Populært lige nu

Den Jyske Opera drømmer om mere opera til flere

Interview med Anne Barslev

Open call – Kristján Ingimarsson Company & The Hangar People

Ansøgningsfrist: 15. december 2024
Annonce

The Julekalender – en drøm går i opfyldelse

Herning Ny Teater er der noget i luften, og det dufter af jul og succes. Snart løber Danmarkspremieren på teaterversionen af De Nattergales The Julekalender af stablen, og det har skabt trængsel ved billetlugen. ISCENE fangede direktør Michael Asmussen og instruktør Lars Knutzon til en snak om forestillingen.

Annonce

“Jeg har altid drømt om at lave The Julekalender som teater, og jeg har altid tænkt: Hvorfor er der endnu ikke nogen, der har lavet det? Så dagen efter, at jeg blev ansat her, ringede jeg til De Nattergale og spurgte, om jeg måtte,” fortæller Michael Asmussen. 

Jeg har altid drømt om at lave The Julekalender som teater

Det er omkring et år siden, Michael Asmussen satte sig til rette i direktørstolen på Herning Ny Teater, og sæsonen 24/25 er den første, hvor han for alvor har kunnet sætte sit aftryk på repertoiret. Med en smittende iver fortæller han om det projekt, der i mange år har stået højt ønskesedlen.

“Jeg anede ikke, om de var blevet spurgt 20 gange og havde sagt nej 20 gange, men det var de heldigvis ikke. Tværtimod var de meget åbne for idéen,” siger han om De Nattergale, som både har skrevet det originale TV-manuskript og det tilpassede ditto til teaterscenen.

Teaterdirektør for Herning Ny Teater, Michael Asmussen. Foto: Mingo Photo
Teaterdirektør for Herning Ny Teater, Michael Asmussen. Foto: Mingo Photo

Endnu en remediering?

På danske teatre skorter det ikke på versioneringer af succeser hentet fra film og TV, men i forhold til så mange andre forsøg på samme manøvre, mener Michael Asmussen, at De Nattergales julekalender har nogle klare fortrin:

Annonce

“For mig er The Julekalender bare virkelig oplagt til teater. Der er tre skuespillere, de har to roller hver, og der er to lokationer. Det er jo virkelig et lille teaterstykke. Jeg ved, at nogle af mine kollegaer har haft udfordringer, når man har lavet større ting fra TV eller film. De bliver måske nødt til at skrive karakterer eller plots ud, men den udfordring har vi ikke her, fordi det er så småt i sig selv. Det er heldigt, for så har vi alt det gode tilbage.”

Christian Damsgaard,  The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo
Christian Damsgaard, The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo

Stilen er ny, indholdet det samme

Michael Asmussen lover, at folk får, hvad de forventer, når de køber billet til julesæsonens store trækplaster: “Vi prøver ikke at snyde dig. Vi laver den ikke i en etværelses på Nørrebro, fordi det vil være fuldstændig grotesk at gøre. What you see is what you get.”

Folk vil genkende sangene og replikkerne, og det bliver lige så sjovt, men bare på en anden måde

Men selvom indholdet er det samme, så understreger teaterversionens instruktør, Lars Knutzon, at publikum stadig kan vente at se et andet udtryk på scenen, end de er vant til at se på skærmen fra sofaen. 

“Der er fundamentale forskelle på at lave TV og teater. Faktisk har det ikke rigtigt noget med hinanden at gøre,” siger han og uddyber: “Vi er nødt til at få skuespillerne til at bevæge sig meget mere, hvilket ikke var nødvendigt på TV, hvor man bare tager et nærbillede, og så er den skid slået. Folk vil genkende sangene og replikkerne, og det bliver lige så sjovt, men bare på en anden måde.”

Publikums forventninger

The Julekalender har opnået status af klassiker. Da Fritz, Hansi og Günther tilbage i 1991 første gang lærte os, at “it’s hard to be a nissemand”, sang næsten to millioner danskere med hjemme i stuerne. Siden er serien blevet genudsendt flere end ti gange, ligesom både nordmændene og finnerne har følt sig kaldet til at indspille deres egen version af kammerspillet i 24 afsnit. 

Jesper Lohmann, The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo
Jesper Lohmann, The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo

Som med enhver anden klassiker må teatret i Herning leve med, at folk kan have nogle ganske klare forventninger om, hvad de skal se, når de indløser billet til årets store julesatsning. Det er dog ikke noget, der skræmmer stykkets instruktør.

I Lars Knutzon er det lykkedes Herning Ny Teater at finde en af de få danskere, som faktisk aldrig rigtigt havde set The Julekalender, før han fik til opgave at iscenesætte teaterversionen. Men de friske øjne er for ham ingen hindring – tværtimod – og han kan alligevel ikke rigtigt bruge publikums forventning til noget rent kreativt.

Det er ikke for at prale, men vi er sindssygt morsomme

“Jeg har slet ikke tænkt i de baner. Det gør jeg nu aldrig,” siger han og forklarer, hvordan kimen til morskaben skal findes et andet sted end ved tankeløs kopiering: “Det skal være sjovt, som vi synes, det er sjovt. De Nattergale har heller ikke lavet den med henblik på publikum, men fordi de synes, det var sjovt at lave, og det synes jeg, vi har overført til vores version.” 

Hørbart henført af en erindring fra prøvelokalet beretter han: “Vi har grinet meget… Det er ikke for at prale, men vi er sindssygt morsomme.”

Nisserne flytter med

Rollelisten er besat med tre nye navne. Jesper Lohmann spiller Oluf Sand og Fritz, Christian Damsgaard får æren af Gertrud og Günther, mens Gordon Kennedy har til opgave at spille både nåsåeren Benny og nissen med “the biggest tænder and the grimmest tøj”, Hansi. Men selvom skuespillerne er skiftet ud, har de tre oprindelige nattergale stadig sat et vist aftryk på begivenhedernes gang.

“Udover at have skrevet det, står de også til rådighed blandt andet i forhold til sprog og dialekt. Hedder det kartofler eller kartowler? Det kan være en udfordring for stakkels Jesper Lohmann, en ærkekøbenhavner, og der har de været virkelig gode til at hjælpe os. De replikker, som vi allesammen kender, skal jo helst lyde rigtigt, ikk’. F.eks når Oluf siger ”Det’ bår dejligt”,” beretter Asmussen, hvis ”dejligt” afslører, at Asmussen, som også er ærkekøbenhavner, endnu ikke selv er fuldt ud sprogligt assimileret i det nye postnummer.

Gordon Kennedy, The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo
Gordon Kennedy, The Julekalender på Herning Ny Teater. Foto: MIngo Photo

Succes skal måles i salen

Da jeg ringer til Michael Asmussen, er der stadig omkring en måned til premieren. Alligevel er forestillingen allerede så godt som udsolgt, så der må føjes nye spilledage til kalenderen. Direktøren lægger heller ikke skjul på, at det kommercielle aspekt har været en afgørende faktor i valget af netop denne forestilling.

“Ambitionen er helt klart nye publikummer, og at der kommer en masse mennesker i teatret, som måske normalt ikke går i teatret, men kommer, fordi det lige præcis er The Julekalender. Jeg håber, at der kommer en masse mennesker ind, som får en virkelig god oplevelse og tænker: Nå, det der teater er sgu ikke så slemt, som de går og siger. Måske skulle vi begynde at gå lidt mere i teatret.” 

Det går imod alle statistikker i forhold til hvilke mennesker, der går i teateret, og det er jeg virkelig glad for

At dømme ud fra de nuværende tal, er der meget, der tyder på, at de er ganske godt på vej til at leve op til ambitionen. “Den appellerer enormt bredt, og vi kan jo se på vores billetter, at vi sælger fra 12 til 92 år. Det går imod alle statistikker i forhold til hvilke mennesker, der går i teateret, og det er jeg virkelig glad for,” siger direktøren med en ydmyg tilfredshed i stemmen.

Uden at gå i detaljer kan Michael Asmussen da også allerede nu løfte sløret for, at The Julekalender som teaterforestilling grundet den voldsomme popularitet nok også får et liv efter den kommende spilleperiode i Herning, og at den da skal turnere rundt i hele landet.

“Herning Ny Teater er stemplet,” lyder det stolt som en form for mic-drop, og hvis succesen fra The Julekalender er et varsel om, hvad der venter, er det vanskeligt at sige ham imod.  

scenet logo

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

The Julekalender rykker østpå

De Nattergales The Julekalender, der i disse dage spiller...

Iben Hjejle modtager Teaterpokalen 2024

I går, mandag den 2. december, kårede Foreningen Danske...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

The Julekalender rykker østpå

De Nattergales The Julekalender, der i disse dage spiller...

Iben Hjejle modtager Teaterpokalen 2024

I går, mandag den 2. december, kårede Foreningen Danske...

★★★★☆☆ Enter Copy – AI sat skakmat

Why Not Theatre Company på Bådteatret
Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab, samt mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.
Annonce

The Julekalender rykker østpå

De Nattergales The Julekalender, der i disse dage spiller for udsolgte huse på Herning Ny Teater, kommer til København i 2025. I Glassalen i...

Iben Hjejle modtager Teaterpokalen 2024

I går, mandag den 2. december, kårede Foreningen Danske Teaterjournalister årets modtagere af de tre teaterpriser, Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen. Prisoverrækkelsen fandt sted på...