. Morsomt i overraskelsen, men samtidig grumme uhyggeligt som mareridtets tvangsmæssige gentagelse med stumme skrig.
Så finder de atter tilbage til stolene og med et sidste komisk svirp ruller de frem, mens de bukker og snor sig for ikke at blive ramt af boldkanonen, der fyrer tennisbolde mod pladen, der sender den modsat og i enkelte tilfælde rammer den store gong.
Mens latteren konstant bobler i maven over den sære skabning, mennesket er
Meanwhile blander humoren godt op med det nærmest surrealistiske, der hurtigt titter frem, når man anlægger et skævt blik på tilværelsen og de diskurser, samfundet tillægger værdi. Næsten bizarre scener veksler med de poetisk-finurlige og kalder på vores egen refleksion, mens latteren konstant bobler i maven over den sære skabning, mennesket er.
Se forestillingstrailer her.
Instruktion: Olli Vuorinen. Livemusik og lyddesign: Konsta Leinonen. Lysdesign: Teo Lanerva. Kostumer: Jenni Räsänen. Scenografi: Scenography: Jenni Räsänen og Olli Vuorinen. Rekvisitter: Kalle Oja. Produktion: Nuua Company.
Medvirkende: Merri Heikkilä og Onni Toivonen.
Meanwhile spiller 1. – 2. november på Dynamo Workspace, 5. – 6. november på Baltoppen og 11. – 12. november 2024 på Aveny-T.