Kollektive manifestationer i krydsfeltet mellem kunst og aktivisme

TOASTERS festival Acting In & Out åbner på Husets Teater i morgen og vil i løbet af november undersøge kunstens rolle i forhold til aktuelle samfundspolitiske emner. Festivalens fire værker bliver forankret af fire kollektive manifestationer, hvor publikum i et fælles, aktivt refleksionsrum kan udforske skæringspunktet mellem scenekunst og aktivisme. Vi har talt med to af aktørerne.

Hvad har korsang, broderi, dragebygning og akupunktur med scenekunst og samfundsforhold at gøre? Og hvad er kollektive manifestationer i det hele taget for noget? Ph.D. Storm Møller Madsen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, der har kurateret manifestationerne sammen med TOASTERs leder Miriam Frandsen, forklarer, at præmissen var at lave et format, der spiller sammen med de scenekunstneriske værker og styrker rum og temaer på en anden måde end den traditionelle artist talk.

I krydsfeltet mellem kunst og aktiv handling

”Vi ville prøve nogle nye måder at mødes på, hvor vi kan samles om det tema, der er på spil den aften på teatret. Betegnelsen ”kollektive manifestationer” kom senere og signalerer, at vi gør noget sammen i krydsfeltet mellem kunst og aktiv handling. Det kan både være at gå ud og handle i verden, men også at gå indad og passe på sig selv i forhold til de ting og dagsordener, der kan være svære at være i,” forklarer Storm Møller Madsen og uddyber:  

”I scenekunstens rum er vi ofte passive som tilskuere, så vi vil forsøge at skabe midlertidige fællesskaber, hvor vi gennem kropslige handlinger forankrer de meget store temaer, festivalen tager op. Det er svært at forholde sig til de store spørgsmål om klima, økonomisk ulighed, Gaza-konflikten og køn og identitet, og det kan gøre en handlingslammet og skamfuld, så vi ville finde åbne rum, hvor vi holder fokus på temaerne, men samtidig bruger vores kroppe aktivt, fx ved at synge sammen, til at mærke dem og reflektere over dem i fællesskab.”

Det er Storm Møller Madsens håb, at publikum kommer til at opleve at være i et rum, hvor der er plads til forskelligheder og hvor de bliver præsenteret for andre vinkler på temaerne, der relaterer til omverdenen på en handlende måde. ”For mig er målet ikke, at de skal gå ud og gøre noget konkret bagefter, men at åbne muligheden for, at de får nuancer på fx Palæstina-konflikten ved at møde kunstnere, der bruger deres kunstneriske praksis til at være aktive,” siger de.

Være i det svære sammen

Storm Møller Madsen understreger, at manifestationerne ikke bliver en gentagelse af forestillingerne, men mere giver en kontinuitet, hvor publikum kan mødes med andre aktører, der arbejder med de samme problematikker på andre måder.

”Vi inviterer folk ind, som ikke er i scenerummet normalt, fordi vi vil åbne det og gøre det til et offentligt, politisk rum, hvor vi kan styrke relationen mellem scene og samfundsvirkelighed. Jeg var meget interesseret i, hvordan vi kunne rumme diskussionen af kunstens rolle i krisetider med Kunst- og Kulturarbejdere for et frit Palæstina. En samtale, der har været både svær og handlingslammende for mange – men også helt central for scenekunsten som politisk rum,” fortæller de og fortsætter:

”Personligt mener jeg, at al kunst er politisk gennem de narrativer, den skaber, og de mennesker, den påvirker. Scenekunsten kalder ikke direkte til handling, men kan forankre emnerne i kroppen. Vi bliver bombarderet med de realpolitiske emner, festivalen tager op, så i stedet for at sidde foran skærmen med individuel klimaskyld eller vrede, har vi i scenekunstens rum, hvor vi allerede er sammen, mulighed for at være i det svære sammen.

Kunsten rammer os visuelt, i kroppen og i følelserne, ikke kun i hovedet, og manifestationerne kan adressere vores handlingslammelse. Kunst- og Kulturarbejdere for et frit Palæstinas aktioner kan give publikum et billede af, at det er muligt at handle offentligt med aktioner, mens Kris Jensen med nærværet i Følsomt Broderi skaber et alternativ til mobiltelefonens uendelige impulser.”

Kunstens rolle i samfundet

Billedkunstner Suada Ada Demirovic startede sammen med Honey Biba Beckerlee netværket Kunst- og Kulturarbejdere for et frit Palæstina i februar som en reaktion på kunstinstitutionernes tavshed over for konflikten i Gaza.

”Kunstens rum er mit fag, så det var oplagt for mig at arbejde aktivistisk med det. Netværket opstod ud af frustration over den manglende effekt af flere måneders demonstrationer, og vi fik opmærksomhed med det samme, vi brugte kunsten”, fortæller Suada Ada Demirovic med reference til netværkets første aktion ved Statens Museum for Kunst (SMK), der udløste et større politiopbud, da museet aktiverede sin sikkerhedsprocedure, og dermed medvirkede til at skabe et konfliktniveau, der gav medieinteresse.

”Det var nok mere en happening end en egentlig aktion ved SMK, hvor vi sad på fortrappen og spiste vandmelon (palæstinensisk frihedssymbol, red.), men det udviklede sig ret voldsomt, og det var spændende, hvor meget postyr det skabte i den danske middelklassekontekst, selvom der er en lang tradition for den type kunstnerprotest. Vi udfordrede institutionerne og var ikke bare civile i en demonstration på gaden,” forklarer hun om netværket, der siden har øget sin gennemslagskraft gennem samarbejder med kunstnere fra felter som film, litteratur og scenekunst.

Læs mere om Kunst- og Kulturarbejdere for et frit Palæstina her.

Ingen stillingtagen er også stillingtagen

Netværket arbejder bevidst med korte aktioner, hvor det er nemt at deltage, og har siden februar aktioneret foran en række kunstinstitutioner med deres budskab om, at ingen stillingtagen også er stillingtagen, fordi der ikke findes en neutral position i konflikten.

Netværkets happenings er nu centreret om oplæsning af digtet If I Must Die af den palæstinensiske forfatter Refaat Alareer, der blev dræbt i Gaza 6. december 2023. Digtet materialiseres samtidig i en drage, hvis sløjfer på den lange hale repræsenterer de tusindvis af børn, der er blevet dræbt i Gaza.

Suada Ada Demirovic understreger, at aktionerne skal have en relevant kontekst: ”Det skal ikke være kunst for kunstens skyld, så vi siger tit nej til invitationer fra kunstinstitutioner, der vil have os til at stille op som værk eller performance. Vi er ikke altid enige i netværket om, hvornår vi skal stille op, og vi har ikke lavet aktioner i et stykke tid, men jeg håber, der fortsat opstår nye samarbejder på tværs mellem de forskellige faggrupper,” siger hun, som derfor også ser frem til at være en del af Acting In & Out, der blander scenekunst med andre fagligheder.

”Vi har alle kroppen til fælles, og jeg glæder mig til at lytte til og se de andre aktører. Vores netværk er forankret i billedkunst, men man kan sige, at vi delte scenekunstneriske greb i vores happenings – som der jo også er tradition for i det performative felt. Vi bruger vores tavse kroppe til at pege på institutionernes tavshed, og så er der digtoplæsningen, der selvfølgelig bliver mere eller mindre performativ alt efter hvilken kunstner, der læser op,” forklarer hun, der sammen med Honey Biba Beckerlee vil præsentere netværket på Acting In & Out, mens kunstnerne Banaan Al-Nasser, Asta Von Apfel, Minna Emke og Nana Lohmann vil flette sløjfer til dragen sammen med publikum.

Læs digtet If I Must Die her.

Den irriterende lillebror

Storm Møller Madsen anerkender relationen til den historiske kunstaktivisme, men ser samtidig manifestationerne som en anden måde at arbejde med politiske emner på.

”Vores intention er ikke at afbryde folk på gaden med et budskab, men at skabe et trygt rum, hvor de kan se hinanden i øjnene. Så det er mere et spørgsmål til, hvad der sker, når vi inviterer happenings ind i scenekunstrummet og ikke agiterer,” forklarer de, der håber at nå et blandet publikum med både TOASTERs traditionelle performancetilskuere og årskortholderne fra Husets Teater.

”Jeg tror, der er mange, der synes, at performance er lidt farligt, men jeg ser det mere som den irriterende lillebror, der udfordrer måden, vi gør ting på,” siger de, der også i kurateringsprocessen har forsøgt at gå nye veje:

”Vi ville skabe møder mellem forskellige aktører. Miriam grinede vildt og slog til med det samme, da jeg foreslog akupunktøren Cosmo Soltani til programmet. Han og forfatteren Luka Holmegaard har haft fantastiske møder, hvor de har talt sig ind i hinandens arbejde, så nu taler vi også alle tre sammen om selvomsorg og alternative fællesskaber til manifestationen, hvor jeg først havde planlagt kun at tale med Luka,” afrunder Storm Møller Madsen vores samtale om programmet, der sammen med værkerne skal undersøge rammerne for iscenesættelse af samtidsfortællinger i fælles samtaler, hvor der er plads til forskellighed, tvivl, håb og handling.

Læs mere om Acting In & Out her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med TOASTER med fuld redaktionel frihed for ISCENE.