Teatergrad rykker ind på rådhuset med deres Richard III, som de har givet den genkendelige undertitel Riget, Magten, Æren. Forestillingen skal ses som en kommentar til det danske demokrati anno 2025, og selvom jeg ikke er overbevist om dens præmis, er det stadig en tankevækkende, æstetisk og stimulerende oplevelse.
Teatergrad har en niche. De laver teater uden for teatrene – i byrummet, i offentlige rum. Ambitionen er at bringe forestillinger hen, hvor publikum er. Det står skidt til for de danske teatre, hvis det implicit betyder, at publikum er mere på rådhuset end i teatret, og som publikum har jeg mere fornemmelsen af at være, hvor jeg aldrig er, men det er egentligt mindst ligeså interessant.
Den smukke byrådssal på Lyngby Rådhus er sparsomt dekoreret med diskrete scenografiske elementer og understøttet af lysdesigner Flora Pelle Brandts rolige design. Det er en inspirerende ramme for Teatergrads moderne bearbejdning af Shakespeares klassiske magtdrama.

Magtdemonstration i fuldt ornat
Malou Takibo og Christine Worre Kann byder velkommen i rådhusets profane, hellige haller. Via nogle enkle og åbne spørgsmål om vores syn på magt bliver vi introduceret for det første af forestillingens to spor: En grundig gennemgang af nogle af nutidens mest magtfulde mennesker i Danmark og de elitære konstruktioner, hvori de indgår og opererer.
Er Danmark virkelig så demokratisk, som vi tror?
De mange navne, tal og relationer bliver leveret i en sikker retorisk stil, der ville have imponeret stykkets titelkarakter, der med største selvfølgelighed stiller det grundlæggende spørgsmål: “Er Danmark virkelig så demokratisk, som vi tror?”
Kort efter introduceres forestillingens andet spor: En mere klassisk, men forkortet udgave af Shakespeares drama. For mig, som uhelbredelig tilbeder af “the Bard of Avon”, som Shakespeare også kaldes, går den slags lige i knurhårene. Richards monologer rangerer blandt Shakespeares bedste – langt bedre end stykket som helhed, hvis du spørger mig. De er raffineret fremført af Rolf Hansen iført fuldt ornat med pibekrave og hermelinskåbe med schwung.

Magtportrættet overstråler alt
Historien om Richard III’s nådesløse ambitioner er velkendt, og Rolf Hansen fører os rundt i krinkelkrogene af hans blodige og krigeriske sind i en tekst, der i meget høj grad har fokus på titelkarakteren. Ikke alene brænder han verden omkring sig, men som den ekstreme narcissist, han er, praler han endda over for publikum med sine forbrydelser.
Som den ekstreme narcissist, han er, praler han endda over for publikum om sine forbrydelser
Den del af forestillingen fungerer virkelig godt, og det er smart løst, når opgaven lyder på, at man med tre spillere skal opføre et stykke med næsten fyrre navngivne karakterer. Historien bliver klart fortalt, og vi har hele tiden fokus på det vigtigste.
Malou Takibo og Christine Worre Kann deler de øvrige roller, der skiftevis konfronterer den magtsyge kongeaspirant. Men Richard III handler i så udpræget grad om denne ene karakter – Richard III, Hertugen af York, overstråler alle.

Strukturel magt eller egenrådig psykopati
Til gengæld kommer Malou Takibo og Christine Worre Kann i fokus, når de fremfører Marie Louise von Bülows nydelige kompositioner. De smukke harmonier klæder det organiske lokale. De giver også publikum nogle tiltrængte pauser til at sidde og fordøje nogle af de mange indtryk og fakta, som forestillingen er så mættet med.
Jeg er ikke overbevist af forestillingens præmis om, at Shakespeares portræt af Richard er en speciel stærk parallel til forestillingens første spor, magtudredningen i nutidens Danmark. På baggrund af forestillingens udlægning af den danske magtelite, synes jeg netop, der er tale om en magtelite, der er langt mere strukturelt funderet, sammenholdt med Richards egenrådige psykopati.
Uanset hvad det er, er det i hvert fald ikke ligegyldigt
Jeg føler mig med andre ord ikke fuldkommen overbevist om, at den moderne læsning, som Pelle Nordhøj Kann har anlagt i Richard III – Riget, Magten, Æren bidrager med nye vinkler til den klassiske tekst. Selvom jeg selvfølgelig medgiver, at begge spor i forestillingen er med til at tegne et samlet billede af magtens væsen.
Teatergrads byrumsteater kan helt bestemt en masse, og det er en teateroplevelse, jeg ikke kommer til at glemme lige foreløbigt. Uanset hvad det er, er det i hvert fald ikke ligegyldigt.
Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdet af Pelle Nordhøj Kann med afsæt i Jens Albinus’ version af Richard III. Idé og koncept: TEATERGRAD. Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenograf: Sir Grand Lear / Lea Burrows. Komponist: Marie Louise von Bülow. Lysdesign: Flora Pelle Brandt.
Medvirkende: Malou Takibo, Rolf Hansen og Christine Worre Kann.
Forestillingen spiller på Lyngby Rådhus fra d. 6. – 19. februar 2025 og på Gentofte Rådhus d. 21. og 22. februar.