★★★★☆☆ Enter Copy – AI sat skakmat

Why Not Theatre Company er aktuel med den nye forestilling, Copy Enter, med et Reumert-vindende kunstnerisk hold. Scenen er sat på skakternet gulv som et militært AI-forsøgslaboratorie for menneskelig lidelse. Med næsten kirurgisk præcision blotlægges humanitetens DNA og fortrænger den kunstige magt. Er det hele bare et spil?

Tre personer håber at finde lindring fra forskellige lidelser i et militærlaboratorium i London år 2029. Alice (Sue Hansen Styles) er pensioneret arkitekt og har mistet både mand og søn i en trafikulykke. Simon (Daniel Neil Ash) er en svært skadet ekssoldat med et crush på sin løjtnant. Kendall (Bennet Thorpe) er en ”cityboy” i en ydmygende skilsmisse. Lederen af laboratoriet, Doktor, har stemme af Nathan Meisters.

Det kunstneriske hold er et spændende nyt match mellem to prisvindende kunstnere, der kan deres kram til fingerspidserne. Tanja Mastilo vandt en Reumert for Årets Dramatiker for The Cheyenne Are Leaving i 2022. Jacob Stage er både koreograf, instruktør og scenograf og modtog en Reumert i 2016 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris, Teaterkatten, i 2015 som årets instruktør.

Kliniske AI-rammer

Scenens rammer i det intime Bådteatret er forvandlet til et klinisk AI-styret laboratorium. Plastikforhæng hænger ned som på et slagteri. Mens AI ikke sviner på den blodige måde, kan dens flimrende algoritmer let tappe mennesker for tilsvarende vitale livskræft. Dermed rammer stykket lige ned i debatten om menneskets (risikable) interaktion med AI.

De tre ”subjects” har frivilligt ladet sig indskrive i forventningen om at kunne slippe for deres lidelser ved at indtræde i AI-genererede paralleluniverser skabt af deres egne tanker. Samtidig har laboratoriet bestemt, at det vil være fordelagtigt, hvis de socialiserer med andre. De tre vidt forskellige, arketypiske personligheder skal nu dele rummet i ugevis og er meget skeptiske.

Det ternede gulv, der henleder tankerne på et skakspil, rummer hvide podier (brikker), der kan flyttes og vendes, samles eller spredes med spillerne og deres positioneringer ovenpå. De hvide flader modtager til tider kraftigt farvet lys og filmiske projektioner af paralleluniverser. Jacob Stage har koreograferet sceneskift, der foregår lige så stille og dramatisk som at flytte en skakbrik.

Kød og blod

De kliniske rammer og den begrænsede plads forstørrer menneskelige følelser og karakterer. Alice vil hjælpe og vise omsorg for den smerteforpinte ekssoldat, Simon, hvilket blot får Kendalls glatte cityboy-kynisme til at stå endnu tydeligere frem. Jacob Stages instruktion er godt forankret i kroppene, og ingen ord undslipper tydelige intensioner og veldoseret gestik.

Mest tydeligt hos Daniel Neil Ash, der skal spille smerteforpint i utallige nuancer. Den konstante, svage sitren i kroppen, den subtile spænding i skuldrene og de forkrampede forflytninger spilles med stor autenticitet. Alice og Kendalls karakterer udfoldes gradvist og sender mere forvirrende signaler til Doktor. Simons rolle udvikler sig over tid mere i retning af en joker, der driver spillet.

Efterhånden, som de modvilligt kommer tættere på hinanden, oprulles kompleksiteten af det at være menneske, som en kritik af det ”easy fix,” AI også fremstilles som i vores hverdag. De repræsenterer hver især noget arketypisk, ikke bare som karakterer, men også som forskellige typer af fysisk, psykisk og social smerte.

Skakmat

Forskellige musikstykker ledsager scenerne, der opstår som træk i et spil skak, hvor podierne flyttes og positionerne skal analyseres på ny. De forskellige samspil mellem karaktererne bærer dermed hele forestillingen med en langsomt fremadskridende udvikling, positionering og kendskab til hinandens styrker og sårbarheder.

”I just want to talk to someone,” råber Alice til Doktor. Forsøgspersonerne erkender gradvist, at de er nødt til at lukke hinanden ind, hvis de skal heles. Der er mange lag i stykket, men også et klassisk dannelseseventyr om ”det gode mod det onde.” Er tingene lige så sort/hvide som felterne på gulvet? De teknologisk lysende, grønne streger over for menneskelige relationer. 

“Money can buy the illusion of happiness,” hører vi, men Kendall og Alice sættes på en næsten eventyragtig prøvelse om ægte livsglæde. Copy Enter er intellektuelt teater, der tager et af tidens helt store emner op med en velfungerende tekst. Den store grundighed i instruktionen og den minutiøse udfoldelse af de dybe, afrundede karakterers samspil garneret i humor løfter hele spillet.