Solen tilsmilede DYNAMO Circus Festival 2025 i sidste uge. Festivalen fylder hvert andet år havneområdet i Odense med samtidscirkus i mange formater. Således også i år, hvor hyldesten til det uperfekte blandede sig med politik, poesi og ren dadaisme i et modigt program, der både havde plads til publikumspleasere og shows, der krævede dyb koncentration.
NU må tiden vist være inde til at anerkende, at vi ikke længere behøver at vende blikket mod udlandet for at se fremragende samtidscirkus. Den oplevelse, tror jeg, de fleste havde efter pitchrunden, der afsluttede branchedagen på DYNAMO Circus Festival 2025 i sidste uge. Cirkus er født internationalt og den hjemlige branche er stadig ganske lille i antal, men det dagsaktuelle niveau er højt.
Seks færdige forestillinger og tre på vej viste bredde i både discipliner og fortælleformer fra Grand Danois poetiske blanding af tradition og samtid til Elise Reines foruroligende one-woman cirkus for voksne. En del af forestillingerne er co-produceret af DYNAMO, der også i den rolle er et kraftcenter for genren, men også en kommerciel spiller som Louise Schouw Teater kan se genrens potentiale og har sendt showet Hallo! med Søren Hauch-Fausbøll og Sunniva Byvard, der oprindeligt blev produceret på Folketeatret, på turné.
Således opløftet af de lokale artister kunne vi kaste os ud i festivalens kunstneriske program, der med sympatisk forståelse af fødekæden præsenterer børne-ungeartisterne fra aarhusianske Cirkus Tværs og de kommende kollegaer fra AFUK på den centrale festivalplads på linje med det internationale line-up ude, inde og i år også på modsatte havnekaj i to store cirkustelte.
Bring in the clowns
Udenfor det største telt mødte vi klovnen. Den sørgmodige, hvidsminkede klovn. Den gammeldags klovn, der var smidt på porten af det nye cirkus. Klovnen, der ikke lod sig smide ud, men igen og igen dukkede op i teltet og spredte sin stilfærdige poesi i kompagniet Cirque Pardis ellers hæsblæsende show, Low Cost Paradise, der sigende blev til “Lost Paradise” på de udtjente neonskilte.
I en fusion af det traditionelle cirkus’ markører, filmreferencer og aktuelle politiske opråb er showet en hyldest til livet og måske især kunsten. Der er et væld af discipliner på spil i et originalt musikalsk univers. Artisterne er blændende, men showet fremstår fragmenteret. Det er formentlig en bevidst dramaturgi, der taler ind i det frugtbart kaotiske univers, men det bliver så villet punk, at det er svært at blive helt ramt af.
Andre klovne møder vi på havnefronten, hvor Cia Jimena Cavalletti har forvandlet sig til det aldeles hæmninglsøse, men også svært elskelige begravelsesfirma B.O.B.A.S. De uddeler løg og instruerer os i at græde på grædekonevis, men pastoren stikker af med urnen, og de tre kvinder er derefter et langt, vidunderligt færdselsuheld, mens de på stadig mere grotesk vis forsøger at redde den akavede situation. Det er voldsom komik, som musikalsk og melodramatisk balancerer bedårende bøvet på kanten mellem liv og død.
Hurtig og fuld – det uperfektes triumf
Det akavede og det uperfekte var også til stede i Cie Happy Face Go Through The Window And Run, der charmerende spiller på publikums usikkerhed. Smadrede de lige deres computer der? Slog han sig? Hvor pokker løb han hen? Snart flyder de tos kontaktjonglering, hvor keglerne ikke kastes, men føres rundt om og imellem kroppene i en organisk slowmotionkoreografi. Snart eksploderer temperamentet og en bil med hidsige vinduesviskere bliver en del af scenografiens stress, før alt atter falder til ro i et kram.
Cie LPM – Los Putos Makinas er en hyppig gæst hos DYNAMO og viste denne gang blandt andet den rablende Rapido Y Buracha. Det betyder “Hurtig og fuld” og titlen er ganske dækkende for det inferno af flyvende, sprøjtende øldåser, flammekastning og cykeltricks i sprituskørsel-agtig stil, der ramte publikum lørdag aften som den perfekte pendant til koncerten med Smag på dig selv, der satte et kraftfuldt, jazzpunket punktum for festivalen. Los Putos Makinas er altid værd at opleve for deres konsekvente kulørte kamikazestil, men sammenhæng og dybere mening er ikke på repertoiret hos den fartglade, spanske trup.
Tågen i hjertet, skrigende dissonans
Grind Art Club, der består af de svenske brødre Vejde & Mischa Grind viste den fascinerende Opa Fashion. Som et kald fra det høje Nord svøber de os i en forunderlig blanding af elektroniske beats og folkemusik. Med bjælder om støvlen, med trommerne svingende i hypnotiskrundgang i en lang snor over skuldrene, med lys sang, der driver tågen ind i hjertet. I et blåligt univers strejfet af rødt drejer de store Cyr-hjul i en virkelig original og meget potent koreografi, der interfererer kontrapunktisk med de sprøde, porøse elementer i musikken og skabte øjeblikke af næsten åndeløs skønhed.
Skønhed og mangetydig dybde fandt vi også hos tysk-italienske My!Laika vidunderligt dadaistiske Winter i det lidt mindre telt på teltøen. Universet har en Twin Peaksk vibe med sine malerier i guldramme og tildækkede objekter. De kommer til live, når de fire aktører mødes i sekvenser, der forekommer at være udenfor tid og rum, kun struktureret af den enes tyske pludren, når hun gang på gang bevæger sig fra publikumsbænkene med en spand fuld af metalliske objekter for så at gentage sine vejrmøller ud og ind ad de klaprende træsko.
De skaber mageløse og stærkt foruroligende billeder, når de manipulerer med elementer i det visuelle univers og lader dissonansen skrige fra klaveret. Der er trapez, jonglering, objektmanipulation, akrobatik, musik og obskur tale, men mest af alt er der et helstøbt univers med en gennemført fortælling, der undviger rationel forståelse, men ætser sig fast på nethinden. Udenfor er virkeligheden, men kan de bryde igennem til den?
Der er aldrig for sent at løbe bort med cirkus
I en container nær indgangen kunne man tre og tre liste sig ind til en lystfuld syndsbekendelse i The Sinner hos spanske Madame Paulette, der i en anden inkarnation som Mama Calypso stod for fredagens latinolokkende koncert. The Sinner er vojeur-dukketeater for voksne, hvor katolicismens koder kombineres med dampende erotik og skriftestolen omdannes til et lystfuldt diorama. En lille sjov bagatel, der nok er mere provokerende i katolske lande.
Under hele festivalen er der legeplads for store og små på den centrale plads, hvor man også finder Odense Film Festivals røde campingvogn, hvor man i loop kan se en række kortfilm med cirkusrelateret indhold, herunder udvalgte af årets finalefilm til konkurrencen 60SecondsCircusFilm. Formatet er forunderligt, og viser med stor varians, hvordan cirkus kan smelte sammen med et andet visuelt medie og den natur eller de – ofte skrammede – byrum, filmene udspiller sig i.
Indenfor hos DYNAMO kan man se filmene fra de foregående år i loop, blandt andet den vidunderlige hulahopfilm med budskabet: Det er aldrig for sent at løbe bort med cirkus.
DYNAMO Circus Festival 2025 er slut og blev endnu en fejring af en kunstart med mange facetter, men også med en unik evne til at skabe billeder og fællesskaber. Festivalen inviterer verden ind, men sætter også en streg under, at det det danske cirkusmiljø er levende og sætter nye dagsordener.
