Populært lige nu

Annonce

Sårbare unges møde med kunst og kultur – til seminar hos Applaus

Den 20. november 2024 landede aftalen om Danmarks nye kulturpas. Samme dag inviterede Applaus til seminar om, hvordan vi kan gøre sårbare unges møde med kunst og kultur lettere tilgængelig. En mere relevant dag kunne næppe være valgt og det skabte da også en fælles spænding blandt seminarets deltagere. ISCENE var med og dykker her ned i dagens indhold.

Annonce

”Vi ved ikke, hvordan det er at være bange for at blive overvældet, og derfor fravælge noget,” sagde direktør for Applaus, Lene Struck-Madsen, da hun bød velkommen til seminaret om sårbare unges møde med kunst og kultur, efter vi alle havde fået kaffe eller te i kopperne og en surdejsbolle på tallerkenen.

Seminaret tog udgangspunkt i undersøgelsen Vibe Check og Værtsskab, som er udarbejdet i et samarbejde mellem Applaus, Opgang2 og Aarhus Teater, og som netop handler om, hvilke tiltag kulturinstitutioner kan gøre for at blive mere tilgængelige for sårbare unge.

En nervøsitet skal favnes for at skabe ro og i sidste ende overskud

”En nervøsitet skal favnes for at skabe ro og i sidste ende overskud,” sagde Sigrid Kjær-Hansen, der har lavet undersøgelsen, og præsenterede derefter dens fire overordnede temaer, nemlig forberedelse og trigger warnings, genkendelighed, værtskab og fællesskab.

Hvorfor kan teatret ikke gøre ligesom Netflix?

Undersøgelsen peger på, at målgruppen, de sårbare unge, i højere grad end andre har brug for at blive forberedt på det, de skal opleve. Især på ting, der evt. kan være voldsomme.

Annonce

”Hvorfor kan teatret ikke gøre ligesom Netflix,” spurgte én af de fem unge fra undersøgelsens fokusgruppe, som deltog i seminaret, med en henvisning til, at Netflix mærker deres film og serier med noter som fx “vold”, “sex” eller “misbrug”. Hvis man på forhånd ved, at en forestilling kan have voldsomme elementer, har den unge mulighed for at forberede sig mentalt, pointerede Sigrid Kjær-Hansen og pegede desuden på tiltag som at sælge ørepropper i baren eller etablere rolige rum, hvor sårbare publikummer har mulighed for at trække sig hen, hvis det hele bliver for meget.

Alt det, vi tager for givet, er så vigtigt for den sårbare målgruppe

”Alt det, vi tager for givet, er så vigtigt for den sårbare målgruppe,” sagde Aarhus Teaters kommunikationschef, Morten Daugbjerg, da seminarets facilitator Julie Lindegaard inviterede ham til at kommentere på undersøgelsen. Det, vi tager for givet, kan fx være at vide, hvor toilettet og diverse udgange er.

Annonce
Seminar hos Applaus om Sårbare unges møde med kunst og kultur. Foto: Rune Svenningsen
Seminar hos Applaus om Sårbare unges møde med kunst og kultur. Foto: Rune Svenningsen

De meningsfyldte fællesskaber

En anden vigtig pointe handler om fællesskab. Mange af de unge i fokusgruppen gav udtryk for, at de mangler nogen at gå i teatret med, og at de ofte ikke ved, hvor de skal starte, når de skal vælge forestilling eller bestille billetter. ”De skal tages i hånden og de skal føle sig velkomne,” sagde Morten Daugbjerg.

Sårbare unge har brug for at føle at de hører til. ”…og det gør man bedst ved at tage del i det liv, som vi andre lever

”Men hvorfor er det vigtigt at få unge sårbare til at bruge kulturlivet,” spurgte Julie Lindegaard Sigrid Kjær-Hansen og administrationschef i Opgang2, Per Paulsen. De var enige om, at det både handler om, at selvom de unge er sårbare på nogle områder, så kan de også byde ind med nogle andre ressourcer, som er vigtige for kulturlivet. De pointerede også begge vigtigheden af, at sårbare unge har brug for at føle at de hører til. ”…og det gør man bedst ved at tage del i det liv, som vi andre lever,” sagde Per Paulsen.

De fem unge fra forsøgsgruppen stemte i, inden vi alle gik til frokost. Her blev vi opfordret til at tale sammen på kryds og tværs, spare med hinanden og reflektere over, hvordan vi som kulturbranche kunne bruge de nævnte forslag. Både salen og gangene summede da også af samtale, mens vi spiste vores sandwich.

Læs mere om undersøgelsen her.

Hvilken rolle skal kulturbranchen spille?

Jane Mylenberg, der er tidligere topleder i kulturbranchen og nu selvstændig rådgiver, tog efter frokost atter temaet om meningsfyldte fællesskaber op. Hun lagde fokus på, hvor vigtigt det er at tale med sin målgruppe og tage udgangspunkt i dens behov og ønsker, når man forsøger at etablere fællesskaber for fx sårbare unge.

Vi er brobyggere mellem borgerne og systemerne

Jane Mylenberg pegede også på, at kulturmedarbejdere ligger meget højt på listen over erhverv, der har de danske borgeres tillid. ”Kulturens rum er i høj grad et rum, der er renset for konflikt. Her kan vi mødes på tværs af skel, og det skal vi gøre brug af,” sagde hun, men pointerede samtidig, at kulturlivet også skal ændre syn på sig selv. I stedet for at se sig selv som ekspert, skal man betragte sig selv som forvalter af nogle rammer, hvor historier, kunst og kultur kan gro. ”Vi er brobyggere mellem borgerne og systemerne,” slog Jane Mylenberg fast.

Nikoline Olsen tog tråde om at skabe brobygning og fællesskab op, da hun fortalte om det arbejde, hun og organisationen GAME laver med gadeidræt for udsatte børn og unge i 10 forskellige lande, herunder Danmark. Hendes pointer var at få dem i snak, som ikke taler så meget, og at række ud til lokalområderne, for det er dér, man har kontakten til de unge. ”Sårbare børn og unge bevæger sig i en mindre radius end andre, derfor er fællesskaber, hvor de bor, vigtige,” understregede hun.

Seminar hos Applaus om Sårbare unges møde med kunst og kultur. Foto: Rune Svenningsen
Seminar hos Applaus om Sårbare unges møde med kunst og kultur. Foto: Rune Svenningsen

Kulturpasset kommer

Seminaret blev afrundet af en paneltalk om det nye kulturpas med Johan Brødsgaard, udvalgsformand for kultur, fritid og idræt i Silkeborg Kommune, Charlotte Bromann Mølbæk, folketingsmedlem for SF, Morten Daugbjerg, kommunikationschef på Aarhus Teater og Lene Struck-Madsen, direktør i Applaus.

Kulturpasset er regeringens, SF’s, Enhedslistens, Radikale Venstres og Alternativets nye indsats, der skal skabe bedre forudsætninger for, at unge kan blive en del af samfundets kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber. De væsentligste pointer fra talken var:

  • En del af Kulturpasset bliver at investere i flere rammesatte kulturforløb.
  • Kulturpasset skal bruges af sårbare unge og dermed fordre fællesskab.
  • Dette skal afhjælpes af brobyggere.
  • Politisk har vi et ansvar for at demokratisere kulturen og gøre den lettere tilgængelig for alle børn og unge. Dét skal kulturpasset medvirke til.
  • Forhåbentlig ser vi ind i en ændret socialpolitik, hvor kultur ikke bare er flødeskum på toppen, men derimod bliver betragtet som en vigtig grundpille for fællesskab og trivsel.

Læs mere om Kulturpasset her.

På vej hjem greb vi alle sammen en Applaus mulepose, hvor vi blandt andet kunne finde en værktøjsbog til kulturinstitutionerne om sårbare unges møde med kunst og kultur. Det bliver nu interessant at følge, om nogle af disse værktøjer bliver sat i spil på kulturinstitutionerne.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Nicoline Gandrup
Nicoline Gandrup
Nicoline Gandrup er skribent på ISCENE. Arbejder som freelance dramaturg inden for både scenekunst, film- og TV. Uddannet cand.mag i dramaturgi og visuel kommunikation ved Aarhus Universitet.